”I endeløse, dybe minutter / af penetrabel transparens / forenes jeg med mine digte i koaner / mens / to tuschsorte dagugleøjne / bare / stirrer og stirrer og stirrer / gådefuldt / durk igennem mig.”
”Dagugleøjne”, s. 97.
I digtene ”styrtninger (IV)” og ”styrtninger (V)” vendes sansningen mod kroppen og går tæt på læber, trommehinder, næsehår, hvad der kommer ud (sæd, latter) og tages imod (lys, dufte). Hvor styrtninger-digtene skildrer den vitale krop, er det fysiske nedbrud et motiv i det længere digt ”Døden på afstand”. Digterstemmen mindes en far, der ligger for døden på hospitalet. Men det er ikke blot faren, der har ”indsunkne øjne” og ”rystende nikotinfingre”, kroppens svigt forplanter sig til den sørgende jeg-fortæller. Hun bliver bragt ud af balance og ”føler canceren overalt”.
Kroppen som tema – det levende – optræder sammen med digte om, hvad kroppen kan skabe: Kunsten. Men kunstnerens afhængighed af naturen betones, eksempelvis i ”I. Svavar”. Der ville slet ikke være lys i atelieret, så man kunne male, hvis det ikke var for solen.
Et af Jorns virkemidler, som er iøjnefaldende i ”Dagugleøjne”, er brugen af ord, der stikker ud fra resten af digtet. Det kan være udenlandske ord og vendinger (”satisfaction” ”I want you”, ”par avion”,) eller fremmedord (palimpsest, ikonoklast, stigmata), der nægter at indordne sig i et ellers nudansk terræn. Ved at gøre dette skærper forfatteren læserens bevidsthed om, at digtene er en kæde af valg – hov, hvorfor valgte hun det mærkelige ord – ligesom hun forstærker ordenes visuelle side. For den læser, der ikke kender betydningen af for eksempel ordet stigmata, fungerer ordet hovedsagelig som bogstaver, en grafisk form på papiret, en lille skulptur.
Susanne Jorn
Susanne Jorn samler indtryk fra USA, Japan og det nære Norden i sine digte. Forfatterskabet favner de destinationer, hun har kaldt hjem; de kulturer hun kender dybere end eksotiske stereotyper. Det...
Læs hele forfatterportrættet
