BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Tom er død

Marie Darrieussecq

178 siderUdgivet: 2008

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Nana Bugge Rasmussen
      journalist, 2015

    Intro

    I romanen ”Tom est mort” fra 2007 (”Tom er død”, 2008) forsøger en mor at skrive sig gennem sorgen over sin søns død. Vi introduceres til hele familien: Hendes mand, Stuart, deres to (levende) børn Vince og Stella og hendes forældre, der bor i Frankrig, hvor hun stammer fra. Og så altså Tom, der døde ti år tidligere, fire og et halvt år gammel. Hun skriver pinagtig langsomt om tiden omkring hans død: Op til ulykken, da familien netop er flyttet til Australien i forbindelse med Stuarts job. Sidste gang hun ser ham i live i minutterne før det skæbnesvangre øjeblik. Timerne efter, f.eks. på hospitalet, da lægen spørger ”Do you want to see him?” Hvordan skal Tom begraves: I hvad, hvor? Hun mister talens brug, må indlægges i en periode. Hun ser, at hendes levende børn har brug for hende, men kan ikke rigtig gøre noget ved det. Sorgarbejde i gruppeterapi. Og så, på en eller anden måde de små vendepunkter der tilsammen gør, at der trods alt sker en umærkelig bedring, bitte bitte små skridt frem mod en eftermiddag på en strand, ti år efter Toms død, sammen med Vince, Stella og Stuart, hvor hun faktisk, ganske kort, ser verden uden sorgens filter.

    ”Døden gjorde mig dum. Indsprøjtningen, og døden. Ulykken gjorde mig dum. Ulykken kortsluttede mine nerveceller. Foran Toms lig mistede jeg en del af mine mentale evner, jeg taler ikke engang om min forstand, jeg taler om min intelligens, om fornuften, om a+b+c, om den sunde fornuft, om hvad det nu end er, der gør at man tænker, at man er med, at man er sammen med de andre. At man er opvakt, og reagerer, at man fatter. Det kommer ikke igen. Det er definitivt. Et handicap, på livstid. Jeg blev en idiot.”

    ”Tom er død” kunne kaldes et studie i sorg. Den består af det kladdehæfte, Toms mor skriver i. Den har altså en slags dagbogsform, selv om kronologien ikke er fuldstændig stringent. Bogen foregår først og fremmest i Sydney, hvor familien bor, da ulykken indtræffer, med afstikkere til bedsteforældrene i Frankrig og til Vancouver, hvor familien boede tidligere. Den er bygget suspense-agtigt op, idet man først i bogens allersidste sætning får svar på, hvordan Tom faktisk dør.

    Darrieussecq dissekerer sorgens konsekvenser, både i det ydre og i det indre: Hvordan familien bliver social paria, fordi folk simpelthen ikke ved, hvad de skal sige til dem. Hvordan Toms mor i sit stille sind tænker, at det havde været bedre, om et af deres andre børn var døde i stedet for Tom. Og netop dén overvejelse er det ultimative billede på sorgens galskab. Dens totale irrationalitet. Omverdenen kræver af Toms mor, at hun skal være rationel i sin sorg. Eller i hvert fald genfinde sine ben i henhold til det typiske forløb for en ”stærkt sørgende”. Og hendes skrift om Tom nægter det så kategorisk, at det er en overraskelse for læseren, at det faktisk, ti år senere, lykkes hende at leve et eller andet liv parallelt med sorgen.

    Marie Darrieussecq

    Siden sin kometagtige opstigen på fransk litteraturs himmel i 1997 har Marie Darrieussecq udfoldet sig på flere litterære felter: Som oversætter af bl.a. Ovid, som dramatiker med skuespillet ”Le Mu...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger