”Om natta er det noe som åpner seg. Øverst i søvnen, et pust over puta. Gjennom en sil strømmer stråler av lys som treffer henne i de myke punktene, rett i mellomrommene. Som i snøflak under lyktestolpen faller hun mot lyset, faller mellom lyset, inn.”
”Hakk”.
Romanen beskriver en ung kvindes identitetssøgen og opgør med en styg far og fraværende, svag mor. En fremmed mand ankommer til bygden og sætter forandringsprocessen i gang hos hovedpersonen – er hun i stand til at give sig hen til et andet menneske? Manden bringer lys ind i kvindens dunkle og dystre liv, hvis mørke allerede fra første side forankres i fortid og barndomserindring: ”En sel kommer mot henne. Den har mørke hull til øynene, den har ingen øyne og kroppen virker for tung (...) Å være så tung og allikevel flyte. Å være blind med så mørkt et blikk.” Fortællingens mørke og sorg har kvindens mor i centrum som offer, hvilket beskrives med billeder af vold og skyldsfølelse, der ligeledes tynger datteren. De barske skildringer af en voldsramt familie skrives frem i et nøgternt, konstaterende hverdagssprog: ”Faren hadde drept hvalpene. Hun hadde kommet på ham uti vedskjulet. Hun ville bare være litt hos hvalpene, de var blitt lodne og viltre, de løb og lekte og drakk ordentlig melk. Han hadde lagt dem på vedstabben og hogd hodet af dem.” Det er kynisk, koldt og klaustrofobisk, især fordi uhyggen er handlingslammende for hovedpersonen.
De korte tekststykkers få, eksakte ord intensiverer indholdet i de forskellige scener, som tvetydigt hopper mellem nutid og barndomsminder. Traumernes mørke lysnes langsomt og små hverdagshandlinger revideres i takt med, at kvinden langsomt lukker op for kærligheden og modet til at håbe: ”Der er som å lene seg mot den lette veggen med tyngda. Hver dag er det nødvendig å lene sig, trene seg, hele tida litt mer, litt lenger”. Den klassiske løsrivelsesrejse kunne let sovses ind i følelsesladede klicheer, men med den antydningsvise, knappe form undgår Ørstavik det forudsigelige og lader de tomme sider stritte åbent, mens de intenst kalder på indlevelse.
Hanne Ørstavik
Det nordligste Norge må være et specielt sted, hvor mennesket kan føle sig afsindigt lille midt i den overvældende natur. Der er ikke noget at sige til, at selvet, sproget og meningen er i fokus i ...
Læs hele forfatterportrættet
