”Kære ven, hvad skal jeg sige, der er jo ikke noget at sige, alle ting siger sig selv, alting siger sig selv, det er automatisk, men det siger alligevel ikke, hvad det er, at sige det sådan med de ord. Hvordan kan jeg finde nogen ord, der siger det som det er, med venstre pegefinger hvilkende over Ee hele tiden, højre dansende rundt på langt flere tangenter. / Kære ven, på mange måder vil vi altid være langt fra hinanden.”
”Anarkotika”, s. 63.
I sin anarkistiske metode kommer digteren rundt om de mangfoldige emner, der strømmer igennem hans skrivemaskine, og samlingen er trods sit flagrende og universelle tilblivelsesgrundlag forankret i tid og rum som i øvrigt Laugesens digtsamlinger er det. Der er konkrete henvisninger til begivenheder i medierne, på stadion i Århus og Wilhelm Freddie på Århus Kunstmuseum. Alt sammen bunder i denne automatiske strøm, der med digteren som medium manifesterer sig på papir. Digteren nævner sig selv som en praktiker, der ved lidt teknisk snilde kan trykke tasterne på skrivemaskinen ned, så teksten kan få form.
Udover det skrifttematiske anslag, driften fra det personlige begær og de typografiske eksperimenter er der en stærk antikapitalistisk strøm gennem bogen, der bliver en art socialistisk manifest. Digteren gør sig overvejelser om det at være arbejdsløs, men stadig arbejde (med kunst) og om forholdet mellem kunst, arbejde og penge i et samfundsmæssigt perspektiv. ”danmarks arbejdsløse trænger til en snaps og en fed.” (s. 54) lyder det fra den poetiske anarkist.
I traditionen efter 50’ernes amerikanske beatdigtere er ”Anarkotika” en bog med lige så meget fokus på metode som på indhold. Her er skriften, dens tilblivelse og det uredigerede udtryk det væsentlige. Digterjeget sidder ved sin skrivemaskine uden at vide, hvad han skriver, men det, at han skriver, er godt. Skriften udspringer af kroppen, da ”det at skulle standse hele tiden og skrive den ned i virkeligheden er en afbrydelse af det totale digt som er alle ting”. (s. 126).
Peter Laugesen
Med mere end 50 digtsamlinger bag sig har Peter Laugesen i helt fysisk forstand sat sit præg på dansk litteratur. Siden debuten i 1967 har han i en fortættet og fortløbende tekststrøm udforsket spr...
Læs hele forfatterportrættet
