”- Jeg samler på ord, sagde Albert. Niels vendte sig mod ham. - Er du skør eller hvad? Albert rystede på hovedet. Niels sad lidt uden at sige noget. - Hvad bruger du dem til?, spurgte han så. - Til så meget. Jeg giver tingene nye navne. Så de bedre passer. Og i skolen sagde jeg til frøken Laursen at det måtte se pænt ud med hvid sne på røde mirabeller. Så holdt hun op med at skælde mig ud.”
“Drengen der samlede på ord”, s. 16.
“Drengen der samlede på ord” fortæller om, hvordan mennesker kan være onde mod hinanden. For selv om krigen er slut, og man igen kan købe rosiner, elastikker og tyggegummi, er freden langt fra nået ud til Overdrevet, hvor Albert bor. Hans far bliver ved med at drikke og vil ikke snakke med Alberts storebror, Niels, der i modsætning til Arne er vendt levende hjem fra Østfronten.
Men historien om Albert er også en fortælling om, hvordan livsvilje, poesi og godt humør kan forvandle selv den værste situation. Albert vil ikke finde sig i at blive dømt for sine brødres gerninger. I stedet kæmper han med utraditionelle midler som charme, sødme og fantasi for at overbevise de andre børn om, at han er god nok – og det lykkes.
Dermed handler historien også om, at børn nogen gange har mere retfærdighedssans end voksne. For voksne bedømmer alt for ofte andre mennesker ud fra, hvordan deres familie er, eller hvor mange penge de har. Børn derimod bedømmer mennesker ud fra, hvem frem for hvad de er. Og det er mere fair.
Endelig giver historien om Albert et godt og detaljeret indblik i, hvordan det var at være dansk barn i tiden efter Anden Verdenskrig.
Birgit Strandbygaard
Uanset om Birgit Strandbygaard skriver for børn eller voksne, handler hendes bøger om dem, de andre ikke må lege med. Og hendes grundlæggende pointe er, at det altid er de specielle mennesker, der ...
Læs hele forfatterportrættet
