Jens-Martin Eriksen

Genrer og tematikker

Døden optræder som tema i mange af Jens-Martin Eriksens værker – både som ubegribelig hændelse og det slutpunkt, der får livets værdi til at åbenbare sig. Fortælleren i ”Jim og jeg” prøver at komme overens med sin bedste vens død, og fornemmelsen af ubrugte muligheder præger romanen. Jim fik aldrig sit ægteskab med den skønne Marion, fik aldrig børn, han så vokse op, mens fortælleren modsat har chancen for at skabe en tilværelse. Hvis han vel og mærke kan frigøre sig fra Jims minde, og Eriksen skildrer ham ikke som helt fortabt i den henseende.

Hovedpersonen i debuten ”Nani” står over for en lignende opgave. Han bearbejder bevidst erindringen af den afdøde Nana gennem en skriveproces. Men i modsætning til jeg’et i ”Jim og jeg” er han ikke en pårørende uden ansvar. For læseren fremstår han som Nanas drabsmand – eller i hvert fald hendes misbruger – alt efter hvor meget af historien, man tolker til at være produkt af hans egen fantasi. Han dømmer sig selv og andre hårdt, for ham er livet kun en nydelse, når han beruser sig med sex og alkohol. Men døden gør ham ikke bange. På en måde svælger han i den ved at genfortælle, hvordan Nana gik bort. Hun repræsenterer noget mindre smertefuldt i hans bevidsthed sammenlignet med Jims betydning for fortælleren i ”Jim og jeg”. I romanen ”Pilgrim” er det derimod den mandlige fortæller, der selv skal dø, hvilket gør ham desillusioneret og desperat. Eriksen anvender monologformen som i ”Nani” og ”Jim og jeg”, så der aldrig opstår en distance til fortællerens perspektiv. Manden i ”Pilgrim” mister kontrollen, og det afspejler sig i teksten, der bliver fragmenteret og klipper mellem drøm, nutidige iagttagelser og rejser tilbage i hans hukommelse.

Jens-Martin Eriksen er optaget af ”at give det ubevidste sprog” [1]Martin DalgaardMan skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press1992-05, og i ”Pilgrim” etablerer han en røst, der virker som om, den har direkte forbindelse til sindets nedre lag. Derfor lyder fortælleren ikke forståelig og sammenhængende hele tiden. Det gør soldaten imidlertid i romanen ”Vinter ved daggry”, og det bidrager til beretningens overrumplende karakter. Forfatteren får absurditeten i drabene på uskyldige mennesker til at stå tydeligere frem, fordi hans fortæller, der er medskyldig, er nøgtern i sin tone. ”Da jeg skulle skrive historien, var det vigtigt for mig at trænge ind i begivenhedernes centrum, trænge ind i ondskaben og ind i det dæmoniske lige fra begyndelsen,” har han sagt i et interview [2]MS-redaktionen: Der var engangBerlingske Tidende, 2003-03-09.. Dæmonien ligner her en art kollektiv psykose, hvor soldaten og hans kammerater følger de overordnedes befalinger og deponerer deres medfølelse i løbet af få dage. Måske er det lettere for hovedpersonen at fortælle om, når han giver byer og folk fiktive navne; så føles det ikke så virkeligt? Eriksen bibeholder en antydning af samvittighed i sin soldat. Men i ”Jonatan Svidts forbrydelse” møder vi et individ, hvor det er svært at finde formildende omstændigheder. Fyren Seth i åbningsnovellen tyranniserer en flække, og da en af de lokale dræber ham, har handlingen et element af afmagt i konfrontationen med afstumpede. Outsidertyper må også lade livet i samlingens to andre noveller. Dødsfald bruges af forfatteren i dette værk som overraskelser, mens døden i ”Nani”, ”Pilgrim”, ”Jim og jeg” og ”Vinter ved daggry” er en skygge, der er kronisk til stede.

Af andre væsentlige temaer i forfatterskabet kan nævnes bevægelsen fra barnetilstand til at være voksen, som især bliver behandlet i romanerne ”Jim og jeg”, ”Rejse under mørket”, ”Den hvide væg” og ”De uforsonlige”. Flertydig seksualitet er desuden et motiv i flere af bøgerne. Mest åbenlyst i figuren Evan Munks tilnærmelser over for Jonatan Svidt i ”Jonatan Svidts forbrydelse”, men tilsvarende på færde i relationen mellem Jim og vennen i ”Jim og jeg” og i ”Nani”, hvor hovedpersonen nok tiltrækkes af Nana, men alligevel bemærker manden Nick, der er ”distinkt, evig og grå og smuk”. Formmæssigt er det den kortere roman med en mandlig fortæller og reelle dialoger, der er karakteristisk for Eriksen. Han har dog foretaget markante spring fra genren, tag bare ”Forfatteren forsvinder ind i sin roman”, der eksperimenterer med romankonstruktionen og låner plot fra den amerikanske forfatter James M. Cains ”Postbudet ringer altid to gange”. Hvis man leder efter hunkøn i flokken af mænd i forfatterskabet, får de plads i monologerne i ”Det inderste rum” dedikeret til vekslende kvindestemmer.

Beslægtede forfatterskaber

Jens-Martin Eriksen er stimuleret af indsprøjtninger fra verdenslitteraturen. Blandt andre hører franske Louis-Ferdinand Céline, britiske Christopher Isherwood og amerikanske Flannery O’Connor til inspirationskilderne.

Det er let at trække en forbindelse fra Eriksens ”Vinter ved daggry” til Célines roman ”Rejse til nattens ende” fra 1932. Begge omhandler en jeg-fortællers reaktion på en krigs grusomheder, og hovedpersonerne har vanskeligt ved at undslippe barbariet. ”Rejse til nattens ende” har yderligere en del tilfælles med ”Pilgrim” fra Eriksens hånd. Med kritikeren Torben Brostrøms ord giver fortælleren hos Céline slip på ”alle de mennesker, han har mødt med en opgivelsens energi” (Torben Brostrøm: Céline udforsker mørket. Information, 2009-09-02), og hovedpersonen i ”Pilgrim” forekommer at gøre præcis det op til sin død.

Christopher Isherwood er i kraft af sit hovedværk ”Enlig herre” – udgivet på originalsproget som ”A Single Man” i 1964 – en forløber for døden og sorgen, Eriksen beskriver i specielt ”Jim og jeg”. Isherwood portrætterer i sin roman universitetsprofessoren George, der har mistet sin mand Jim, hvorefter hverdagen savner mening. Den efterladte i Eriksens pendant er ikke mindre fortvivlet, skønt han aldrig har haft det fuldbyrdede kærlighedsforhold til vennen, der er afsættet for Isherwoods roman. Som skildring af en basal tilstand – hvad vil det sige at være til, når man føler sig fortabt – er ”Enlig herre” i øvrigt beslægtet med Eriksens fortællinger om mænd fra ”Nani” til titelnovellen i ”Jonatan Svidts forbrydelse”.

Sporet til sydstatsforfatteren Flannery O’Connor, som Eriksen har kaldt ”nok den bedste af alle moderne” [3]Jens-Martin Eriksen biografi på Litteratursiden.dk2011-11-14, er synligt, når det gælder dyrkelsen af det groteske inden for en ellers realistisk ramme. O’Connors karakterer kan udgøre chokeffekter i sig selv, for eksempel i romanen ”Voldsmænd river det til dig”, der for nylig er oversat til dansk. I Eriksens tilfælde er det især passagerne med ekstrem vold i ”Nani” og ”Vinter ved daggry”, der giver mindelser om lektien fra O’Connor: Mennesker er i stand til ekstremiteter, der foregår hinsides logik og næstekærlighed, og det kan fiktionen illustrere men ikke nødvendigvis forklare. Læser man O’Connor, indebærer det groteske et mål galgenhumor, som Eriksen også inkluderer i ”Nani” og mindre udtalt i ”Vinter ved daggry”.

I forhold til den nyere danske litteratur har Eriksen ligesom Naja Marie Aidt en forkærlighed for at skildre dem, der ikke lige danser i takt med flertallet. De utilpassede står fremme på scenen i hans samling ”Jonatan Svidts forbrydelse” og i hendes noveller i ”Vandmærket” (1993) og ”Bavian” (2006). Provinsen er det udvalgte territorium i ”Jonatan Svidts forbrydelse” – her lurer sammenbruddet – et motiv Helle Helle flittigt har anvendt i noveller og romaner og tilsvarende Pia Juul (senest i romanen ”Mordet på Halland” fra 2009). Som novelleforfatter bør det bemærkes, at Eriksen slet ikke dyrker en så ordknap form som Juul eller Helle, men interessen for kollisioner mellem mennesker deler de.

Relaterede forfattere