Maria Gerhardt

Genrer og tematikker

Maria Gerhardt fortæller sin egen historie i sine bøger, men de er alle tre skrevet som fiktion. I romanen ”Der bor Hollywoodstjerner på vejen” krydsklippes der mellem en nutidsfortælling præget af en kræftdiagnose og et liv med kæreste og et lille barn på den ene side og en skildring af jeg-fortællerens unge år som aktivist og dj i det københavnske natteliv på den anden. Debutromanen indeholder en indgående skildring af et forløb med cancer, men er nok så meget et generationsportræt og en fortælling om klasseforskelle, identitetsovervejelser, en jeg-fortæller med et sensitivt sind, en fremhævelse af skriften og samtalen som det, der kan bryde det tabubelagte**,** og ikke mindst en kærlighedshistorie fortalt til den elskede Rosa. I sin form er bogen både alvorlig og humoristisk med en jeg-fortæller, som har en kritisk, selvironisk distance til sig selv og til sine oplevelser. Forfatterens eget liv spiller ligeledes en rolle i Maria Gerhardts anden bog og første digtsamling, ”Amagermesteren” fra 2015, hvor det især er barndommen, som skildres. Også her er kombinationen af humor og alvor et væsentligt kendetegn.

I 2017 vendte Maria Gerhardt tilbage til prosaen med kortprosabogen ”Transfervindue – Fortællinger om de raskes fejl”. Med en blanding af autofiktive tekststykker og fragmenter af en drømmeagtig science fiction-vision om Nordsjælland som et stort hospiceområde, skildrer Maria Gerhardt med både humor og vemodig melankoli tilværelsen som terminal kræftpatient: ”Med bogen vil hun vise os, hvilken situation hun befinder sig i. Hun inviterer os med ind i det, der både er grimt og smukt. Der, hvor det er svært, men også der, hvor det er morsomt,” forklarede Maria Gerhardts redaktør, Pernille Wass, i forbindelse med udgivelsen af ”Transfervindue” [4]Silas Bay NielsenRedaktør bag kræftpatient-bog: Maria Gerhardt har lært mig …Dr.dk 2017-03-10.. Det bliver bl.a. en fortælling om en grotest jungle af alternative behandlingstilbud, angsten ved de utallige scanninger og den ensomhed, der er forbundet med at være uhelbredelig syg og se sine relationer forandre sig. Oplevelsen af at være ”denne afart af et iglelignede insekt, der suger al glæde ud af sine omgivelser” (s. 78). I retrospektiv skildrer teksterne også raseriet over det uretfærdige i at skulle dø ung. På et nutidsniveau er jeget derimod præget af en afklarethed i forhold til det uretfærdiges tilfældighed og en tro på, at der venter noget ukendt efter døden. Ligesom Maria Gerhardts debutroman er hendes sidste bog også først og fremmest en kærlighedshistorie – en fortælling om den kærlighed, som vil fortsætte med at være i verden trods hendes egen død.

Maria Gerhardt indskriver sig med sine bøger i den litterære strømning, der ofte betegnes autofiktion eller ”performativ biografisme”, som en bog af litteraturforskeren Jon Helt Harder fra 2014 betegner tendensen. Forfatter og fortæller er tilsyneladende identiske, og forfatteren bruger sig selv og andre virkelige personer i en kunstnerisk form. Det er dog væsentligt at huske på, at det biografiske netop er et litterært greb og ikke 100 % pålideligt biografisk. Man kan let forfalde til at læse bogen som en 1:1 skildring af forfatteren, hvilket vil være en fejl, da der netop er tale om fiktion. Bøgerne inden for denne gruppering, som Jon Helt Harder i sin bogs undertitel betegner ”en hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur”, behandler ofte emotionelle emner, livskriser og spørgsmål vedrørende identitet, hvilket også er et væsentligt kendetegn ved Maria Gerhardts bøger.

Beslægtede forfatterskaber

Tendensen med nordisk autofiktion kobles ofte sammen med den norske forfatter Karl Ove Knausgård og hans seksbindsværk ”Min kamp” som den måske mest tydelige repræsentant. Den performative biografisme ses også i flere af landsmanden Tomas Espedals bøger, i Knud Romers ”Den der blinker er bange for døden”, Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske” og mange andre udgivelser.

Tematisk har Maria Gerhardts bøger en del til fælles med en bog som Amalie Smiths ”I civil”, der også har kræftsygdom, kærlighedsforhold, sorg og krop som nogle af de vigtigste elementer.

Adskillige andre personer kendt i den brede offentlighed har i kølvandet på deres kræftdiagnose skrevet bøger om deres oplevelser med at være kræftpatient. Et eksempel er radioværten Sara Bros bog ”Sara Bros dagbog” fra 2004.

Maria Gerhardts digtsamling ”Amagermesteren” synes med sin titel at indeholde en implicit henvisning til Klaus Rifbjergs ”Amagerdigte” fra 1965. Rifbjergs digtsamling rummer ligeledes erindringsbilleder fra en opvækst på Amager og er kendetegnet ved en prosalyrisk enkelthed, som man også finder hos Gerhardt. En enkelthed, man også ser hos Jørgen Leth, hvis ”Sportsdigte” fra 1967 man også kommer til at tænke på, når man læser ”Amagermesteren”.

Relaterede forfattere