”De tre thailandske mænd var da rare at have omkring sig – som beskyttelse mod diverse uønskede tilnærmelser fra de indfødte – men det var samtidig dem, der bestemte, hvor de skulle hen, og hvad der skulle ske … i en by, han slet ikke kendte…”
”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”, s. 76.
Første del af romanen udstiller hovedsagelig sammenstødet mellem Lütkens politiske korrekthed og den eksotiske underverden af prostituerede og deres vestlige kunder. Magtfordelingen er ikke entydig ifølge List; reporteren Lütken bliver som en anden hvalp forført af en ung kvinde på en natklub – hans drifter udfordrer den moral, han holdt så pletfri hjemme i Danmark. I romanens anden del skifter synsvinklen til den mere garvede journalist Robert ”Bob” Larsen, som også efterforsker Flemming-skandalen i den thailandske by Pattaya.
Larsen har givet slip i højere grad end sin yngre kollega; går til en prostitueret uden skrupler, mens hans gamle ambitioner om faglig anerkendelse spøger i baggrunden. Den store konfrontation med Flemming udebliver for begge journalister, skønt Larsen tilsyneladende nærmer sig et nuanceret billede: Flemming kan godt lide unge kvinder, men der findes intet bevis for, at han har begået overgreb mod børn.
Romanen tematiserer den uperfekte mand, idet Lütken, Larsen og Flemming repræsenterer ham hver især. Titlen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” antyder, at ingen kan undgå at blive fordærvet – på go-go-baren forsvinder folks idealer i mørket. Karakteristisk for skrivestilen er de præcise referencer til samtiden; Statens Museum for Kunst, designeren Henrik Vibskov og forfatteren Ib Michael nævnes i fremstillingen af kultur- og mediemiljøet. Afstanden mellem virkelighed og fiktion bliver dog ikke så kort, at bogen til fulde opleves som en nøgleroman.
Henrik List
Henrik List følger, hvordan samtidskulturen bevæger sig. Romanerne ”Kære fucking dagbog” og ”Solen skinner aldrig på en go go bar” portrætterer hhv. de rådvilde børn af internettet og dansk selvtil...
Læs hele forfatterportrættet
