Marie Darrieussecq

Emneord:

Hovedforfatter

Nana Bugge Rasmussen
journalist, 2015

Siden sin kometagtige opstigen på fransk litteraturs himmel i 1997 har Marie Darrieussecq udfoldet sig på flere litterære felter: Som oversætter af bl.a. Ovid, som dramatiker med skuespillet ”Le Musée de la Mer” og ikke mindst som romanforfatter: Hun har skrevet otte siden sin debut. Hun betegner det at skrive som sit kald og har stort set gjort det uafbrudt, siden hun tog fat som seksårig. Hendes stil er intens og komprimeret, og hun evner ikke blot at skabe billeder, men ligefrem fysiske fornemmelser der transcenderer sproget, som f.eks. i romanen ”Tom er død” fra 2007.

Baggrund

Franske Marie Darrieussecq er født i en lille landsby ved Bayonne i baskerlandet. Datter af en fransklærer og en tekniker med et stort bibliotek fattede hun tidligt interesse for skrift og bøger og begyndte selv at skrive i en alder af seks år. Selv om hun allerede dengang vidste, at hun ville være forfatter, tog hun sig en akademisk uddannelse: Hun gik i gymnasiet i Bayonne og på universitetet i Paris, hvor hun studerede litteraturvidenskab. Som emne for sin doktorafhandling valgte hun den i dag så trendy autofiktion. Det har fået litteraturstuderende til at søge efter autofiktive træk i hendes eget forfatterskab – og det er helt ved siden af, siger Darrieussecq: ”Jeg har med vilje gjort det modsatte, arbejdet med en genre der var mig fremmed, for ikke at blande alting sammen, og fordi netop dét, der var mig fremmed, interesserede mig. Jeg er forfatter af fiktion og bortset fra 'Baby', der uden tvivl er autofiktiv, er fantasien mit domæne, selv om den nødvendigvis (som hos alle forfattere) er næret af mit liv, på samme måde som vore drømme næres: På afstand og metaforisk.” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010).

”Jeg var alene. En hestestald i flammer. En kælder. En kælder-stald-skibslast-labyrint, ingen steder, endeløse gange, gange der endte blindt, hundehuller. Nej, hundehul er et alt for sjovt og harmløst ord. Jeg gik i den totale erindrings mørke og aske. Med et svælg oven over mig, uden lys. Ingen tanke tilbage. Smerten som eneste holdepunkt. Jeg befandt mig i dødens sandhed. I søvnløshedens ekstreme klarsyn.”

”Tom er død”, s. 81.

Foto: Tiderne skifter

Født
3. januar 1969 i Bayonne, Frankrig.
Uddannelse
Studier i litteratur ved Sorbonne og Jussieu, Paris. Doktor i 1997.
Debut
Truismes. P.O.L., 1996. (Kvinden der blev til en gris. Tiderne Skifter, 1997). Roman.
Litteraturpriser
Prix Médicis, 2013.
Seneste udgivelse
Over havet under jorden. Epilog, 2020. (La Mer à l'envers, 2019). Oversat af Mette Olesen.
Inspiration
Darrieussecq har ikke udtalt sig meget om sine eventuelle idoler, men af litterære inspirationskilder kan nævnes f.eks. Nabokov og Kafka.

Mens hun forberedte sin afhandling, skrev hun sin første roman ”Truismes” på blot seks uger (eller det vil sige: Faktisk havde hun skrevet flere romaner tidligere, der blot aldrig er blevet udgivet, fordi de var for ufærdige. Men de havde dog, ifølge hende selv, en vigtig funktion i forhold til at bane vejen for det efterfølgende forfatterskab). Den bragede igennem med en, for en debutroman, helt uhørt succes og blev solgt i 200.000 eksemplarer i Frankrig og oversat til 24 sprog. Denne succes tillod hende at sige farvel til jobbet som underviser på universitetet i Lille og hellige sig skrivningen på fuld tid.

Sideløbende med forfatterskabet har hun uddannet sig til psykoanalytiker i 2006 og havde i 2007 debut som dramatiker med stykket ”Le Musée de la Mer”.

Privat har hun været gift to gange, først med en matematiker og siden med en astrofysiker. Hun har to børn, født i henholdsvis 2001 og 2004.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Den formmæssige hjørnesten i Darrieussecqs forfatterskab er så afgjort romanen. Hun har skrevet ni i alt, og en gennemgående tendens er, at hun går direkte til ellers veletablerede tabuer som f.eks. i ”Tom er død”, hvor Toms mor overvejer, om det ikke kunne have været et af hendes andre børn, der var dødt i stedet, eller i ”Solange”, hvor den kun akkurat kønsmodne fortæller går i kødet på sin grandvoksne babysitter, der halvhjertet forsøger at kæmpe imod, fordi han godt ved, det er problematisk. Hendes trang til at bryde tabuer har at gøre med hendes grundlæggende skrivetrang, som hun selv mener stammer fra hendes egen families dysfunktionelle evne til at sætte ord på problemer. Darrieussecqs forældre mistede en søn, inden hun blev født, og dette tab var ordløst og tabuiseret, indtil hun selv gik i gang med at bryde tavsheden og stille spørgsmål. Aldrig var hun dog i tvivl om, at hendes far mente at hun 'kun' var en pige – og at hun dermed 'manglede' noget (Journalist Marie Laurent, billede og montage Thomas Boujut, ”Les 7 minutes de Marie Darrieussecq”, 2013-11-12). Denne livspræmis kan også have dannet baggrund for Darrieussecqs feministiske engagement. Hun betegner sig offentligt som ”ateist, feminist og europæer” (Professor Alain-Philippe Durand: Marie Darrieussecq. University of Arizona, 2010), og f.eks. i debutromanen ”Kvinden der blev til en gris” og i ”Solange” er den feministiske kritik åbenlys.

Flere af hendes romaner er blevet til manuskripter, men springe ud som fuldblods dramatiker har hun kun gjort en enkelt gang, nemlig med ”Le Musée de la Mer”, der havde premiere i Reykjavik, Island i 2007, oversat af Sjón og iscenesat af instruktøren Arthur Nauzyciel, som hun har samarbejdet med flere gange.

Hvad enten hun bevæger sig i en moderne white-trash-kliché (”Solange”), en sci-fi dystopi med fabel-islæt (”Kvinden der blev til en gris”) eller en krimilignende undersøgelse af sorgens væsen (”Tom er død”) er hendes sprog ultrasanseligt og meget mættet. Det er klart og ”let” at læse, i hvert fald som det kommer til udtryk gennem hendes danske oversættere Merete Aaberg, Nina Bolt og Mette Olesen. Netop nu arbejdes der på en oversættelse af den seneste roman i forfatterskabet, nemlig ”Il faut beaucoup aimer les hommes”, for hvilken Darrieussecq vandt Prix Médicis i 2013. Den forventes udgivet på Tiderne Skifter i december 2015.

Beslægtede forfatterskaber

Selv om Marie Darrieussecqs sprog bestemt ikke er tungt at læse, skal man ikke tage fejl: Hun er en vaskeægte litterat med referencer og historisk kendskab på plads, hvilket naturligvis først og fremmest afspejler sig i hendes suveræne sprogbrug, der altid tjener det ønskede formål. Dernæst i hendes velplacerede brug af citater, f.eks. citerer hun meget virkningsfuldt Hamsun som indledning til ”Kvinden der blev til en gris” og et citat af Maupassant bliver credo for Solange i romanen af samme navn.

”Kvinden der blev til en gris” leder nødvendigvis tankerne hen på Kafka og hans novelle ”Forvandlingen” fra 1915, der handler om en forretningsmand, der til sin store rædsel opdager, at han er blevet forvandlet til et hæsligt insekt. Selve grebet med at lade et menneske forvandles til dyr mod sin vilje, giver, selv med godt 100 års mellemrum, en parallelitet i eviggyldige temaer: Det anderledes versus normaliteten, relationer, brutalitet, ensomhed og skam.

I ”Solange” ledes tankerne, udover helt konkret på Maupassant, hen på Nabokov og hans klassiker ”Lolita”. Hele problematikken med den barnlige uskyld, der pludselig ytrer sig med en voksens seksuelle sprog og den tvetydighed, det vitterlig indebærer, bliver ved med at interessere os, fordi vi møder den i hverdagen – og måske endnu oftere i dag, hvor barndommen bliver kortere og kortere.

Det befriende ved Darrieussecs Solange er her, at hun ikke bliver litterært objektiviseret, men faktisk har en egen vilje, identitet og begær, der ikke skildres rosenrødt og piget, men vulgært og voldsomt; som en anmelder skrev i Information: ”Ikke som en sart blomst, men snarere en kødædende plante.” [3].