”Beatrice: Det er musikkens fejl, kusine, hvis han ikke bejler til dig i den rigtige takt. Hvis fyrsten bliver for nærgående, så sig ham, at der er noget der hedder takt og tone, og dans så svaret bort. For ser du, Hero, frieri, giftermål og fortrydelse, det er en galop, en menuet og en hopsa! Frieriet, det er hidsigt og hurtigt ligesom galoppen og ligeså fuldt af sjove krumspring – giftermålet er ærbart og adstadigt som en gammeldags og højtidelig menuet. Så kommer fortrydelsen på sine svage ben og falder ind i en hopsa, hurtigere og hurtigere til den hopper i sin grav.”
William Shakespeare: “Elskovs gækkeri”: 65-73
Benedict og Beatrice synes at kende hinanden i forvejen og har opbygget en art afvisende flirt. De er udstyret med stykkets bedste replikker, en vid der humoristisk forsvarer altings meningsløshed og åbenhjertigt og blasfemisk afviser alt og alle. Da deres venner hver for sig overlagt lader dem høre, at den anden er forelsket, vækkes ømme følelser til live og under megen vittig modstand finder de sammen og bliver gift.
Selvom en god del af stykket forgår under den formodning, at Claudios forlovede er død af skam, er stykket stadig let og sød som en marengskage. De tre herrer, Claudio, Benedict, og den lidt ældre prins Don Pedro, ankommer i stykkets begyndelse fra en krig, der åbenbart har været lige så let og ualvorlig som resten af tilværelsen. Et bud bliver spurgt, hvor mange adelsmænd man har mistet, og svarer: “Kun få mand i det hele taget og ingen af betydning”. De eneste af stykkets medvirkende, der ikke er aristokrater, er så dumme, at de ikke engang kan tælle. Men på samme måde som overklassen priser de et muntert liv i lediggang. Da de to vægtere, der senere vil arrestere Don Juans tjener, får forklaret, hvad deres job går ud på, bliver det med hvert eneste eksempel gjort tydeligt, at det er bedst, om de undlod at gøre noget som helst.
Men selvom stykket er let, er det dog ikke så let som i Lembckes danske oversættelse. Om Beatrice siger hendes onkel, at “Hun er aldrig alvorlig, undtagen når hun sover, og ikke engang da. For jeg har hørt ... at hun ofte drømmer om spilopper og gale streger og ler, så hun vågner ved det.” (2.1.22-25). I Shakespeares originale har Beatrice “often dreamt of unhappiness and waked herself with laughter”. Her er det ikke bare “spilopper og gale streger”, der får Beatrice til at le (hvem ville ikke le af det?), men “ulykke.” Unægteligt et mere bidsk karaktertræk.
Udover Beatrices bidske nihilisme er stykket fuldstændigt blottet for alt, hvad der ligner morale, dybde, eller spidsfindige betydninger – men det er muligvis pointen: stor ståhej for ingenting, som en glad version af Macbeths tragiske konklusion om livet som “et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.” (“Macbeth”)
William Shakespeare
William Shakespeares skuespil har opnået status som en slags sekulær bibel – men en bibel blottet for påbud og læresætninger, og som det ikke er nødvendigt at have et andagtsfuldt forhold til. Her ...
Læs hele forfatterportrættet
