BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

En skærsommernatsdrøm

William Shakespeare

59 sider, ill., 24 cmUdgivet: 1816

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Caspar Haarløv
      cand.mag., 2007

    Intro

    “A Midsummer Night’s Dream” fra 1595 (“En Skiærsommernats Drøm,” 1816) er en rammefortælling i en rammefortælling i en rammefortælling med så mange litterære meta lag, at selv en forfatter som Paul Auster kan miste pusten. Først tvinger en konge sig til et bryllup. Derefter afgøres en strid mellem to bejlere til den samme kvinde og de to elskende, Hermia og Lysander, flygter ud i en skov, forfulgt af den forsmåede Demetrius, der oprindeligt var forlovet med Hermia, og den grimme Helena, som ingen elsker, men som elsker Demetrius. Her fortrylles de af alferne, der prøver at løse problemet, men i stedet forelsker begge mænd sig nu i Helena. Samtidig forbereder en skuespillertrup med mange vanskeligheder et stykke og tager ud i skoven for at øve. Alferne tryller nu en af skuespillerne om til et æsel og giver alfedronningen samme magiske “spell” som Lysander og Demetrius, nemlig at hun vil forelske sig hovedkulds i den første hun ser efter at hun vågner. Den første hun ser er æslet. Alferne har nu tre håbløse forelskelser i spil, hvoraf alfedronningens er et drilleri fra alfekongens side, Lysanders er en fejl, og Demetrius’ gået over gevind.

    ”Kvæde som prolog: Mishager vi så var det det vi ville / I skulle tro vor hensigt var kun denne / vor ringe kunst for eder at fremstille / det var vort måls begyndelse og ende. / Tro kun for jer at kede kom vi her / aldeles ikke for jer at behage / vi gør os flid og for at more jer / vi er her ikke til besvær og plage / aktørerne står rede – deres spil.”

    “En skærsommernatsdrøm”: 5.1.108-17

    Stykket kan siges at handle om teater i den forstand, at både kongen, alfekongen og skuespillerne gennemgående taler om at sætte noget i scene. Kongen iscenesætter med magt sit eget bryllup. Alfekongen og hans hjælper spiller på menneskene og hans kones følelser ved hjælp af magi. Og skuespillerne, der jo helt konkret ønsker at fremføre et skuespil, hører man blandt andet diskutere, meget hensynsfuldt, hvordan de kan forklare publikum, at skuespilleren, der spiller en løve, ikke er en løve, og at skuespilleren, der dør, ikke dør i virkeligheden.

    Efter at alferne har ryddet op i deres fortryllelser (æslet er forvandlet tilbage til en skuespiller, de fire unge elskende har fundet sammen i passende par, og alfedronningen elsker sin mand og ikke et æsel) afsluttes stykket med, at den tragedie, som skuespillerne har indøvet, fremføres til kongens bryllup foran alle de øvrige medvirkende, der både kommenterer og afbryder handlingen, som for i øvrigt også alferne, har kommenteret menneskene i den fortryllede skov. Til sidst, når spillet er overstået og menneskene går i seng, kommer alferne fra skoven og spiller på vores drømme.

    Adam Oehlenschläger oversatte “En Skiærsommernats Drøm” allerede i 1816, og på dansk er det et af Shakespeares mest populære og oftest opførte teaterstykker.

    William Shakespeare

    William Shakespeares skuespil har opnået status som en slags sekulær bibel – men en bibel blottet for påbud og læresætninger, og som det ikke er nødvendigt at have et andagtsfuldt forhold til. Her ...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger