”Han lænede sig ind over bordet, så hans hat blev mast. Han førte hånden hen over øjnene og greb fat om sit kranium. Hvis han havde haft kræfter nok, ville han have knust alting i det. Både det, der lå foran ham nu, og alt hvad det ellers ville komme til at rumme til evig tid.”
Cormac McCarthy: “Byerne på sletten”, side 234.
John Gradys romantisk-naive livssyn tvinger ham til at hjælpe alle på sin vej. Så da han møder den svagelige mexicanske prostituerede Magdalena, dummer han sig på ny ved at forelske sig i hende. Han forsøger at købe hende fri fra alfonsen, men tingene udvikler sig. Billy ryster på hovedet over Gradys plan, men føler sig alligevel forpligtet til at hjælpe sin ven.
Dermed ruller handlingen sig igen ud i det mexicansk-amerikanske grænselandskab, hvilket ender i blodig konfrontation, død og ødelæggelse. Som sædvanligt fortæller McCarthy sin historie i 3.person i et beskrivende sprog, som dog giver rum for malende poetiske simili, når en stemning skal betones. Dialogen holdes tør og ordknap, og der er en klar afstand mellem fortælleren og personerne, som når en storyteller gengiver en lokal legende.
Den naive John Grady går til grunde, mens den desillusionerede Billy i en epilog opnår en form for forløsning, og en deterministisk pointe synes at vise sig i bogens afslutning. Livet rummer tragedier og traumer, og det går altid videre fra forældre til deres børn. Sådan går verden sin desillusionerede gang, hvilket næsten ligner en religiøs pointe, hvor mennesket er i tilfældighedernes (eller den almægtige Guds) vold og sagesløs over for, hvad der måtte komme.
Cormac McCarthy
Cormac McCarthys forfatterskab er grænseoverskridende i mere end én forstand. Dels beskæftiger han sig med overgangene mellem modsætninger som voksenliv og barndom, godt og ondt og fornuft og irrat...
Læs hele forfatterportrættet
