”Det her er en kærlighedshistorie, den har intet med verden udenfor at gøre, den er en verden i verden, en anden verden, umulig, den er stedet, der ikke findes”
”Det højeste væsen”, s. 97.
Romanen springer i tid og rum og væver de to dele af beretningen sammen via ornamenterede sprogblomster. Sprogligt lægger værket sig i forlængelse af de øvrige Madame Nielsen-værker med lange, kringlede sætninger og spor, og hvor stemninger og farver er malet frem med poetisk pensel. Samtidig fremstår lidenskaben og diktatorens magt beslægtede i værket, hvor lidenskaben fremstår nogenlunde lige så udmarvende og destruktiv som diktatorens jernhånd. Ofte er grænsen mellem erotik og vold udvisket i kærlighedsscenerne, og de udpenslede scener, hvor snavs og kropsvæsker synes at flyde i rigelige mængder, virker lige dele dragende og afskyvækkende. I romanen bliver lidenskaben den revolutionære situation, der trækker os ud af vores egen krop og Historiens kontrol.
Romanen tematiserer såvel kærlighed, lidenskab som magt. Det er en roman, der trækker tråde til både Goethes ”Den unge Werthers lidelser” og André Bretons ”Nadja”. Fortælleren spejles i danserindens begær, ligesom diktatoren spejler sig i folket og omvendt. Begge dele ender i tilintetgørelsen, men tilbage står kærligheden og lidenskaben som de momenter, hvor en potentiel frigørelse finder sit lidenskabelige sprog og tidspunkt.
Madame Nielsen / Claus Beck-Nielsen / Helge Bille / Das Beckwerk
Forfatter, dramatiker, musiker, instruktør og skuespiller er nogle af de mærkater, man kan sætte på performancekunstner og litterær provokatør Claus Beck Nielsen. Hans værker bærer præg af nytænkni...
Læs hele forfatterportrættet
