”Derudover fik jeg den ide at trykke et antal T-shirts med teksten På Tværs - Art has no Homeland, som skulle uddeles til byens hjemløse. For hjemløse var på det tidspunkt det nye sort inden for den såkaldt kreative klasse. Det var hipt at ligne en hjemløs, at kende en hjemløs eller blive sat i forbindelse med en hjemløs.”
”Døden kører Audi”, s. 9.
På overraskende vis kommer de to til penge, og Waldemar insisterer på at rejse til Marokko for at opsøge healeren Torbi el Mekki. I en brugt folkevogn Transporter T4 kører de sydpå i en rus af frihed og følelsen af at være helt alene i verden. På vejen gør de et improviseret stop på en gård i Frankrig, hvor en flok eksilerede danske kunstnere er bosat. Her bliver deres penge stjålet, og efter at have vundet beløbet tilbage på et kasino i Monaco fortsætter de turen ad lange varme veje mod Marokko, hvor Waldemar endelig møder Torbi el Mekki.
Jeg-fortælleren Asger er lige så ærlig, som han er fordomsfuld. Hånen lurer konstant, og han kan næsten ikke få sig selv til at gå med Waldemar i Aldi og købe frosne kyllinger på tilbud. Med muntert schwung får han hævet sig over kontanthjælpsmodtagere, utilpassede unge, IKEA, kulturpampere og Håkan fra reklamebureauet, der efter Asgers afgang har succes med at bygge et enormt kunstigt bjerg i Herning.
Asger og Waldemars aparte venskab skildres fra den altid skeptiske Asgers synsvinkel, og romanen bliver et portræt af Waldemar, der med visheden om at skulle dø har en stædig tilgang til verden. Ingen skal stoppe ham i at køre hele vejen til Marokko for at drikke en flaske healervand.
Dialogen er præcis og mundret, og den lumre og fjollede tone giver romanens tunge tema en munter overlægger. Og døden, ja den kører rigtig nok Audi og er hele tiden lige i hælene på Transporteren.
Kristian Bang Foss
Kristian Bang Foss har med en sikker blanding af virtuost ordforråd og hyper præcision skabt sig en egen stemme i dansk litteratur. Fra debuten ”Fiskens vindue” over ”Stormen i 99” til ”Døden kører...
Læs hele forfatterportrættet
