Hulda Lütken

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., januar 2024

Hulda Lütken (1896 1946) var en ganske produktiv forfatter af både digte og romaner, hvoraf kun få har overlevet litteraturhistoriens glemsel. Men hendes værker om kraftfulde og evigtgyldige temaer som eros og død, natur, kvindeliv og længsel kan med deres fintfølende psykologiske indsigt fint læses i dag. Hun skriver kærligt om de utilpassede, og i romanen ”De uansvarlige” skildrer hun nuanceret det sprængfarlige møde mellem et dømmende missionssamfund og livets lyse lyster.

Baggrund

Hulda Dagny Lütken blev født i 1896 i Elling sogn i Vendsyssel og voksede op i landsbyen Holmen. Her voksede hun op med sin søster Povline, sin mor Anna Nielsine Martine Nielsen og sin far Jens Peter Lütken. Han var skolelærer, og hun gik i hans skole i sin opvækst. Efter en kort periode, hvor hun arbejdede som ung pige i huset, vendte hun hjem og hjalp sin far med undervisningen. Moderen var af taterslægt, hvilket man både fysisk kunne se på Hulda og fornemme i hendes digte med et blik for de udstødte.

”Hun er bare Erna, en pige, der ikke kan begribe livet. Hun kan ikke komme længere end til at stirre på det. Noget stiller sig imellem: Hendes barndom. Sådan har hendes barndom slidt på hende, at hun ikke kan modtage livet. Hun kan ikke finde realiteter, Erna. Hun kan bare finde drøm, angst og undren.”

”De uansvarlige”, s. 330.

Foto: Wikimedia Commons

Født
5. oktober 1896, Elling sogn.
Død
9. juli 1946, Elling sogn.
Uddannelse
Selvlært forfatter.
Debut
Lys og Skygge. Gyldendal, 1927. Digte.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
De uansvarlige. Gyldendal, 2024. Roman.
Inspiration
Edith Södergran.

I 1917 blev Hulda gift med Jens Kristian Jensen, men ægteskabet blev opløst i 1928, og deres søn Poul (f. 1916) fulgte faderen. I slutningen af 1920’erne rejste Lütken til København, hvor hun arbejdede som husbestyrerinde og færdedes i de litterære kredse omkring digterne Emil Bønnelycke og Tom Kristensen og det såkaldte Valby-parnas. I 1930’erne vendte hun hjem til Vendsyssel, hvor hun boede resten af sine dage, men af og til tog hun til hovedstaden for at få et litterært pust og var med kredsen om det litterære tidsskrift Vild Hvede og redaktøren Viggo F. Møller. I 1930’erne bidrog hun med digte til avantgardetidsskriftet ”linien”.

Hulda Lütken debuterede med digtsamlingen ”Lys og Skygge” i 1927, og hverken i sine digte eller romaner skånede hun nogen for sit knivskarpe psykologiske blik, heller ikke sig selv som kvindeligt subjekt. Viggo F. Møller beskrev hende som værende ”besat af trang til den voldsomste åbenhed, den mest rabiate selvafsløring”, og i Gyldendals Julebog 1947 udfoldede han, hvordan hun rummede alle modsætninger i sig: ”Hun var kold og varm, lidenskabelig og beregnende, impulsiv og stædig, ydmyg og stolt, storsindet og smaalig, primitiv og forfinet, hensynsfuld og forrygende taktløs.” (Citeret fra Erik Skyum-Nielsen: Ud af skyggerne. Informations Forlag, 2023).

Fra 1932 og frem til sin død var Hulda Lütken i et forhold med Henry Julius Jakobsen, som hun blev gift med, kort tid inden hun døde i 1946. I løbet af sin levetid modtog Hulda Lütken en lang række legater.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Kunstsang fra cyklussen "9 Hulda Lütken Sange" (2019) af komponist Thomas Clausen til tekster af Hulda Lütken. 2020, Christianskirken, Kbh.

Udvalgte bøger

De uansvarlige
I 1933 udkom Hulda Lütkens roman ”De uansvarlige”, der er en skæbnetung beretning om længsler, begær og gudstro. I en slidt stationsby sidder en flok mænd i hotellets skænkestue, drikker sjusser og...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Hulda Lütken skrev både digte og romaner samt selvbiografien ”Mennesket på Lerfødder” fra 1943. Debutdigtsamlingen ”Lys og Skygge” fra 1927 er skrevet i et traditionelt formsprog og inspireret af senromantikken, mens forfatterskabets sene digte forlader ”den rytmiske, rimede form og dropper de visuelt regelmæssige strofer,” som Erik Skyum-Nielsen formulerer det i ”Ud af skyggerne”. Gennemgående er der et søgende og personligt digterjeg til stede i de naturnære digte med brug af årstider, måne, jord, himmel og andre universelle elementer, lige som også forholdet mellem den menneskelige natur og den store natur spiller ind. I ”De uansvarlige” oplever både Erna og Therese en trøst i naturen, som de oplever med ydmyg taknemmelighed, når de lokkes ud af månen eller ser en fuglerede på marken.

I sine romaner bruger Hulda Lütken af sit biografiske stof og skriver i en mere realistisk form, først med ”Degnens hus” og siden i ”Lokesæd” og ”De uansvarlige”. Med en psykologisk tilgang til stoffet undersøger hun menneskelige drifter og begær, og hun ser individet i lyset af påvirkningen fra både arv og miljø.

I et brev til forfatterkollegaen Karin Michaëlis skrev Hulda Lütken i 1933, at ”mange finder mig uæstetisk”, og det peger måske på hendes optagethed af sociale og psykologiske forhold omkring opvækst og kvindeliv. Moderskab og moderbindinger er centrale temaer gennem både digte og romaner, og moderen omtales som ”månemoder, ildmoder, gudsmoder og menneskemoder”, som Lise Loesch skriver i sit portræt af Lütken i Danske digtere i det 20. århundrede (s. 131).

Som en kvindelig forfatter, der beskæftigede sig med kvinders længsler og erotiske liv, stak Lütken ud i sin levetid. I det hele taget var hun optaget af identitet og kønsidentitet, og i erindringsromanen ”Mennesket på Lerfødder” spørger hun, om hun rent ud er ”en Kvinde med en Mands Sjæl?”. I hendes sidste roman, ”Så er jeg fri”, er fortælleren en mand.

I forfatterskabet generelt er der en optagethed af den udstødte og af spændingen mellem begær og sjælelig renhed, mellem drift og synd, Eros og død. Både Therese og Erna er i ”De uansvarlige” splittede mellem livslyst, formanende gudstro og samfundets fordømmelse, og de lever i frygten for at komme i helvede. Lütken giver på den måde et nuanceret indblik i, hvordan tro påvirker et menneske.

Beslægtede forfatterskaber

Hulda Lütken skrev primært sine værker i mellemkrigstiden med et blik tilbage på senromantikken og frem mod friere vers i digtningen. Nye tanker om psykoanalyse og forståelse af drift og det menneskelige selv har påvirket hende, ligesom den forestående verdenskrig har sat spor i hendes sene værker.

Der er oplagte paralleller mellem Hulda Lütken og den finlandssvenske digter Edith Södergran (1892-1923), der indvarslede den modernistiske skrivestil i Skandinavien og kan siges at være forbillede for den subjektive digterlinje i den nordiske poesi. I en artikel i Nordisk kvindelitteraturhistorie kalder Anne-Marie Mai Hulda Lütken, Tove Meyer og Bodil Bech for ”Södergrans danske døtre”. Både Lütken og Södergran er optaget af eros og død, og Erik Skyum-Nielsen skriver om deres slægtskab: ”Ligheden mellem dem består i den ekstatiske livstørst og i længslen efter Eros hinsides fordomme og hæmmende grænser. Forskellen ligger i afstanden mellem det æstetisk vildt hensynsløse hos Södergran og det senromantisk efterklingende hos hendes danske beundrer. Som imidlertid altid brænder igennem ved sin kolossale intensitet og sensibilitet – et temperament af uregerlig kraft.” [1]. En anden svensk digter, Lütken slægter på, er Karin Boye.

Hulda Lütkens samtidige digterkollega Bodil Bech (1889-1942) har også en interesse for barndommen og for kvinden som seksuelt væsen, og i sin debut ”Vi der ejer Natten” fra 1934 skriver Bech om erotisk frigørelse. Om de to skriver Lise Loesch i ”Danske digtere i det 20. århundrede 2”: ”Som kvindeforfattere med en bekendende subjektiv tendens, særlig i den lyriske produktion, beskriver de begge en feminin psykologisk tilstand” (s. 130).

Med Tove Ditlevsen deler Hulda Lütken en psykologisk interesse for kvindeliv og længsler og magtforhold i relationer. Nok var Ditlevsen begejstret for Lütkens værker, men hun følte sig intimideret af Lütken under et besøg hos hende og Viggo F. Møller. I Ditlevsens erindringsbog ”Ungdom” (1967) står der: »En aften da jeg besøger Viggo F., ringer det på døren, og der lyder en mørk kvindestemme ude fra entreen. Viggo F. kommer ind med en lille trivelig, gnistrende sort dame, der trykker min hånd, som om hun har i sinde at rive den af mig, og siger: Hulda Lütken. Nå, sådan ser De ud. De er snart så feteret, at det ikke er til at holde ud. Så sætter hun sig og henvender hele tiden ordet til Viggo F., der tilsidst beder mig om at gå, for der er noget, han skal tale med Hulda om. Senere forklarer han mig, hvad han allerede før har antydet, at Hulda Lütken ikke kan udstå andre kvindelige lyrikere.« [1].

Et andet værk, der i lighed med ”De uansvarlige” tematiserer en missionsk livsførelse og den smalle sti mellem fortabelse og frelse, er Hans Kirks kollektivroman ”Fiskerne” fra 1928.