BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
christopher isherwood
Foto: Polfoto / TOPFOTO / Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Christopher Isherwood

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2020
Hovedforfatter
  • Christina Aabo Mikkelsen
    cand.mag., 2015

Intro

Christopher Isherwood er især kendt for romanerne ”Mr. Norris skifter tog” og ”Farvel til Berlin”, som er inspireret af hans egne oplevelser som ung mand i Berlin under Weimarrepublikken. ”Farvel til Berlin” er desuden litterært forlæg til musicalen og filmen ”Cabaret”. Trods politisk og kulturel dekadence er der en lethed og ironi i sprogtonen, og han leger med fortællerpositionen i sine bøger. Homoseksualitet er et andet væsentligt tema i forfatterskabet, ofte usagt eller underspillet. I romanen ”Enlig herre” skildres en mands sorg over tabet af hans partner og smerten over, at det er tabu at tale om det.

Baggrund

Den britiske forfatter Christopher William Bradshaw Isherwood skrev bl.a. romaner, selvbiografier, skuespil, dagbøger og drejebøger. Han blev født i Cheshire, nær ved Manchester i 1904. Han var barnebarn af en godsejer og havde på mange måder en privilegeret opvækst, men det betød også, at han blev sendt på kostskole som otteårig, og han mistede sin far, som døde under 1. Verdenskrig. Allerede i ungdomsårene blev han ven med den senere så berømte digter W.H. Auden, og i selvbiografien ”Lions and Shadows: An Education in the Twenties” (1938) har Isherwood skrevet om, hvordan deres venskab formede sig. I 1925 blev han smidt ud af Cambridge University efter at have skrevet fjollede svar i sin eksamensopgave. Han fik et deltidsjob som assistent for en musikgruppe og fik udgivet sin første roman ”All The Conspirators” i 1928. Han studerede medicin i seks måneder, men afbrød studierne i 1929 for at rejse til Berlin, hvor vennen Auden opholdt sig. Hans to kendteste romaner er ”Mr. Norris skifter tog” og ”Farvel til Berlin”, og romanerne er stærkt inspireret af hans egne oplevelser i Berlin under Weimarrepublikken.

”Et par dage efter gik jeg med ham hen for at høre Sally synge. Lady Wintermere – som nu ikke længere eksisterer – lå lige ved Tauentzienstrasse. Det var en kunstnerisk intim bar, som ejeren havde prøvet på at give et vist præg af Montparnasse. På væggene var der menukort med tegninger på, karikaturer og signerede skuespillerfotografier.”

”Farvel til Berlin”, s. 33.
christopher isherwood
Foto: Polfoto / TOPFOTO / Ritzau Scanpix
  • Født

    26. august 1904 i Cheshire, England.

  • Død

    4. januar 1986.

  • Uddannelse

    King’s College London og Corpus Christi College, Cambridge, som han forlod uden eksamen i 1925. Studerede medicin i seks måneder i 1928-29. Opgav studierne og rejste til Berlin.

  • Debut

    All The Conspirators. London, 1928.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Ene mand. Turbine, 2020. (A single man, 1964). Oversat af Juliane Wammen.

  • Inspiration

    E.M. Forster.

Som forfatter var Isherwood bl.a. inspireret af E.M. Forster, som var en del af Bloomsbury-gruppen, og som i 1930’erne nærmest havde status af mentor for mange lovende forfattere. Isherwood og Forster mødtes første gang – på Forsters opfordring – da Isherwood havde fået udgivet romanen ”Memorial” på Hogarth Press i 1932, og de fik et livslangt venskab.

Isherwood var pacifist og emigrerede til USA sammen med Auden i 1939. Auden foretrak at bo på Manhattan, mens Isherwood søgte til Hollywood og fik en karriere som drejebogsforfatter, sideløbende med at han skrev romaner. Isherwood blev amerikansk statsborger i 1946 og boede i Santa Monica, Californien. For Isherwood var det tidligt i forfatterskabet ikke nemt at skrive om homoseksualitet, men det bliver mere tydeligt i romanen ”Enlig herre” og hans anden selvbiografi ”Christopher og hans kreds”.

”Farvel til Berlin” er litterært forlæg til musicalen ”Cabaret” (1966) og filmen ”Cabaret” (1972), og i filmversionen fik Liza Minnelli sit gennembrud i rollen som Sally Bowles. Et møde med forfatteren Aldous Huxley i Californien åbnede døren for det spirituelle for Isherwood, og han blev én af Ramakrishna-munken Swami Prabhavanandas disciple og udgav biografien ”Ramakrishna and His Disciples” (1965). I 1953 mødte Isherwood den 30 år yngre kunstner Don Barchardy, som han levede sammen med frem til sin død i 1986.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Flere af Isherwoods romaner rammer lige ned i tidens debat om autofiktion. Autofiktion er kendetegnet ved at være en mellemting mellem en selvbiografi og fiktion. Den leger med læserens nysgerrighed efter at vide, hvor lighederne er mellem forfatter og fortæller. Som læser kan man nemt komme til at forveksle forfatter og fortæller, når man læser ”Mr. Norris skifter tog” og ”Farvel til Berlin”. Bøgerne er stærkt inspireret af forfatterens egne oplevelser i byen omkring 1930, før nazisternes magtovertagelse. Den mandlige fortæller i begge romaner bærer dele af forfatterens navn: William Bradshaw og Christopher Isherwood. Fortælleren er som et kamera, der ser alt, men der er ikke tale om en passiv fortællestil. Der er meget ironi, og der bliver kommenteret på mennesker og begivenheder undervejs.

Selvom Isherwood anvender en del biografisk materiale i bøgerne, er der ikke tale om selvbiografier: ”Da jeg begyndte at skrive om Berlin, gik det op for mig, at historien ville blive mere sammenhængende og mere sand, hvis jeg fiktionaliserede den til en vis grad. Og så begyndte jeg at omskrive mit liv og skabte en anden Christopher. Men historien adskiller sig ikke fra de væsentligste oplevelser, jeg selv har haft. Det er stadig Berlin, som jeg oplevede det. Jeg har ikke givet min fiktive karakterer Christopher nogen egenskaber, dyder eller laster, som jeg ikke selv har. Jeg er enig med Hemingway – man skal kun skrive, hvad man ved.” [1]Conversations With Christopher Isherwood. Edited by James J. Berg og Chris Freeman. University Press og Mississippi2001.

Bøgerne beskriver Berlins kulturelle og politiske dekadence, sammenstød mellem kommunister og nazister, og der er en undergangsstemning i Berlin. Fortælleren ser tydeligere end de mennesker, han skildrer, hvor det bærer hen, og der er en lethed i tonen og hos karaktererne, som endnu ikke forstår den katastrofe, som er under opsejling. Klaus Rifbjerg skrev i en anmeldelse af berliner-romanerne: ”Netop det kavaleragtige i omgangen med en epoke, som satte sig dybe spor i eftertiden og skabte et mørke, det knap nok er lykkedes os at overvinde endnu, gør historieskrivningen så lebendig og uforskammet medrivende hos Isherwood.” [2]Klaus RifbjergDen følsomme linseInformation, 2002-08-20..

I ”Enlig herre” er det fortællerens homoseksualitet og sorg over at miste, som er det bærende tema. Bogen er et glimrende tidsbillede af amerikansk kultur og homofobi på det pågældende tidspunkt i begyndelsen af 1960'erne. Romanen fik næsten klassikerstatus med det samme og regnes for et hovedværk i kampen for homoseksuelles rettigheder.

Beslægtede forfatterskaber

Isherwood var inspireret af modernister som James Joyce og Virginia Woolf, og han fik et personligt venskab med den britiske forfatter E.M. Forster (1879 - 1970), som blandt andet har skrevet romanerne ”Vejen til Indien”, ”Værelse med udsigt” og ”Howards End”. Forster tematiserer ofte hykleriet i det victorianske samfund og behovet for frihed, og hans skrivestil er underspillet og ironisk, og Isherwood lod sig inspirere af det underspillede og ironiske, da han skrev sine bøger.

Isherwood og Forster mødtes første gang i forbindelse med, at Isherwood havde udgivet ”Memorial” i 1932. Forster kunne godt lide Isherwoods bog og tog mod til sig og viste Isherwood manuskriptet til ”Maurice”, som han havde skrevet allerede i 1914. Historien er en positiv skildring af et kærlighedsforhold mellem to mænd, men Forster turde ikke indrømme sin homoseksualitet i offentligheden, og romanen blev derfor udgivet posthumt i 1971. Isherwood var også tilbageholdende med at skrive om homoseksualitet i berliner-romanerne, men senere skrev han i selvbiografien ”Christopher og hans kreds: 1929-39” (1976), at en væsentlig grund til hans rejse til Berlin netop havde været at udforske sin egen homoseksualitet.

Den britiske forfatter W.H. Auden (1907 - 1973) blev Isherwood venner med allerede i ungdomsårene og fulgte efter ham til Berlin i 1929. De to havde et meget tæt venskab, og i 1939 emigrerede de sammen til USA. Auden er især kendt for sin poesi, hvor han skriver om kærlighed (til mænd), død, totalitarisme og herskesyge. Han var bl.a. inspireret af Freud og Marx, og sammen skrev Isherwood og Auden bl.a. tre skuespil.

Den britiske forfatter Aldous Huxley (1894 - 1963) er mest kendt for sin dystopiske fremtidsvision ”Fagre nye verden”, men skrev også om spirituelle emner. Han rejste til Californien i 1937, og her fik Huxley og Isherwood et venskab, som bliver bekræftet i Isherwoods roman ”Enlig herre”, hvor han benytter Huxleys bog ”Efter mangen en sommer” som afsæt til en diskussion om frygten for ”de andre” i samfundet.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Prosa

Farvel til Berlin
Farvel til Berlin

Christopher Isherwood

Branner, 1939. (Goodbye To Berlin, 1939). Oversat af H.C. Branner.

Mr. Norris skifter tog
Mr. Norris skifter tog

Christopher Isherwood

Aschehoug, 1939. (Mr. Norris Changes Trains, 1935). Oversat af Werner Svendsen

Violen fra Prateren
Violen fra Prateren

Christopher Isherwood

Aschehoug, 1948, 1962. (Pratere Violet, 1948). Oversat af Svend Kragh-Jacobsen.

Gæst blandt skygger
Gæst blandt skygger

Christopher Isherwood

Gyldendal, 1962. (Down There On A Visit, 1962). Oversat af Ove Brusendorff.

Enlig herre
Enlig herre

Christopher Isherwood

Grafisk Institut, 1968. (A Single Man, 1964). Oversat af Georgjedde.

Møde ved floden
Møde ved floden

Christopher Isherwood

Grafisk Forlag, 1968. (A Meeting by the River, 1967). Oversat af Georgjedde.

Farvel til Berlin. Mr. Norris skifter tog
Farvel til Berlin. Mr. Norris skifter tog

Christopher Isherwood

Gyldendal, 2002. (Goodbye To Berlin, 1939 og Mr. Norris Changes Trains, 1935). Oversat af H.C. Branner og Werner Svendsen

Farvel til Berlin
Farvel til Berlin

Christopher Isherwood

Turbine, 2019. (Goodbye to Berlin, 1939). Oversat af Brian Dan Christensen.

Ene mand
Ene mand

Christopher Isherwood

Turbine, 2020. (A single man, 1964). Oversat af Juliane Wammen.

Biografi

Christopher og hans kreds: 1929-1939. Schultz
Christopher og hans kreds: 1929-1939. Schultz

Christopher Isherwood

1978. (Christopher and his Kind, 1977)

Ramakrishna og hans disciple. Sankt Ansgar

Christopher Isherwood

1982. (Ramakrishna And His Disciples, 1965). Oversat af Eva Lichtenberg

Om forfatterskabet

Cunytv75: Day at Night

Christopher Isherwood deler minder om digteren W.H. Auden og fortæller om sine egne historier.

The Isherwood Foundation

Nyheder, biografi m.m.

The Bloomsbury Group: A Collection of Memoirs and Commentary. University of Toronto Press
The Bloomsbury Group: A Collection of Memoirs and Commentary. University of Toronto Press

Stanford Patrick Rosenbaum

1995

Auden and Isherwood: The Berlin Years. Palgrave Macmillan
Auden and Isherwood: The Berlin Years. Palgrave Macmillan

Norman Page

2000. The Berlin Years. Palgrave Macmillan, 2000

Christopher Isherwood

Andrew Toovy

(1 of 4) Forfatterinterview og film. 2012-06-01.

Christopher Isherwood

Andrew Toovy

(2 of 4) Forfatterinterview og film. 2012-06-01.

Christopher Isherwood

Andrew Toovy

(3 of 4) Forfatterinterview og film. 2012-06-01.

Christopher Isherwood

Andrew Toovy

(4 of 4) Forfatterinterview og film. 2012-06-01.

Christopher And His Kind (filmen)

The Movie Sharing

2012-07-17.

Biografi

Udsigt uden værelse – en biografi om E.M. Forster
Udsigt uden værelse – en biografi om E.M. Forster

Anne Mette Bruun

Rosenkilde & Bahnhof, 2012

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christopher Isherwood

Kilder citeret i portrættet

[1]

Conversations With Christopher Isherwood. Edited by James J. Berg og Chris Freeman. University Press og Mississippi

2001

[2]

Den følsomme linse

Klaus Rifbjerg

Information, 2002-08-20.