Poul Henningsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2019

Hovedforfatter

Troels Hughes Hansen
cand.mag., 2017

Selvom Poul Henningsen i dag måske er mest berømt for sine klassiske PH lamper, der findes i et hav af danske hjem, havde han i en menneskealder også stor indflydelse på dansk åndsliv igennem sit forfatterskab. Henningsen gjorde sig gældende som en af mellemkrigstidens vigtigste intellektuelle med sine skrifter om kunst, rejser, kulturpolitik, arkitektur og belysning, der fra mellemkrigstiden og frem udkom i en lang række forskellige dagblade og tidsskrifter. Som skribent, tidsskriftsredaktør og revyforfatter var han hidsigt veloplagt, bidsk, progressiv og altid ude efter det bagstræberiske, bornerthed og den gode smag.

Baggrund

Poul Henningsen blev født i København i 1894 som barn af Agnes Henningsen og Carl Ewald, og han skulle vise sig at have talenter på en lang række fagområder. Først stod han i lære som murer, og efter at have forsøgt sig med flere forskellige håndværk fik han plads på en tegnestue. Sideløbende begyndte han at skrive kunst- og arkitekturkritik for bl.a. Politiken.

”En revolutionær kunstindustri må rumme forsøget på at forbedre vores brugsgenstande. En væsentlig side er den økonomiske: at bringe gode brugsting ud til de mange gennem lavere priser. Det drejer sig om det frugtbare møde mellem kunst og teknik, hvor jeg må ha lov at genta en gammel aforisme: kunstneren må aldrig glemme at han er tekniker, teknikeren aldrig at han er kunstner.”

”Tanker omkring et skohorn” i "Gennem gyngende landskaber", s. 317.

Som designer kom det store gennembrud med de lamper, der i dag er blevet synonyme med Poul Henningsen, og som bærer hans initialer – PH. Ved Verdensudstillingen i Paris i 1925 opnåede hans PH-lampe guldmedalje og blev den guldgrube, der gjorde ham i stand til som økonomisk uafhængig at give sig hen til skrivemaskinen.

Foto: Per Pejstrup

Født
9. september 1894 i København.
Død
31. januar 1967 i Hillerød.
Uddannelse
Murer. Samt forskellige kurser på Teknisk Skole og Polyteknisk Læreanstalt.
Debut
Hvad med kulturen? Mondes Forlag, 1933.
Seneste udgivelse
Om leg. Gyldendal, 2019.
Litterære forbilleder
Otto Gelsted, Anatole France.

Midtpunktet for PH's skrifter er frisind og fremskridt – i kunsten såvel som i politik og i forhold til seksualitet og moral – og disse tanker er allerede til stede i hans første bog, det lille kampskrift ”Hvad med kulturen”, 1933, som han delvis skrev som en reaktion på den fremspirende nazisme i Europa. Hans stadige udfald mod det reaktionære i samtiden var bygget på en solid tro på det moderne som et demokratisk og frigørende projekt, forstærket af en angst for hyggenationalisme og manglende internationalt udsyn.

Netop det internationale udsyn fik PH ved at tage på en lang række bilture ned igennem Europa, hvor han sugede de fremmede indtryk til sig – arkitekturen, gastronomien og kunsten – for senere at skrive om det i klummer, rejseessays eller kommentarer i dagspressen.

Sideløbende med sit virke som lampedesigner og skribent skrev PH også en lang række revyer, bl.a. ”Dyveke” i 1940, hvor især visen ”Man binder os på mund og hånd” er et eksempel på et modstandsskrift mod besættelsesmagten, men som på grund af sin tvetydighed slap igennem censuren. Under besættelsen flygtede PH til Stockholm, men da han vendte hjem til Danmark efter krigen, fortsatte han, hvor han slap og skrev revyer, kronikker, artikler, redigerede tidsskrifter, fløj med drage og et hav af andre ting frem til sin død i 1967.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Poul Henningsen skrev ingen romaner, men snart sagt inden for alle andre genrer; artikler, revy, kritik af kunst, litteratur, film, arkitektur, design, gastronomi, rejsereportager, børnebøger, historiske fremstillinger, portrætter af mennesker i sin samtid og endda en bog om dragebygning. Det er umuligt at putte ham i en bare nogenlunde retvisende kategorikasse. Det samme gælder formatet, idet PH både udgav små tynde bøger og digre flerbindsværker samtidig med en omfattende produktion i aviser og tidsskrifter.

Selvom PH’s forfatterskab altså langtfra kan siges at være strengt litterært, skrev han dog altid med en overlegent legende finesse og en sans for sproget, der også indbragte ham en plads i det Danske Akademi. Stilen er gemytlig, og teksterne er altid åbne for pludselige indskydelser og retningsskift. Ingen strengt rationel essayistik her.

Tematisk er hans værk også spraglet, men her er det immervæk lettere at spore nogle fælles linjer. PH’s kultur- og kunstkritik forholder sig i udtalt grad til friheden og frisindet. Frihed frem for indskrænkende normer og vanetænkning samt frisind på såvel det kunstneriske som på det seksuelle og moralske plan. Denne frihedsdrift kom også til udtryk i PH’s forhold til kunsten som en autonom størrelse. Kunsten skulle ikke være program for en bestemt politik eller holdning, men eksistere på kunstens egne vilkår.

I den forstand er det nærmest symbolsk, at PH’s primære indtægt var hans lamper. Oplysning og belysning er til stede på flere planer i en stor del af hans tekster, dels som konkret kritik af god eller dårlig belysning, og dels som et oplysningsprojekt i åndelig forstand, der har til hensigt at nedbryde blændværk og falsk forstillelse. Konkret kommer frigørelsesprojektet også til udtryk i bl.a. en lang række skrifter om erotik og seksualitet, og vel at mærke i en tid, der endnu ikke have været vidne til pornografiens lovliggørelse.

Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at tænke Poul Henningsen uden også at lade sine tanker glide over på begrebet kulturradikalisme. Fra oplysningstiden og frem til Det moderne gennembrud med Georg Brandes skrev PH sig ind i en lang række af tænkere, der nægtede at lade deres tanker styre af statssystemer eller etableret ånd. Kulturradikalismen forbindes i dag uvilkårligt med Politiken, solidt nordisk design i stuen og progressive holdninger til både det nationale og seksualiteten. Den sammenkædning har PH en stor del af æren for, men han opererede aldrig i et vakuum, aldrig som et fjernt fyrtårn i horisonten.

Som en del af en bredere bølge af frisindet tænkning skrev PH sammen med en lang række udøvende kunstnere, såsom Kjeld Abell og Otto Gelsted. Gelsted var en del af kredsen omkring PH’s tidsskrift Kritisk Revy i midten af 1920’erne, mens Kjeld Abell med sine teaterstykker og revyer (flere i samarbejde med PH, bl.a. ”Dyveke”, 1940) også anslår utraditionelle og moderne strenge i det danske kulturlandskab i mellemkrigstiden.

Efter 2. Verdenskrig gribes den kulturradikale arv fra PH især af de to forfattere Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Med sine tv-spil og romanerne ”Rend mig i traditionerne”, 1958, og ”De uanstændige”, 1960, spidder Panduro den samme form for stive borgerlige moral og seksuelle hykleri, som også PH havde sat sig for at bryde ned. Men Rifbjerg var måske den forfatter, der med størst gennemslagskraft har formået at udnytte det meget PH’ske våben, provokationen, på tværs af en lang række platforme. Som romanforfatter, essayist, kritiker, redaktør osv. sloges Rifbjerg videre med borgerlig bornerthed, god moral og dårlig smag langt ind i det nye årtusinde.

Retter vi blikket ud i verden, er det oplagt at se PH som dansk eksponent for den intellektuelle tradition, der især har været Frankrigs adelsmærke siden Émile Zola forsvarede den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus i 1898 med det hidsige og hårdtslående partsindlæg ”J’accuse” (da. ”Jeg anklager”), efter at kaptajn Dreyfus var blevet udsat for et åbenlyst justitsmord med politiske og antisemitiske motiver. Det er en tradition, hvor kulturmennesket ikke nøjes med at producere for sig selv og en udvalgt skare af læsere, men blander sig aktivt og vedvarende i også den politiske debat.