”Denne morgen så Norma Jeane straks, at Gladys var høj: urolig, blussende, underlig, uberegnelig som flammen på et stearinlys, der flakker i træk. Hendes voksblege hud udsendte bølger af hede ligesom vejbelægning i sommersol og hendes øjne! – flirtende, smuttende og opspilede. De øjne elskede jeg. Kunne ikke holde ud at se på dem.”
”Blondine”, s. 32.
Vi følger Norma Jeane, fra hun er lille og vokser op hos sin mormor i et slidt kvarter i Los Angeles. Norma Jeanes mor Gladys arbejder i filmindustrien og er ikke selv i stand til at passe sin datter. Først da Norma Jeane bliver ældre, kommer Gladys og henter hende for at tage hende med hjem – men det er aldrig til at vide, hvad det er for en Gladys, der er hos hende. Hun er psykisk syg og meget omskiftelig, og lille Norma Jeane ved aldrig, om hun er købt eller solgt. Om hun har et hjem, eller om hendes mor snart sender hende væk igen.
Når de tager på udflugt, er det for at se Greta Garbo, Mary Pickford og Rudolph Valentinos store palæer i Beverly Hills og Bel Air. Gladys elsker filmmediet, og det bliver den eneste måde for Norma Jeane at nå sin mor. I biografen, eller ved at lave ansigter til spejlet, der næsten er som et kameraøje. ”Jeg oplevede aldrig mit ansigt og min krop indefra (hvor der var følelsesløshed som søvn), kun gennem spejlet, hvor der var skarphed og klarhed. På den måde kunne jeg se mig selv.” (s. 48).
Endnu engang Igen er Oates optaget af samspillet mellem myten og sandheden og af det kvindelige i et stærkt patriarkalsk, amerikansk samfund. Marilyn Monroe må siges at være et af de klareste eksempler på vestlig kulturs udnyttelse af kvindelig seksualitet, og i dette perspektiv er Norma Jeane Baker et stort skuespiltalent, der ædes op af en verden, der både begærer og foragter hendes krop.
Joyce Carol Oates
Joyce Carol Oates har siden sin debut i 1963 skrevet om det USA, hun er vokset op i – et land præget af racisme, kvindeundertrykkelse, vold og store drømme. Hun er måske USA’s mest produktive forfa...
Læs hele forfatterportrættet
