- Anne Vindumcand.mag., 2014
- Susannah Larrabee Sønderlundcand.mag., 2022
Intro
I modsætning til den menneskelige afstand og fremmedgjorthed i ”Kærlighed” bliver det klaustrofobisk tæt og besnærende i efterfølgeren ”Like sant som jeg er virkelig” fra 1999 (”Så sandt som jeg er virkelig”, 2007). I begge romaner beskrives et mor barn forhold, og i dette værk er synsvinklen placeret hos den unge, kristne psykologistuderende Johanne, der bor hjemme hos sin mor i Oslo. Jeg fortælleren Johanne vågner en morgen og finder sig selv låst inde på sit værelse, og fra denne indespærrede position farer tanker og erindringer gennem hovedet på romanens hovedperson. To uger tidligere har Johanne indledt sit første kærlighedsforhold til kantinemedarbejderen Ivar, som har overtalt hende til at rejse med sig til USA. Johannes nye kæreste og forestående udenlandstur modtager langt fra morens anerkendelse, og i den karakteristiske Ørstavikske krydsklippende stil udfoldes et anstrengt, kvælende og magtfuldt forhold mellem mor og datter. Allerede fra romanens begyndelse anes en faretruende og forskruet fortrolighed, når de to kvinder upåvirket bryder ind i hinandens toiletbesøg og moren venindeagtigt spørger til Johannes sexliv.

