”Jeg ved ikke, hvad en god ven er. Er det fx mig nu, hvor jeg fois gras-fodrer ham med håb?”
”Min syge ven”, s. 83.
Venskabet og fortællerens fascination af vennen står helt centralt i Johannes Lilleøres roman ”Min syge ven” (2018). Begge forbliver bogen igennem navnløse – et greb, der tydeliggør det særlige bånd mellem dem, og selv om fortælleren også bliver forelsket i Tom, ender det aldrig i trekantsdrama.
Fortælleren er til stede under hele sygdomsforløbet, der strækker sig over mere end to år, og som sygdommen tager til, mister han langsomt grebet om sit eget liv. Måske han ikke kun er på hospitalet for at støtte vennen, men simpelthen fordi han ikke kan finde ud af sit eget liv. Han vil ikke være i sin skimmelsvampsinficerede lejlighed, og han stopper med at tage arbejde for at kunne sidde ved vennens hospitalsseng. Fortælleren er kun nogen, når han er der for andre: ”Jeg ser ikke mig selv som hovedpersonen i noget. Det har jeg aldrig gjort. Jeg fikser altid en birolle i nogens historie,” fortæller han om sig selv (s. 31). Det er slående, at tekstens mange korte afsnit overvejende handler om vennens liv før og efter indlæggelsen, og kun sjældent hører man om fortællerens liv uden for hospitalet.
Bogens sider er ofte kun fyldt halvt eller kvart ud, og sætningerne er også ordknappe og består tit af meget præcise betragtninger. Der er lyriske anslag og en rytme i teksten, som gør bogen markant mere genreudforskende end forgængeren ”Mårhund”. ”Min syge ven” er ikke bare en forfærdelig og rørende sygdomsfortælling set fra den pårørendes perspektiv. Bogen handler også om at stå ved siden af livet generelt, uden rigtig at kunne gribe det – selv når døden står ved siden af.
Johannes Lilleøre
Som forfatter tager skuespiller Johannes Lilleøre selv den kunstneriske magt, som han er underlagt, når han selv er på scenen. Når han skriver, er det ham, der tager alle de valg, der allerede er t...
Læs hele forfatterportrættet
