BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff
*Seneste udgivelse

Jens-Martin Eriksen

Senest opdateret
  • Redaktionen
    september 2025
Hovedforfatter
  • Johan Vardrup
    journalist, 2012

Intro

Gennem karrieren har Jens Martin Eriksen udviklet sig til manden med to penne; han skriver beretninger fra sande konfliktzoner og plejer desuden et skønlitterært forfatterskab. Romanerne viser mennesket, når det er mest udsat. Den linje blev slået an allerede i debuten ”Nani”, hvor overgrebene mod pigen Nana rammer læseren, og den mandlige fortæller gradvist afslører sin ubønhørlighed.

Eriksens hovedpersoner har ofte betingelser, der udfordrer deres menneskelighed. De er deprimerede, ramt af sorg eller den kynisme, de polstrer følelsesapparatet med. Forfatteren ofrer ikke megen tid på at beskrive livet, når det er hvidvin i liggestolene på terrassen. Men han kan skubbe læseren tæt på individets psykologi, så man både spejler sig i det og hypnotiseres.

Baggrund

Jens-Martin Eriksen er født 23. februar 1955 i Aalborg. Hans mor og de bedsteforældre, han boede hos i begyndelsen af sin barndom, døde, da han var teenager. Siden tilbragte han tre år på en indremissionsk kostskole, hvor han begyndte at interessere sig for at skrive. Modtageren af hans første længere tekster var en dansklærerinde, han var forelsket i og forsøgte at gøre indtryk på. Med kostskoletiden bag sig arbejdede han en periode på et skib, før han indledte studier ved Aarhus Universitet afsluttet med hovedfagseksamen i dansk sprog og litteratur i 1982. Hans fiktionsdebut kom tre år senere; romanen ”Nani” om en mands kredsen om sin iboende djævel og pigen Nana. Udgivelsen blev hilst velkommen af kritikerne, og Eriksen placerede sig som en ny stemme, der kunne sætte ord på samtiden.

”Sneen lå tyndt og fint over det hele, over hele landskabet, som om den dækkede alt, som om intet var sket, som om døden ikke fandtes. Som om den sne nådigt kunne skjule alt hvad der var sket i det efterår. I den var der skåret et spor hen imod mig.”

”Vinter ved daggry”, s. 169.
jens-martin eriksen
Foto: Sophie Kandaouroff
  • Født

    23. februar, 1955 i Aalborg.

  • Uddannelse

    Cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet, 1981.

  • Debut

    Nani. Gyldendal, 1985.

  • Litteraturpriser

    Det Danske Akademis Beatricepris (2001) samt en række legater, der omfatter Statens Kunstfonds livsvarige legat (1998) og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat (2002)

  • Seneste udgivelse

    Livet i paradis. Alhambra, 2025.

  • Inspiration

    Louis-Ferdinand Céline, Christopher Isherwood, Flannery O’Connor og Jean Genet.

Mens han forsatte sit forfatterskab – navnlig i form af romantrilogien ”Rejse under mørket” (1988), ”Jim og jeg” (1989) og ”Den hvide væg” (1990) – blev han en aktiv kulturdebattør. Sammen med forfatteren Jens Christian Grøndahl og maleren Michael Kvium stod han i et par år bag tidsskriftet Fredag. Redaktionen gjorde sig bemærket ved at forholde sig kritisk til deres egen udgiver Gyldendal, og netop den kritiske tilgang til omverdenen synes afgørende for Eriksen. ”At bryde ind de steder, hvor der ikke findes nogen normal social samtale og prøve at stille de spørgsmål, som alle kan stille sig, og som nager alle. Det er grunden til overhovedet at indlade sig på projektet at skrive; man er ikke tilfreds,” har han udtalt i et interview [1]Martin DalgaardMan skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press1992-05.

De seneste år er Eriksen trådt ind i flere afdelinger af den offentlige diskussion; han har taget et standpunkt for almengyldige principper såsom tolerance og ligeværd, påpeget farerne ved multikulturalisme som ideologi og problematiseret det statslige system for litteraturstøtte. Som essayisten på ekspedition undersøger han årsagerne til Balkankrigen i blandt andet ”Hadets anatomi” (2003, sammen med Frederik Stjernfelt), men det er i soldaterromanen ”Vinter ved daggry” (1997), at han klarest forener det samfundsrevsende i sit virke med forfatterens fortællekraft. Hans samlede produktion rummer novellesamlinger, dramatik og rejseberetninger udover essaystikken og romanerne, og han er blevet oversat til fransk, tysk, hollandsk og serbisk.

Dette portræt omhandler hans skønlitterære produktion.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Døden optræder som tema i mange af Jens-Martin Eriksens værker – både som ubegribelig hændelse og det slutpunkt, der får livets værdi til at åbenbare sig. Fortælleren i ”Jim og jeg” prøver at komme overens med sin bedste vens død, og fornemmelsen af ubrugte muligheder præger romanen. Jim fik aldrig sit ægteskab med den skønne Marion, fik aldrig børn, han så vokse op, mens fortælleren modsat har chancen for at skabe en tilværelse. Hvis han vel og mærke kan frigøre sig fra Jims minde, og Eriksen skildrer ham ikke som helt fortabt i den henseende.

Hovedpersonen i debuten ”Nani” står over for en lignende opgave. Han bearbejder bevidst erindringen af den afdøde Nana gennem en skriveproces. Men i modsætning til jeg’et i ”Jim og jeg” er han ikke en pårørende uden ansvar. For læseren fremstår han som Nanas drabsmand – eller i hvert fald hendes misbruger – alt efter hvor meget af historien, man tolker til at være produkt af hans egen fantasi. Han dømmer sig selv og andre hårdt, for ham er livet kun en nydelse, når han beruser sig med sex og alkohol. Men døden gør ham ikke bange. På en måde svælger han i den ved at genfortælle, hvordan Nana gik bort. Hun repræsenterer noget mindre smertefuldt i hans bevidsthed sammenlignet med Jims betydning for fortælleren i ”Jim og jeg”. I romanen ”Pilgrim” er det derimod den mandlige fortæller, der selv skal dø, hvilket gør ham desillusioneret og desperat. Eriksen anvender monologformen som i ”Nani” og ”Jim og jeg”, så der aldrig opstår en distance til fortællerens perspektiv. Manden i ”Pilgrim” mister kontrollen, og det afspejler sig i teksten, der bliver fragmenteret og klipper mellem drøm, nutidige iagttagelser og rejser tilbage i hans hukommelse.

Jens-Martin Eriksen er optaget af ”at give det ubevidste sprog” [1]Martin DalgaardMan skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press1992-05, og i ”Pilgrim” etablerer han en røst, der virker som om, den har direkte forbindelse til sindets nedre lag. Derfor lyder fortælleren ikke forståelig og sammenhængende hele tiden. Det gør soldaten imidlertid i romanen ”Vinter ved daggry”, og det bidrager til beretningens overrumplende karakter. Forfatteren får absurditeten i drabene på uskyldige mennesker til at stå tydeligere frem, fordi hans fortæller, der er medskyldig, er nøgtern i sin tone. ”Da jeg skulle skrive historien, var det vigtigt for mig at trænge ind i begivenhedernes centrum, trænge ind i ondskaben og ind i det dæmoniske lige fra begyndelsen,” har han sagt i et interview [2]MS-redaktionen: Der var engangBerlingske Tidende, 2003-03-09.. Dæmonien ligner her en art kollektiv psykose, hvor soldaten og hans kammerater følger de overordnedes befalinger og deponerer deres medfølelse i løbet af få dage. Måske er det lettere for hovedpersonen at fortælle om, når han giver byer og folk fiktive navne; så føles det ikke så virkeligt? Eriksen bibeholder en antydning af samvittighed i sin soldat. Men i ”Jonatan Svidts forbrydelse” møder vi et individ, hvor det er svært at finde formildende omstændigheder. Fyren Seth i åbningsnovellen tyranniserer en flække, og da en af de lokale dræber ham, har handlingen et element af afmagt i konfrontationen med afstumpede. Outsidertyper må også lade livet i samlingens to andre noveller. Dødsfald bruges af forfatteren i dette værk som overraskelser, mens døden i ”Nani”, ”Pilgrim”, ”Jim og jeg” og ”Vinter ved daggry” er en skygge, der er kronisk til stede.

Af andre væsentlige temaer i forfatterskabet kan nævnes bevægelsen fra barnetilstand til at være voksen, som især bliver behandlet i romanerne ”Jim og jeg”, ”Rejse under mørket”, ”Den hvide væg” og ”De uforsonlige”. Flertydig seksualitet er desuden et motiv i flere af bøgerne. Mest åbenlyst i figuren Evan Munks tilnærmelser over for Jonatan Svidt i ”Jonatan Svidts forbrydelse”, men tilsvarende på færde i relationen mellem Jim og vennen i ”Jim og jeg” og i ”Nani”, hvor hovedpersonen nok tiltrækkes af Nana, men alligevel bemærker manden Nick, der er ”distinkt, evig og grå og smuk”. Formmæssigt er det den kortere roman med en mandlig fortæller og reelle dialoger, der er karakteristisk for Eriksen. Han har dog foretaget markante spring fra genren, tag bare ”Forfatteren forsvinder ind i sin roman”, der eksperimenterer med romankonstruktionen og låner plot fra den amerikanske forfatter James M. Cains ”Postbudet ringer altid to gange”. Hvis man leder efter hunkøn i flokken af mænd i forfatterskabet, får de plads i monologerne i ”Det inderste rum” dedikeret til vekslende kvindestemmer.

Beslægtede forfatterskaber

Jens-Martin Eriksen er stimuleret af indsprøjtninger fra verdenslitteraturen. Blandt andre hører franske Louis-Ferdinand Céline, britiske Christopher Isherwood og amerikanske Flannery O’Connor til inspirationskilderne.

Det er let at trække en forbindelse fra Eriksens ”Vinter ved daggry” til Célines roman ”Rejse til nattens ende” fra 1932. Begge omhandler en jeg-fortællers reaktion på en krigs grusomheder, og hovedpersonerne har vanskeligt ved at undslippe barbariet. ”Rejse til nattens ende” har yderligere en del tilfælles med ”Pilgrim” fra Eriksens hånd. Med kritikeren Torben Brostrøms ord giver fortælleren hos Céline slip på ”alle de mennesker, han har mødt med en opgivelsens energi” (Torben Brostrøm: Céline udforsker mørket. Information, 2009-09-02), og hovedpersonen i ”Pilgrim” forekommer at gøre præcis det op til sin død.

Christopher Isherwood er i kraft af sit hovedværk ”Enlig herre” – udgivet på originalsproget som ”A Single Man” i 1964 – en forløber for døden og sorgen, Eriksen beskriver i specielt ”Jim og jeg”. Isherwood portrætterer i sin roman universitetsprofessoren George, der har mistet sin mand Jim, hvorefter hverdagen savner mening. Den efterladte i Eriksens pendant er ikke mindre fortvivlet, skønt han aldrig har haft det fuldbyrdede kærlighedsforhold til vennen, der er afsættet for Isherwoods roman. Som skildring af en basal tilstand – hvad vil det sige at være til, når man føler sig fortabt – er ”Enlig herre” i øvrigt beslægtet med Eriksens fortællinger om mænd fra ”Nani” til titelnovellen i ”Jonatan Svidts forbrydelse”.

Sporet til sydstatsforfatteren Flannery O’Connor, som Eriksen har kaldt ”nok den bedste af alle moderne” [3]Jens-Martin Eriksen biografi på Litteratursiden.dk2011-11-14, er synligt, når det gælder dyrkelsen af det groteske inden for en ellers realistisk ramme. O’Connors karakterer kan udgøre chokeffekter i sig selv, for eksempel i romanen ”Voldsmænd river det til dig”, der for nylig er oversat til dansk. I Eriksens tilfælde er det især passagerne med ekstrem vold i ”Nani” og ”Vinter ved daggry”, der giver mindelser om lektien fra O’Connor: Mennesker er i stand til ekstremiteter, der foregår hinsides logik og næstekærlighed, og det kan fiktionen illustrere men ikke nødvendigvis forklare. Læser man O’Connor, indebærer det groteske et mål galgenhumor, som Eriksen også inkluderer i ”Nani” og mindre udtalt i ”Vinter ved daggry”.

I forhold til den nyere danske litteratur har Eriksen ligesom Naja Marie Aidt en forkærlighed for at skildre dem, der ikke lige danser i takt med flertallet. De utilpassede står fremme på scenen i hans samling ”Jonatan Svidts forbrydelse” og i hendes noveller i ”Vandmærket” (1993) og ”Bavian” (2006). Provinsen er det udvalgte territorium i ”Jonatan Svidts forbrydelse” – her lurer sammenbruddet – et motiv Helle Helle flittigt har anvendt i noveller og romaner og tilsvarende Pia Juul (senest i romanen ”Mordet på Halland” fra 2009). Som novelleforfatter bør det bemærkes, at Eriksen slet ikke dyrker en så ordknap form som Juul eller Helle, men interessen for kollisioner mellem mennesker deler de.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Nani
Nani

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 1985.

Rejse under mørket
Rejse under mørket

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 1988.

Jim og jeg
Jim og jeg

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 1989.

Den hvide væg
Den hvide væg

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 1990.

De uforsonlige. Per Kofod
De uforsonlige. Per Kofod

Jens-Martin Eriksen

1992

Memoire. Per Kofod
Memoire. Per Kofod

Jens-Martin Eriksen

1992

Pilgrim. Per Kofod
Pilgrim. Per Kofod

Jens-Martin Eriksen

1995

Vinter ved daggry
Vinter ved daggry

Jens-Martin Eriksen

Rosinante, 1997.

Forfatteren forsvinder ind i sin roman
Forfatteren forsvinder ind i sin roman

Jens-Martin Eriksen

Lindhardt og Ringhof, 2005.

Et hvidt reb til Philippe Deprez
Et hvidt reb til Philippe Deprez

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 2015.

Helter Skelter
Helter Skelter

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 2019.

Natten er Jordens skygge
Natten er Jordens skygge

Jens-Martin Eriksen

Alhambra, 2022.

Livet i paradis
Livet i paradis

Jens-Martin Eriksen

Alhambra, 2025.

Essays

Politiske texter
Politiske texter

Jens-Martin Eriksen

Rosinante, 2002.

Adskillelsens politik
Adskillelsens politik

Jens-Martin og Frederik Stjernfelt Eriksen

Lindhardt og Ringhof, 2008.

Rejseberetninger

Hadets anatomi
Hadets anatomi

Jens-Martin og Frederik Stjernfelt Eriksen

Lindhardt og Ringhof, 2003.

Krigens scenografi
Krigens scenografi

Jens-Martin og Frederik Stjernfelt Eriksen

Lindhardt og Ringhof, 2004.

Timernes bro
Timernes bro

Jens-Martin Eriksen

Lindhardt og Ringhof, 2006.

Fra skorpionernes verden
Fra skorpionernes verden

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 2011.

Afmagt og ære – beretninger fra et Europa i oprør
Afmagt og ære – beretninger fra et Europa i oprør

Jens-Martin Eriksen

Alhambra, 2024.

Dramatik

Sjang. DR

Jens-Martin Eriksen

1994

Bierstube. DR

Jens-Martin Eriksen

1996

Montana. Aalborg Teater

Jens-Martin Eriksen

1997

Birnbaum ved ikke hvad kærlighed er. DR

Jens-Martin Eriksen

1999

Seth. Filmmanus
Seth. Filmmanus

Jens-Martin og Anders Refn Eriksen

1999

Nyt håb for de døde. DR
Nyt håb for de døde. DR

Jens-Martin Eriksen

2002

Natural Born Orphans. Aarhus Teater
Natural Born Orphans. Aarhus Teater

Jens-Martin Eriksen

2002

Purgatorium. Teatre Oriental, Vevey, Schweiz

Jens-Martin Eriksen

2007

Vi venter på Guds rige (på Fjerritslev kro). Vendsyssel Teater

Jens-Martin Eriksen

2009

Winter om Morgengrauen. Fringe Theater, Bonn

Jens-Martin Eriksen

2010

Finnland. Fringe Theater, Münster

Jens-Martin Eriksen

2011

Noveller

Entusiastiske historier
Entusiastiske historier

Jens-Martin Eriksen

Gyldendal, 1987.

Jonatan Svidts forbrydelse
Jonatan Svidts forbrydelse

Jens-Martin Eriksen

Rosinante, 2000.

Kortprosa

Det inderste rum. Per Kofod
Det inderste rum. Per Kofod

Jens-Martin Eriksen

1994

Tegneserier

Mozart i vinden
Mozart i vinden

Jens-Martin og Ole Pihl (illustrationer) Eriksen

Gyldendal, 1990.

Sprogforskning

Svære ord – og lette. Statens Informationstjeneste
Svære ord – og lette. Statens Informationstjeneste

Jens-Martin og Bent Møller Eriksen

1984

Om forfatterskabet

Forfatterens hjemmeside

Nyheder om udgivelser og oversigt over litteraturkritikere, der har beskæftiget sig med Eriksens produktion.

Fælles front for ytringsfrihed

Jens-Martin Eriksen skriver ind i mellem indlæg på netværket Fri Debats platform online, der har til formål at udbrede ytringsfrihed på tværs af politiske tilhørsforhold.

Portræt af den politiske forfatter
Portræt af den politiske forfatter

Jens-Martin Eriksen

Information, 2012-01-06. Læs ham gå til angreb på den indbildt samfundsengagerede kunstner.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press

Martin Dalgaard

1992-05

[2]

MS-redaktionen: Der var engang

Berlingske Tidende, 2003-03-09.

[3]

Jens-Martin Eriksen biografi på Litteratursiden.dk

2011-11-14