- Christina Aabo Mikkelsencand.mag., 2015
Intro
I 1935 udkom Isherwoods tredje roman ”Mr. Norris Changes Trains” (”Mr. Norris skifter tog”, 1939). Historien foregår omkring 1930, hvor den unge William Bradshaw er på vej til Berlin. I en togkupé møder han den noget ældre Arthur Norris, som allerede bor i Berlin. Under togturen opstår der en gensidig sympati, som i den følgende tid udvikler sig til et venskab. Bradshaw tjener penge som privatlærer i engelsk, og han bor til leje hos frøken Schröder. Bradshaw beskrives som en pålidelig mand, der snart hvirvles ind i Norris’ liv og præsenteres for det politisk og kulturelt dekadente Berlin, en verden af seksuelle eskapader og politiske intriger. Bradshaw oplever Norris som skiftevis excentrisk verdensmand og et klynkende pjok, der dyrker SM og er tilhænger af kommunismen. Norris har fjender, og kreditorer, han har snydt, halser efter ham som et hundekobbel, men det lykkes ham som regel at undgå dem, bl.a. takket være privatsekretæren Smidt, der tager grove metoder i brug.
