Nicole Krauss

Emneord:

Senest opdateret

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., november 2018

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2012

Nicole Krauss er ofte blevet kaldt amerikansk litteraturs wunderkind. Hun debuterede tidligt, og i løbet af få år har hun skrevet romaner, der både har høstet store roser fra kritikerne og er blevet internationale bestsellere. Det internationale gennembrud kom med romanen ”Kærlighedens historie” (2005), og i sin seneste roman ”Mørke, dybe skove” (2017) fortsætter Krauss med at undersøge jødisk historie, identitet og selve fortællingens grundsubstans. Krauss bor i Brooklyn og er en del af den amerikanske, litterære renæssance, der netop har denne new yorker bydel som sit epicenter.

Baggrund

Nicole Krauss er opvokset i et velhaverkvarter på Long Island som datter af en engelsk-jødisk mor og en amerikansk-jødisk far. Krauss beskriver sig selv som ung som en, der minder temmelig meget om den lidt gammelkloge, 14-årige Alma Singer fra ”Kærlighedens historie”: Hun skrev digte, lavede masser af umulige lister og brugte flere år på en leg, hun kaldte ”kontor”, hvor hun sendte fiktive turister ud på rejser: ”Jeg kunne sende hvem som helst på en hvilken som helst rejse. Jeg elskede papirarbejde, så jeg havde bøger med kalkerpapir til kopier. Jeg var mindre optaget af, hvor folk tog hen, og hvad de oplevede. Når først de var rejst, var de rejst. Det var mere, hvordan jeg kunne få dem frem.” [2]. Og så læste hun nonstop som barn. Om at begrave sig i bøger siger hun: ”Nogle betragter bøger som en måde at flygte fra verden på. For mig er de en måde at komme til verden på.” [2].

”Stivheden i fingrene er drømmen om barndommen, som den er blevet givet tilbage til mig her ved livets afslutning. Jeg er nødt til at holde dem ind under den varme hane, så spejlet dugger til, mens duerne kurrer udenfor. I går så jeg en mand sparke en hund og mærkede det bag øjnene. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, stedet før tårerne.”

”Kærlighedens historie”, s. 15.

Foto: Joyce Ravid

Født
18. august 1974 i New York, USA.
Uddannelse
BA i Engelsk fra Stanford University, MA i Engelsk fra Oxford University og MA i Kunsthistorie fra Courtauld Institute, London.
Debut
Man Walks Into a Room, 2002.
Litteraturpriser
Granta’s Best American Novelists under 40, 2007.
Seneste udgivelse
Mørke, dybe skove. Gyldendal, 2018. (Forest dark, 2017). Oversætter: Juliane Wammen.
Inspiration
Den israelske forfatter David Grossman, som hun kalder den mest begavede forfatter, hun nogensinde har læst
Nicole Krauss til forsvar for litteraturen
PEN Literary Awards Ceremony, 2011.

Da hun kom på Stanford University, fandt hun en fan i den berømte digter Joseph Brodsky, der de næste tre år var en slags mentor i hendes arbejde med digtene. Tre år efter Brodsky døde, lavede Krauss en dokumentar om ham til BBC 3, der blandt andet førte hende til hans hjemby Skt. Petersborg. Venskabet med Brodsky førte blandt andet til, at Krauss i en periode var vært for en række litteraturarrangementer på den hippe, russiske restaurant Russian Samovar i New York. Inden da havde hun været omkring Oxford og London for at tage en Ph.d. i litteratur og kunsthistorie.

Senere droppede Krauss fuldstændig digtene. Forventningen om perfektion var for tyngende for hende, så hun kastede sig i stedet over romaner: ”Et digt bærer i sig et løfte om perfektion. Men en roman er aldrig perfekt. Den er sådan en stor, ufuldstændig, lettere rodet verden, og sådan et sted synes jeg, at det føles ret behageligt at leve.” [2]. Hendes første roman, ”Man Walks Into a Room” (2002), fik en fantastisk modtagelse i USA, og inden hun fyldte 30, havde hun fået sit internationale gennembrud som forfatter med ”Kærlighedens historie”, som Warner Brothers har købt filmrettighederne til.

Krauss var i flere år gift med den succesfulde forfatter Jonathan Safran Foer, der også har jødisk baggrund, og sammen har de to sønner. Krauss’ semi-autobiografiske roman ”Mørke, dybe skove” (2017) omhandler blandt andet ægteskabets ophør.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Nicole Krauss til forsvar for litteraturen: PEN Literary Awards Ceremony, 2011.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Krauss’ jødiske baggrund spiller en stor rolle for hendes forfatterskab. På den første side af ”Kærlighedens historie” er der billeder af hendes fire bedsteforældre med dedikationen: ”Til mine bedsteforældre, som lærte mig det modsatte af at forsvinde.” Hun siger selv, at det var som 13-14-årig, da hun læste ”Hundrede års ensomhed” af Gabriel García Márquez, at hun lærte navnet for den følelse, hun konstant bar rundt på: Nostalgi. Nostalgi fylder meget i Krauss’ bøger og hænger sammen med hendes jødiske bedsteforældre: ”Jeg tror, det har noget – eller alt – at gøre med det, at mine bedsteforældre kom fra steder, som vi aldrig kunne vende tilbage til, fordi vi har mistet dem for altid. Og mennesker vi har mistet for altid. Mine oldeforældre og mange andre slægtninge døde i Holocaust.” [1].

Holocaust ligger altid og lurer i baggrunden hos Krauss, uanset om vi befinder os i New York, Jerusalem eller London. Det ligger der som en baggrund for hendes karakterer, for eksempel Leo Gursky fra ”Kærlighedens historie”, der er flygtet fra Europa af den grund, men også som en følelse, der dominerer tonen i hendes bøger: en længsel efter noget, der er tabt for altid. Tab er grundpræmissen i hendes romaner, allerede fra debutromanen ”Man Walks Into a Room”, hvor hovedpersonen Samson har mistet sin hukommelse. På grund af en blodprop mister han al erindring om sit liv, siden han var 12 år gammel. Han husker sin mor, men hun er forlængst død. Hans kone, nuværende kolleger og venner har han ingen erindring om, og han må så at sige starte fra nul. Krauss undersøger således i sin debutroman: Kan man det? Kan man leve uden en forhistorie? Kan man starte på ny?

På samme måde står den 14-årige pige Alma i gennembrudsromanen ”Kærlighedens historie” også med et kæmpe tab, nemlig tabet af sin far. Hendes mor kan ikke give slip på sorgen og kærligheden til sin afdøde mand, men gemmer sig væk fra verden, som også den 80-årige Leo Gursky gør det.

I ”Det store hus” bindes de mange fortællinger sammen af skrivebordet, der skifter hænder og som bliver et billede på menneskesindet med dets mange skuffer, hvoraf én er aflåst (!). Hvordan forholder man sig til sin fortid, er temaet for denne roman: Fortrænger man den, laver man fortællinger af den, skjuler man den for andre – eller fortaber man sig i den?

”Mørke dybe skove” bevæger sig ud på nyt territorium eller forvilder sig måske nærmere, titlen taget i betragtning, ind i mørke, dybe skove, da den ene fortæller, en form for alter ego til Nicole Krauss selv, beskriver sin stadigt voksende tvivl på selve romanfortællingen: ”Jeg følte i stigende omfang, at der i de ting, jeg skrev, var en højere grad af kunstfærdighed end af sandhed, at prisen for at tildele det form som i bund og grund var formløst, var ligesom at knægte ånden hos et dyr som ellers vil være for farligt at leve sammen med.” (S. 87.)

Beslægtede forfatterskaber

Krauss er ikke meget for at blive sammenlignet med sin eksmand, men det er svært ikke at nævne Jonathan Safran Foer i jagten på beslægtede forfatterskaber. Med hensyn til temaer, plot og karakterer lader de to forfattere til at inspirere hinanden. Begges gennembrudsromaner, Krauss’ ”Kærlighedens historie” og Foers ”Alt bliver oplyst”, har deres jødiske baggrund som et hovedtema. Begge har også et halvexcentrisk newyorkerbarn som en af hovedpersonerne; et barn, som har mistet en far og som desperat forsøger at samle sin familie. De seneste romaner hos begge forfattere omhandler således ægteskaber i opbrud.

I forhold til fortællestil er det også oplagt at nævne en anden jødisk-amerikansk Brooklyn-borger, Paul Auster. Krauss og Auster minder en del om hinanden i deres lidt snørklede og labyrintiske new yorker-universer og sindrige system af fortællinger, som nærmest bliver til kinesiske æsker, der peger tilbage på den argentinske forfatter Jorge Luis Borges.

Krauss har også skrevet et essay om den nyligt afdøde jødisk-amerikanske forfatter Philip Roth, som hun føler sig meget beslægtet med. Her skriver hun: ”Jeg har læst Roth i tredive år, og i løbet af de år er hans bøger kommet til at betyde mange forskellige ting for mig. Jeg har måske aldrig fundet mig selv i dem, men jeg har altid opdaget mig selv der.” [3].