E.M. Forster

Emneord:

Hovedforfatter

Iben Engelhardt Andersen
mag.art., 2013

Politisk og menneskeligt frisind kendetegner E.M. Forsters forfatterskab, der tæller både romaner, noveller og essays. I sine ironiske, romantiske og ambitiøst komponerede romaner undersøger han det tidlige 1900 tals sociale koder og normer og spidder hykleriet i det engelske samfunds seksualitetsforskrækkelse, dobbeltmoral og behagesyge. Både hans skønlitterære virke, hans kritiske praksis og hans politiske engagement handler om venskab, samvær og menneskelige relationer. Af sine venner blev han kaldt muldvarpen, og ligesom den skubber mulden op af mørket, bringer også Forster menneskets skjulte stof frem i lyset – og insisterer på det som et fælles vilkår med politisk potentiale.

Baggrund

Edward Morgan Forster blev født d. 1. januar 1879 i London. Faderen, Edward Forster, døde af tuberkulose, inden sønnen fyldte to år. Forster voksede således op som enebarn med sin mor Lily Thornton, der fik støtte fra grandtanten Marianne Thornton. I 1887 arvede han en stor sum penge fra hende, hvilket muliggjorde hans forfattervirksomhed.

”Skønt Miss Bartlett var øvet i konversationens kunst, var hun hjælpeløs over for brutalitet. Det var umuligt at sætte én, der var så grov, på plads. Hun blev rød i hovedet af mishag, og hun så sig omkring som for at sige: Er I alle sådan?”

”Værelse med udsigt”, s. 13.

Forsters mor døde, da han var 66 år, og indtil det sidste var hun altdominerende i hans liv. De levede i et gensidigt afhængighedsforhold – på godt og ondt: Moderen modarbejdede både hans forfatterskab og hans homoseksualitet, og på sin 33-års fødselsdag skrev Forster i sin dagbog: ”Er kun glad, når jeg ikke er hjemme”.

På Cambridge, hvor han studerede mellem 1897 og 1901, blev han medlem af diskussionsklubben The Apostles. Her debatterede han med blandt andre filosoffen Bertrand Russel og økonomen J.M. Keynes, forfatterkollegerne D.H. Lawrence og Christopher Isherwood. Han var del af den kunstneriske og intellektuelle Bloomsbury-gruppe i 1910’erne og 20’erne med forfatterkollegerne Lytton Strachey og parret Woolf. Her fik han øgenavnet ”Muldvarpen” pga. hans udseende, men også fordi han bevægede sig ”i de underliggende lag, for så pludselig at dukke op med noget åndfuldt og skarpsindigt.” [1].

Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Født
1. januar 1879 i London.
Død
7. juni 1970.
Uddannelse
Cambridge, 1901.
Debut
Where Angels Fear to Tread, 1905. (De gode græd, 1975).
Litteraturpriser
James Tait Black Memorial Prize, 1924.
Seneste udgivelse
Maurice. Rosenkilde og Bahnhof, 2012. Oversat af Christiane Rode.
Inspiration
Marcel Proust, Henry James, D. H. Lawrence, Jane Austen, Richard Wagner og Herman Melville.

Først som 37-årig fik Forster et fysisk forhold til en mand, og som 51-årig fandt han sit livs kærlighed, den yngre politimand Bob, hvis kone May accepterede de to mænds forhold. Forster havde et stærkt venskab med familien og blev gudfar til deres søn. Som 91-årig døde han i armene på Bobs enke.

I 1930’erne og 40’erne var Forster radiovært på BBC og aktiv i kampen for ytringsfrihed. Og fra denne periode var han også mest aktiv som kritiker og formidler. Han bedrev åndelig modstand mod nazismen og skrev tekster, der advokerede for tolerance og frihed. Efter morens død i 1946 flyttede han tilbage til Cambridge og levede der som mentor for en yngre generation.

Biografisten Anne Mette Bruun konkluderer, at Forster pga. sin mor ikke turde leve op til sine egne idealer om frihed, frisind og tolerance, mens Hans Hertel foreslår, at det netop er det klaustrofobiske moderforhold, der sætter hans skrivetrang i gang: ”uden det altædende moderdyr var han måske aldrig blevet provokeret til at realisere sig selv som romanforfatter?” (Hans Hertel: Homoseksuelt geni kæmpede mod sin mor og de klamme normer. Politiken, 2013-02-03).

En hæmmende mor, men også et frisættende og intellektuelt miljø på Cambridge, i Bloomsburygruppen og på sine mange rejser til Indien og Sydeuropa har alle skabt et forfatterskab, der kan siges at være britisk – romantisk og realistisk – i både tema, form og kritisk hensigt.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I ”Aspects of the Novel”, der er en samling af Forsters forelæsninger på Cambridge i 1927 om den engelske roman, understreger han nogle vigtige aspekter ved romanen: historie, karakterer, plot, fantasi, mønster og rytme. Han skelner mellem runde og flade karakterer, hvor den runde karakter er i stand til at overraske på overbevisende vis, mens den flade karakter er den hurtigt skitserede. Begge typer møder man i Forsters litterære univers, hvor det i det hele taget er karakterernes udvikling og ydre og indre liv, der portrætteres både satirisk og poetisk gennem dialoger og indre syn, men også, på impressionistisk vis, gennem beskrivelser af landskaber, lys og mørke, møblementer og musik.

Ligesom Forster gik ind for social frihed og udviskning af klasseskel og netop undersøger forbindelserne mellem forskellige sociale sfærer i alle sine tekster, optræder det realistiske og det fantasifulde på modernistisk vis uhierarkisk i hans fiktive universer. Så selvom romanerne er gennemkomponerede og også har mere realistisk drive end f.eks. Virginia Woolfs bevidsthedsstrømme, er der en vis frihed og plads til tilfældig indoptagelse: ”The stuff of daily life will be tugged and strained in various directions, the earth will be given little tilts mischievous or pensive, spot lights will fall on objects that have no reason to anticipate or welcome them, and tragedy herself, though not excluded, will have a fortuitous air as if a word would disarm her.” (“Aspects of the Novel”).

Forsters prosa driver til tider af romantik, men uden at det bliver helt igennem sentimentalt. Med kritikken af det stive og seksualforskrækkede England er der håb om et bedre samfund på tværs af race-, køns- og klasseskel. Dette skal fremmanes gennem personlige, ægte og kærlige relationer. Samtidig er der, i hvert fald i forbindelse med homoseksualiteten, en bevidsthed om, at dette er en slags utopi, der indtil videre trives bedst i fiktionen, med dens muligheder for udvidelse og åbenhed. I 1960 skrev Forster i efterordet til den endnu uudgivne ”Maurice”: ”Jeg var fast besluttet på, at i fiktionens verden skulle to mænd fatte kærlighed til hinanden og forblive dér for altid. Fiktionen tillader for evigt, og i den betydning strejfer Maurice og Alec stadig omkring i de grønne skove.” (s. 242).

Beslægtede forfatterskaber

Hvor forfattere som James Joyce og Virginia Woolf tog modernitetserfaringen helt ind i skriveteknikken med deres bevidsthedsstrømme, videreførte E.M. Forster den klassiske engelske roman fra 1800-tallet. Tilfælles med lidt ældre forfattere som Henry James og Charles Dickens har han interessen for sædeskildringen og det kritiske samfundssignalement, og ligesom hos Jane Austen bliver beskrivelser af klasseforskelle og socialt hykleri ramme om interessen for den menneskelige psykes dybder. Ligesom disse forfatteres værker er flere af Forsters plotbårne og romantisk-realistiske romaner filmatiserede.

Forster var klassisk dannet, og i hans bøger optræder referencer til Shakespeare, Dante og de græske digtere. Samtidig henvender han sig til læseren med egne meninger og kommentarer, sådan at hver bog kan siges, trods skift i synsvinkler og sympatier, at udtrykke det særligt Forsterske menneskesyn. Forster kritiserede Henry James for at mangle både alment menneskelig erfaring og filosofi i sine romaner, mens han selv netop blander interessen for dagligdags bekymringer “and his gift for what he called ”prophecy.”” [2].

Litteraten Frank Kermode foreslår af denne årsag, at Forster har et større forbillede i den samtidige D.H. Lawrence, der ellers hverken kommer fra samme sociale lag eller deler Forsters sans for socialkomedie. De deler det profetisk-mystiske og den ekstatiske opfattelse af naturens muligheder. [2].