Miguel de Cervantes Saavedra

Emneord:

Hovedforfatter

Daniel Robert Andersen
cand.mag., 2013

”Den første og den bedste af alle romaner”. Sådan har litteraturforskeren Harold Bloom beskrevet Miguel de Cervantes’ klassiske værk ”Don Quixote”, og Cervantes betragtes af de fleste som den moderne romans fader. Hans betydning for eftertiden er enorm og kan dårligt overvurderes. Med sin underfundige, humoristiske og dybt begavede afdækning af menneskesindet har han inspireret utallige forfattere og kunstnere sidenhen, og han hyldes bredt som en af de absolut mest centrale skikkelser i litteraturhistorien.

Baggrund

Der findes kun sparsomme oplysninger om Miguel de Cervantes Saavedras opvækst, men man ved, at han var søn af en forgældet bartskær, og at han som barn har flyttet flittigt omkring i Spanien med sin familie. Som 20-årig tog Cervantes til Italien – måske på flugt efter en duel – og stiftede her nærmere bekendtskab med den italienske renæssancekultur. Da osmannerne i 1570 indtog Cypern, lod Cervantes sig indrullere i den spansk-venetianske flåde. Som soldat udmærkede han sig, blandt andet i det berømte slag ved Lepanto, hvor han imidlertid også blev hårdt såret i sin venstre arm, som han mistede brugen af. Trods dette fortsatte han i flåden, indtil han i 1575 vendte tilbage mod Spanien.

”Netop da opdagede de tredive eller fyrre vindmøller, som stod i det åbne land, og straks don Quixote fik øje på dem, sagde han til sin væbner: ’Skæbnen er os mere gunstig, end vi kunne gøre os håb om; for se nu, kære Sancho Pança, derhenne kommer lidt over tredive ubændige kæmper til syne, som jeg agter at kæmpe imod’.”

”Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha”, første bind, s. 83.

Foto: Wikipedia

Født
29. september 1547 i Alcalá de Henares nær Madrid.
Død
22. april 1616 i Madrid.
Uddannelse
Ukendt.
Debut
La Galatea. 1585.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Fangegårdene i Algier. Tryk16, 2021. (Los baños de Argel, 1615). Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
Inspiration
Fernando de Rojas og Giovanni Boccaccio.
Periode
Reformation og renæssance
Genre
Roman

Skibet, som han var med, blev imidlertid kapret på vejen af mauriske pirater, og Cervantes tilbragte de efterfølgende fem år som krigsfange i Algier, indtil han til sidst blev købt fri af sin familie med støtte fra Treenighedsordenen. Disse år har sat sine spor i forfatterskabet, som ofte kredser om fangenskab, og Algier har desuden dannet baggrund for nogle af Cervantes’ teaterstykker.

Tilbage i Spanien ernærede Cervantes sig bl.a. som proviantør for armadaen i Sevilla og skatteopkræver i Granada, men påbegyndte desuden sin litterære karriere med ”La Galatea”, som udkom i 1585. Han levede i relativ fattigdom indtil 1605, hvor han – i en alder af 58 år – fik udgivet første bind af Don Quixote. Værkets succes gjorde ham ikke just rig, men gav ham midler nok til at kunne hengive sig forfattergerningen, og frem til sin død i 1616 skrev han trods svækkelse som følge af en kronisk leversygdom talrige værker inden for forskellige genrer og stilarter. Cervantes levede i en tid, der var præget af en kulturel overgang fra renæssancens idealisme til barokkens dramatiske favntag med menneskets indre væsen – en overgang, som Cervantes’ forfatterskab ikke alene afspejler, men har været med til at foranstalte.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Miguel de Cervantes var både digter og dramatiker, men det er i dag primært romangenren, han forbindes med – som litteraturhistoriens første egentlige romanforfatter, selvom der findes en del tidligere eksempler på prosaiske, romanagtige værker, bl.a. de riddereventyr, som parodieres i ”Don Quixote”. Men Cervantes udvikler den prosaiske fortælleform i radikal grad, blandt andet ved netop at kombinere den med digtningens fokus på sprogets skønhed og teatrets sans for skarpe dialoger.

Det helt grundlæggende modsætningsforhold i Cervantes’ forfatterskab er forholdet mellem ideal og virkelighed. Cervantes var en ganske moderne forfatter, men samtidig draget af renæssancens idealistiske verdenssyn, som efterhånden blev betragtet som temmelig forældet. I Cervantes’ forfatterskab finder der en konstant pendulering sted mellem det idealistiske og det realistiske, og der er for eksempel tradition for at kategorisere hans noveller efter disse to yderpunkter. Det er også dette knudrede forhold mellem det realistiske og det idealistiske, mellem virkelighed og fantasi, der er på spil i ”Don Quixote”, hvor don Quixotes idealiserede opfattelse af omverdenen står i skarp kontrast til virkelighed, som den opfattes af folk omkring ham.

Et andet beslægtet tema er den skrøbelige distinktion mellem fiktion og virkelighed, og Cervantes leger flittigt med grænsen mellem de to størrelser. Det ses i novellerne, hvor referencer til de samme personer og begivenheder på tværs af fortællingerne er med til at skabe en forestilling om, at de er virkelige. Mest udtalt ses det i andet bind af ”Don Quixote”, hvor den hyppige omtale af første binds udgivelse og modtagelse skaber nogle niveauer mellem det strengt virkelige og det rent fiktive.

En vigtig pointe hos Cervantes er desuden, at fiktionen ikke blot kan lege med relationen til virkeligheden inden for fiktionens egne rammer, men at den faktisk rækker ud i den virkelige verden og ændrer den, som det ses i overdreven grad med don Quixote og ridderromanerne. Fiktionen er ikke et lukket rum, men er med til at forme menneskets forståelse af verden.

Beslægtede forfatterskaber

Cervantes var formentlig meget begejstret for den italienske renæssanceforfatter Giovanni Boccaccio. Grundformen i ”Don Quixote”, hvor historien om don Quixote og Sancho Pançha fungerer som rammefortælling for en række novelleagtige fortællinger, er i princippet meget lig opbygningen af Boccaccios ”Dekameron”, hvor ti unge flygter fra pesten i Firenze i 1348 og fordriver tiden med at fortælle hinanden historier. Meget kunne desuden tyde på, at Cervantes med ”Eksemplariske noveller” havde som mål at skrive en spansk pendant til ”Dekameron”.

Målt på løssluppet og fantasifuld fortælleiver kan Cervantes sammenlignes med en anden af romangenrens pionerer, franskmanden François Rabelais, hvis femdelte værk ”Gargantua og Pantagruel” fra midten af 1500-tallet spiller en vigtig rolle i litteraturhistorien. I sin humoristiske og parodiske tone kan værket minde om ”Don Quixote”, selvom det må siges at høre til i den mere groteske ende og ikke har samme lune som Cervantes’ roman.

Listen over forfattere, der har ladet sig inspirere kraftigt af Cervantes og ”Don Quixote” er nærmest uendelig lang. Laurence Sternes ”Tristam Shandys Levned og Meninger” fra 1767 leger på samme måde med genrekonventioner og med forholdet mellem virkelighed og fiktion. Hovedpersonen Mysjkin i Dostojevskijs ”Idioten” og Madame Bovary i Gustave Flauberts romanklassiker er begge tydeligt modelleret over don Quixote.

Jorge Luis Borges’ novelle ”Pierre Menard, forfatter til Quixote” handler om en forfatter, der fordyber sig så dybt i ”Don Quixote”, at han formår at skrive en udgave, der ord for ord er identisk med originalen, og Borges’ forfatterskab må siges at være præget af mange af de samme temaer omkring fiktionens væsen som Cervantes’.

Amerikanske Paul Auster er kraftigt inspireret af Cervantes, hvilket blandt andet ses i den første roman i New York-trilogien, ”By af glas”, hvor der refereres direkte til ”Don Quixote”, og hvor hovedpersonen Quinn – der begynder at overføre sine krimier til det virkelige liv – fremstår som en slags moderne don Quixote. Det samme kan siges om antihelten Ignatius J. Reilly fra John Kennedy Tooles kultklassiker ”Fjolsernes forbund”.

Endelig bør nævnes Alonso Fernández de Avellaneda, der et år inden, andet bind af ”Don Quixote” udkom, udgav et falsk bind II, der tog fat, hvor første bind slap.

Forfatterens navn er et pseudonym, og man mener, at det falske bind i virkeligheden var forfattet af Gerónimo de Passamonte, hvilket Cervantes da også synes at antyde i det sande bind II. Passamonte indgik som karakter i første bind af ”Don Quixote” og blev her skildret lidet flatterende. Det falske bind, der også omtales flere gange i det rigtige andet bind, var tænkt som Passamontes hævn. Her kan man virkelig tale om, at virkelighed og fiktion griber ind i hinanden.