Henrik List

Genrer og tematikker

Centralt i forfatterskabet står udforskningen af sociale scener, som har en grad af ekstremitet og lukkethed. Fra Københavns punkere og emo’er, der leger med deres outsiderstatus i ”Kære fucking dagbog” til transpersoner i rejseessayet ”Bangkok Ladyboys” og prostitutionsmiljøerne, der indgår på forskellig vis i ”Pussyland”, essaysamlingen ”Sidste nat i Kødbyen” og romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.

List forklarer om dette gennemgående fokus: ”Det, der interesserer mig ved de marginaliserede miljøer (…) er, at når du er uden for det borgerlige samfund, hvad enten det er socialt, økonomisk, kulturelt, etnisk eller seksuelt, så er der en større frihed til at leve, som du vil.” [3]Signe Grejsen NissenPlayboyens profetier fra sengekanten. Lixen2008-06-01.

Men List eksponerer ikke blot outsiderne, han afprøver gang på gang, hvad hans eget frisind kan rumme. Eksempelvis har titelnovellen i ”Pussyland” – om en fyr, der overværer et erotisk show i New York på sin bryllupsrejse – rødder i Lists fortid. Da han var i begyndelsen af 20’erne og nygift, besøgte han en pornobiograf i byen. I ”Bangkok Ladyboys” bruger List sig selv helt uden fiktionaliseringens distance, når han beskriver sine intime erfaringer med en transseksuel. Formidleren, der laver litteratur ud af andres liv, er ikke beskyttet.

Denne filosofi ligger i forlængelse af den gonzo-journalistiske genre, hvor skribenten træder direkte ind i historien. For List handler selvudleveringen om at bringe balance i tingene: ”Når jeg skildrer mennesker, der befinder sig i sårbare og ekstreme livssituationer, så mener jeg, at jeg skylder de mennesker at udstille de samme sider af mig selv.” [1]Jesper VestergaardKønnenes kabaret. MetroXpress København2006-05-15.

Bag outsidertemaet er en forfatter, som søger en tolerance, der går videre end gængs politisk korrekthed. Da List trådte ind i prostitutionsdebatten med ”Sidste nat i Kødbyen”, var hans hensigt ikke at afproblematisere køb og salg af sex. Men han betonede, ”at den enkelte kvinde skal have ret til at vælge, hvad hun vil bruge sin krop til uden at blive fordømt af andre.” [2]Maria LützenMyten om frigjorte danskerJyllands-Posten, 2007-05-06..

I ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar” er hovedpersonen Rune Mathias Lütken den politisk korrekte efter dansk tilsnit, der forarges over de ældre vestlige turister, der er kunder hos sexarbejderne i Thailand. Den anden bærende karakter, Robert ”Bob” Larsen, repræsenterer prostitutionskunden, men han har andre sider og dæmoniseres ikke af List. Her – som i sammenstødene mellem kulturelle grupper i ”Kære fucking dagbog” – skildres det, at verden er en mangfoldighed af livsanskuelser.

[4]Helene NavneForfatter udfordrer middelklassens værdier med sexskandale-bogPolitiken, 2014-01-31..

Beslægtede forfatterskaber

Henrik List er i sin skønlitteratur forbundet med forfattere knyttet til den amerikanske tradition for new journalism grundlagt i 1960’erne, blandt andre Tom Wolfe og Joan Didion. Bredt defineret blander genren skønlitteraturens formmæssige virkemidler – herunder den personlige fortællerstemme og dramatiske forløb – med den grundige research fra journalistikken.

I Lists tilfælde peger hans essayistiske bøger på, hvordan han tilegner sig et virkeligt stof, der også udforskes i forfatterskabets skønlitterære del. Således dokumenterer essaybogen om Los Angeles ”Scener fra Sunset Boulevard” forfatterens faktuelle kendskab til byen på den amerikanske vestkyst, der indgår i flere af novellerne i ”Pussyland”. Ligeledes berører Lists rejseessay ”Bangkok Ladyboys” dele af den offentlige seksualitetsdyrkelse i Thailand, der gør de bærende mandlige karakterer rundtossede i romanen ”Solen skinner aldrig på en go-go-bar”.

I et kort efterskrift til sin ungdomsroman ”Kære fucking dagbog” bekendtgør forfatteren direkte, at bogen er næret af betydelige mængder information fra unge. Tilsvarende var Tom Wolfes roman ”Jeg er Charlotte Simmons” (2007) om livet på et amerikansk universitet funderet i overleveringer fra studerende. Men List har mere tilfælles med Wolfe end bevidstheden om, at research hjælper samtidslitteraturen på vej. Når han beskriver en musikrytme i ”Pussyland” som ”BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSHCI, BOOM-BOOM-TSCHI, BOOM-TSCHI” ligner det en hilsen til Wolfes fremstillinger af lyd. Desuden minder begyndelsen til ”Solen skinner aldrig på en go-go bar” om Wolfes sociale tværsnit i hovedværket ”Forfængelighedens bål” (1989).

Parallellen til amerikanske Joan Didion findes i form af Lists interesse for randeksistenser og Californien – hos Didion eksempelvis undersøgt i hendes første essaysamling ”Slouching Towards Betlehem” (1968). I Didions fremstilling er Californien langt fra den problemløse solskinsstat – ansvarsløsheden og desperationen lurer blandt lykkejægerne. List nærmer sig en lignende skildring af Los Angeles i novellen ”Jackpot baby” fra ”Pussyland”-samlingen.

Det farlige Los Angeles optræder desuden i Bret Easton Ellis’ forfatterskab – navnlig i romanerne ”Under nul” (1987) og ”Imperial Bedrooms” (2010). Flere referencer til Ellis er til at lokalisere i ”Pussyland”. En af jeg-fortællerne er til løssluppen ”Fed Tirsdag”-fest i New Orleans; de unge i Ellis’ roman ”Uskrevne regler” (1993) går til fester med navne som Våd Onsdag og Tørstig Torsdag. I en anden novelle indgår den dystre åbningslinje fra Ellis’ ”American Psycho” (1991) lettere omskrevet: ”You who enter here: Abandon all hope!”

Tilknytningen til amerikansk litteraturhistorie er altså umiskendelig, men set i dansk sammenhæng har han til en vis grad brødre i Carsten Jensen og Thomas Boberg, eftersom rejseskildringen og udlængslen også præger deres forfatterskaber. Samme karakteristika findes i Tom Kristensens værk. Kristensens hug til borgerlig pænhed og skildring af maskulinitet, der styrter – ikke mindst i ”Hærværk” (1930) – placerer ham i litterært stamtræ med List.

Relaterede forfattere