”Jeg lytter til de synkende stimer. Hjernernes kliklyd, der gradvist stiger og så ebber ud. De står på bunden og duver med lunger, der spjætter af plankton og lyskrebs. Når alene kommer, kigger jeg væk.”
”Havbrevene”, s. 18.
”Havbrevene” er en delvist essayistisk, delvist poetisk hudfletning af verdens tilstand af i dag – set fra havenes perspektiv. Der er klima- og flygtningekrise for fuld udblæsning. Når Atlanterhavet skriver om Arktis, at hun ”Røgter sine køer deroppe, og når de skal til at kælve, bliver hun spændt” (s. 20), så er det klimaforandringerne, det handler om, og når Middelhavet skriver, at ”nu klatrer krybene så meget rundt på mig i deres bælge, alt for mange i én bælg.” (s. 18 – se endvidere citatet), så er det menneskers flugt over Middelhavet, der behandles.
Ligesom debutromanen tematiserer romanen også slægtskab og tilhørsforhold. Havene længes således mod den tid, hvor de hang sammen, og med denne længsel som drivkraft arbejder havene nu mod atter at blive et hele og overflyde al landjorden. Værket bliver således også en form for alternativ skabelsesberetning med havene som det naturlige (i modsætning til guddommelige) centrum.
I brevvekslingen fremstår Middelhavet som den lidt bekymrede lillesøster, der er i tvivl, om udviklingen nu også er den rigtige, mens Atlanterhavet med sine mange år på bagen (180 millioner!) er mere pragmatisk og primært fokuserer på det store perspektiv. Dermed trøster og irettesætter det Middelhavet (kun 5 millioner år gammelt) – blandt andet ved at fortælle små glimt fra krybenes liv- og kulturhistorie. Havene diskuterer eksempelvis myten om Ikaros, der fløj for tæt på solen og døde, og mens Middelhavet bærer historien som et traume i sig, er det for Atlanterhavet blot en ubetydelig hændelse – Ikaros er et lille plask i verdenshistorien, ligesom menneskenes historie snart vil være det. Med afsæt i denne myte samt nutidige minder fra familier, der har mistet deres pårørende til Middelhavet, diskuterer værket, hvorvidt menneskene er værd at sørge over, når de er væk. De endegyldige svar må man som læser dog lede forgæves efter.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Det er store temaer, Siri Ranva Hjelm Jacobsen jonglerer med i sit forfatterskab, hvor national identitet, kultur og menneskets forhold til natur (og vice versa) sættes i scene. Ikke mindst i debut...
Læs hele forfatterportrættet
