”Hun var et usædvanligt langskaftet Fruentimmer, saa smal og lige op og ned som en Humlestage og saa eddikesur i Synet som en gammel Urang-Utang. Hun havde hverken Hofter eller Barm, og ikke heller var der nogen Svans paa hende, som Forkarlen beklagende udtrykte sig. Derimod sad der midt i hendes lille, sure Ansigt en lang, spids Næse saa tynd i Ryggen som en Knivsæg.”
”Ved Lars Skrædders Sygeseng”, s. 139.
Marie Bregendahl opfattede selv ”Ved Lars Skrædders Sygeseng” fra 1902 som sin egentlige debut. På handlingsplan strækker novellen sig kun over en times tid; fra doktor Lund ankommer til gården, til han igen kører bort i hestevognen, vel vidende at han forlader et dødsleje. Under besøget oprulles dog hele det tragiske livsforløb, idet doktoren lægger øre til den hårdtarbejdende skrædders triste og hjerteskærende beretninger.
Bregendahls korte fortælling er som et glughul ind til et helt menneskeliv. Samtalen mellem de to mænd i sygekammeret er gengivet i direkte tale kun afbrudt af spredte kommentarer fra tredjepersonsfortælleren og patientens hosteanfald. Gennem skrædderens tilbageskuende monologer bliver fortællingens rum udvidet til barndomshjemmet med vandvælling, de korte møder med ungdomsforelskelsen Else og den stolte dag i kirken, da sønnen blev konfirmeret. Der er flere ulykkelige end lykkelige minder, men med til alle erindringerne hører et sejlivet håb om en bedre tilværelse.
”Ved Lars Skrædders Sygeseng” er en fortælling om social ulighed, menneskelig deroute og skæbnens hårde odds. Men det er også en øm øjebliksskildring, hvor Bregendahls veloplagte og til tider spøgende fortæller lader individet komme til orde med både fortvivlelse og viljestyrke.
Marie Bregendahl
Marie Bregendahl kunne som få skildre det landlige hverdagslivs sorger og lykkestunder med en blanding af rå realisme og et overraskende moderne blik for menneskesindets pludselige omslag. I gennem...
Læs hele forfatterportrættet
