”Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske Kyst (…). Til højre for sig havde han stadig det foraarstaagede Middelhav som en Drøm i Sjælens Baggrund – en blaa Horisont bag Ordene i et Digt.”
”Valfart”, s. 36.
Handlingen er løs, og historien slutter brat. Silvio forelsker sig i Paris i den smukke Célimène, som velvilligt modtager hans poetiske komplimenter og beundring, men som ikke vil gengælde hans kærlighed. Derfor flygter han til Italien efter at have modtaget et legat til at skrive en afhandling om ”Nogle af de ældste broer i Italien”. Han lærer italiensk, skriver breve til Célimène, der stadig er uopnåelig, og rejser videre med tog til Genova i Ligurien, hvor han møder den sørgende, italienske officersenke Clara. Clara og Silvio indleder et erotisk forhold, og bogens klimaks indtræffer, da de to sammen valfarter til Mont’Allegro og Madonnas kilde.
I ”Valfart” bruger Claussen flere intertekstuelle referencer. Han citerer fra folkeviserne, hvor harpespillet er et symbol på den erotiske akt, og han drager paralleller mellem Silvio og Homers klassiske heltedigt ”Odysseen” og Dante Alighieris ”La Divina Commedia” (”Den guddommelige komedie”) fra 1555. Også kristendommen genmytologiseres. Valfart er et andet ord for pilgrimsrejse, men Silvio er ikke religiøs, og den helligdom, han søger på sin færd, er snarere kærlighed, romantik og erotik. På baggrund af sine rejser og kvindebekendtskaber bliver det muligt for Silvio at bygge bro til det guddommelige. Med andre ord ruster erfaringerne ham til at digte om sine erkendelser og indsigter.
Sophus Claussen
Sophus Claussen var en af frontfigurerne i den danske symbolisme, men hans musiske drømmeverden og storladne, erotiske rimdigte blev af hans samtid beskyldt for at være uforståelige og utilgængelig...
Læs hele forfatterportrættet
