”Det andet brev, det uden afsender … jeg har tilsyneladende arvet et hus i Århus efter min far. Det er fra en advokat, der underskriver sig N. Han skriver, at jeg efter min fader Kent Sahl har arvet et hus samt indbo, og hvad der måtte være af kredit/debet. Jeg kigger på brevet. Min far bor i Kokkedal med min mor, og jeg har ikke hørt noget om, at han skulle være død, og så skulle mor vel også have været død, og Julie skulle vel også have det at vide, og min far hedder slet ikke Kent … nej … jeg krabber ind til sengen igen, gulvet er allerede i gang … min mobil … det kan ikke passe, læser brevet igen, men der står det samme…”
“Arvingen”, s. 18.
Romanen falder i tre dele, hvor første og sidste del hænger tæt sammen. I første del får Lars nyheden om den mærkværdige arv, og han tager til Århus for at undersøge sagen nærmere og slår sig ned i det arvede hus. Anden del skiller sig ud på grund af forrykningen af handlingens rum og i kraft af sit hæsblæsende sprog. Sætningerne kører stort set uden punktummer der ud af, præcis ligesom hovedpersonen gør det på vej til Prag på cykel for at finde den søster, som også viser sig at være selv samme hovedpersons mor. For som historien folder sig ud, bliver man som læser klar over, at Lars er resultatet af et incestforhold, der udspillede sig i det arvede hus, mellem datter og far, mens konen i huset lå fængslet til sengen i kælderen, syg men vidende, og pønsede på hævn.
Opklaringen af arven af det mystiske hus bliver således også opklaringen af Lars Jungets egen skjulte identitet. Og romanen slutter med et ordentligt brag, da det arvede hus ender med at sprænge i luften og Lars kun med nød og næppe når at slippe ud med livet i behold. Denne dramatiske slutning følges op af en epilog, der på underfundig vis kaldes kapitel 0 og knytter historien i et Møbiusbånd, hvor Lars vågner op på hospitalet og møder den arbejdsgiver, som han arbejdede for ved romanens start. Historien og Lars Junget er således dømt til at gå i ring i evig gentagelse.
Romanen har med sin groteske karakterer og den fortsatte kredsen om det uhyggelige og skjulte mange gotiske træk. Undervejs i dens tre forskellige dele blandes der tre forskellige niveauer; det psykologiske, mystiske/gotiske og det meta-reflekterende legende. Således kan romanens gennemgående vandsymbolik – søen ved det arvede hus, de mange beskrivelser af sved og fedtafbrænding, de uforklarlige oversvømmelser, både tolkes som udtryk for psykologiske forhold, som antydninger af en mystisk bagvedliggende sammenhæng i gotisk stil såvel som en selvbevidst, legende parafrasering af den traditionelle skønlitteraturs symboler.
Vagn Remme
Efter et par år som primus motor for eget forlag og som aktivist i det københavnske litterære undergrundsmiljø har Vagn Remme efter udgivelsen af romanen “Arvingen” for alvor gjort opmærksom på sig...
Læs hele forfatterportrættet
