”Jeg sætter mig i forundringsstolen,/ den forvandler sig til en katapult:/ mælkevejen hvæser på min tunge./ Der er ingen udvej mulig,/ jeg ved det meste sker/ i mellemrummet,[…]”
”Bier dør sovende”, s. 20.
I forhold til de to foregående samlinger, ”Sahara i mine hænder” og ”Ild og tal”, er digtene her længere, friere og associerende, og sproget slynger sig som i arabesken, hvor et billede forklares ved hjælp af det næste.
I ”Kompas”, som er samlingens sidste lange, billedrige digt, fremstår poesien som kærlighedens og melankoliens sprog: ”man kalder det kærlighedens vokabularium,/ det er en viden, som konstant glider os af hænde,/” (s. 72). Men der er samtidig en ydre verden, som på en eller anden måde er større end de ord, vi har til rådighed: ”ordene indfinder sig, de stemmer sig op,/ de møder materialet, et landskab,/ der bliver til i samme takt/ som jeg passerer igennem det,/” (s. 73). Når vi færdes i den kaotiske verden, søger vi ”en rationel struktur/ i de hemmeligheder, som fortælles” (s. 77).
Digtene rækker altså ud efter en viden og inddrager i disse forsøg videnskabelige begreber, men der er samtidig en poetisk vished om, at al viden er begrænset. Digtene kan både formulere tingene, men er altså i konflikt med besværet i at oversætte dem til rationelle tanker. Tvivlen er derfor digterens modus: ”Vi tog en tvivl med os,/ noget, vi måtte oversætte fra et fremmed sprog […]” (s. 77).
Det illustreres også af det korte titeldigt, der sammenstiller et videnskabeligt faktum med poetisk gætteri: “Du siger/
at bier dør sovende,/
men de styrter til jorden/
ramt af en/
hjerneblødning,/
der er
formodentlig honning/
inde i væggen/
og de kommer tilbage/
år efter år.” (s. 32).
Morten Søndergaard
Poesien er en fundamental aktivitet, siger Morten Søndergaard, der med sit forfatterskab foretager en konstant undersøgelse af verden og vores ruter i den. I digte, prosa, lydværker og museumsinsta...
Læs hele forfatterportrættet
