- Anne Vindumcand.mag., 2014
- Susannah Larrabee Sønderlundcand.mag., 2022
Intro
”Hvordan skal man leve? Med sig selv, og med de andre?” står der på omslaget af Hanne Ørstaviks syvende bog ”Presten” fra 2004 (”Præsten”, 2005) og slår den eksistentielle scene vel an. Disse og mange andre spørgsmål præger den 35 årige præst Livs tilværelse, som er mærket af tab, tvivl, tro og erkendelsestrang. Hendes liv er i en afventende tilstand mellem fortid og fremtid: ”Mellem det som var og som skulle komme, en afstand. Et rum som var afstand, at gå ind i rummet var at være i den afstand (...) jeg var afstand, hele mig” (s. 17). Romanen tematiserer menneskers manglende evne til at være der for hinanden, og hvordan ord på flere måder er utilstrækkelige – hvilket er problematisk ikke mindst i rollen som præst. Den usikre, indadvendte Liv er, efter et studieophold i Tyskland og arbejdet med afhandlingen om sameoprøret i Kautokeino i 1852, flyttet langt nordpå til det sted, hvor oprøret fandt sted. Hun er også rejst for at undslippe veninden Kristianes selvmord, men konfronteres snart med et nyt dødsfald i den lille fiskerby og må forsøge at vise den efterladte familie medfølelse.

