”Jeg besluttede, at den titel Harriet Burden lånte fra Margaret Cavendish og brugte til det sidste kunstværk, hun nåede at færdiggøre inden sin død, passede bedre til beretningen som helhed: Den flammende verden.”
”Den flammende verden”, s. 19.
Hun overtaler tre meget forskellige mandlige kunstnere til at udstille sine værker i deres navn, og en, to, tre kommer succesen – både publikum, ros og penge. Projektet ser ud til at lykkes, indtil en af de tre kunstnere nægter at tage masken af og afsløre Burden som den egentlige kunstner. Burden får ikke den oprejsning, som hun havde drømt om, og hun dør alt for tidligt af en aggressiv cancer uden at være færdig med livet, kunsten og kvindekampen.
Det er den manglende forløsning, der har sat romanens egentlige jeg-fortæller, æstetikprofessor I. V. Hess, i gang med at lave en antologi om kunstneren Harriet Burden. Antologien, som bliver romanens form, består af uddrag fra Burdens notesbøger, interviews med familie og venner, videnskabelige artikler, breve m.m., og Hustvedt viser med romanens form, hvor fantastisk hun mestrer at skrive forskellige stemmer frem, så de virker troværdige. Formen er også en reference til Søren Kierkegaard, der desuden flittigt citeres.
Det er ikke kun tematisk og fortællermæssigt, at ”Den flammende verden” er meget typisk Hustvedt. Den indeholder som hendes andre romaner et hav af referencer til alt muligt lige fra græsk mytologi over lingvistik, litteratur, psykoanalyse og kunsthistorie til neurologi. Hustvedt har med ”Den flammende verden” begået endnu en klog roman, der både er sansende, spændende og super intellektuel.
Siri Hustvedt
Siri Hustvedt skriver flydende og forførende. Hendes fortællinger er stemningsfyldte og intelligente, og hun har siden romandebuten i 1983 leveret fantastiske, indsigtsfulde og intime personportræt...
Læs hele forfatterportrættet
