”Gamle Gumle finder
den sædvanlige sti
gennem det våde græs.
Nede ved søen
har udeholdets fans
fået gang i trommerne.
Visne blade
kanonerer agern
højt over mål.
Det er de gule
og de røde der spiller –
de grønne er rykket ned.”
”De sagde hans hund havde lopper”, s. 30.
Samlingen er meget rolig, og der er ikke så mange vrede udfald mod samfundet, kapitalismen og dansk politik som i andre værker. Når udfaldene kommer, er de så meget desto stærkere: ”En dum maskine / der kun kan tælle til en / regerer verden” (s. 22). Med humor, sproglig akkuratesse og kløgt formår Laugesen i et tre linjers haiku at sige en hel masse om verden af i dag. Samme egenskaber går igen i dette lille digt, der med omvendt ordstilling, hilsen til Ovid og almindelig slang hylder ja, den med pære: ”- O vid / at trist / ej den / kan være // som / gevind / har på / sin pære” (s. 39).
Laugesens ordvalg er præcist og hans linjeskift velplacerede, og digtene optræder som enkle og formfuldendte tekster. Naturen optræder som billede på forgængeligheden med det naturlige forfald og med en dragende fascinationskraft, der vækker sanserne og dermed sproget. Med hunden ved sin side spankulerer digteren rundt i al denne natur, der helt naturligt skrives sammen med digtningen: ” oh - / åh - / uh - // kulde fra nord / varme fra syd / storm fra vest / rim fra øst // oh - / uh - / åh – ” (s. 42). I titeldigtet fortælles en lille hævnhistorie igangsat af dem, der sagde, at hans hund havde lopper. Det skulle de aldrig have gjort, og digtet ender med et badehotel beklageligt begravet i sand.
Peter Laugesen
Med mere end 50 digtsamlinger bag sig har Peter Laugesen i helt fysisk forstand sat sit præg på dansk litteratur. Siden debuten i 1967 har han i en fortættet og fortløbende tekststrøm udforsket spr...
Læs hele forfatterportrættet
