”Så går de ud, hen over de små mørke sten, ud hvor de kan mærke sandet under fødderne. De kan ikke se bunden, havet er pisket til et koldt bleghvidt skum, der lukker sig omkring benene. Så bliver det pludselig dybere, og Sara er i til livet.”
”Alt det kunne du få”, s. 16.
Faren skal passe sin lægeklinik og er for det meste fraværende, moren har også rigeligt til at holde sig i gang, men er ensom og fortvivlet trods de to døtre, for uden nogen at dele dem med er glæden knap så stor. Forestillingen om den lykkelige tilværelse i huset i Mols Bjerge opretholdes dog nogenlunde, og det er først, da Barbara som voksen udgiver en roman om barndommen, at sprækkerne ikke længere lader sig ignorere. Familien føler sig forrådt, og udgivelsen fører til flere konflikter. Men i opstandelsen overses helt den store kærlighed, der også ligger i Barbaras roman – kærligheden til den verden, som forældrene har skabt for deres børn, hvor det tætte bånd til naturen opretholdes.
Den opfattelse af verden gennemstrømmer også ”Alt dette kunne du få”. Romanen kaster et særligt flimrende lys på verden, hvor det sanselige, drømmende, fantasifulde træder i forgrunden, mens fornuften og rationaliteten, der som oftest strukturerer vores verden, må vige pladsen. Den forfølger oplevelsen og følelsen af at smelte sammen med noget, der er større og vildere, end fornuften og sproget kan indkredse – at vi ikke blot er os selv hver især, men er naturvæsener og tilhører et gigantisk netværk af liv.
I begyndelsen af bogen binder Barbara og hendes søster sig til hinanden med et reb og begiver sig ud i bølgerne for at lade sig føre med af strømmen, og bogen handler i høj grad om at turde overgive sig. For netop i overgivelsen mærker man samhørigheden.
Josefine Klougart
Med en omfattende medieopmærksomhed og to nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris har Josefine Klougart etableret sig som en af tidens væsentligste danske forfattere. Fra debuten ”Stigninger o...
Læs hele forfatterportrættet
