”[...]som vokset ud af asfalten eller af hjørnehusets massive mørke lyder en trompet, en god trompet, brudstykker af noget nedefra, men hvor?
Intet lys forråder hvor, men da jeg går rundt om huset, hører jeg pludselig latter stige op af en rist i fortovet.”
“En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem”, s. 43-44.
Jørgen Leth er kun i begyndelsen af tyverne i 1957, og man kan mærke en ungdommelig fascination ved at være tæt på idoler som Bud Powell, Stan Getz og Oscar Petitford, og indimellem støder man i interviewene på smånaive og studentikose spørgsmål som ”Kender De Jack Kerouac?”
Ellers kan man tydeligt mærke Jørgen Leths observerende stil, der dog aldrig forfalder til blot at være decideret kølige iagttagelser. Leths indstilling til jazzen skinner konstant igennem i teksterne. Faktisk udkæmper Jørgen Leth i sine år som jazzskribent lidt af en kulturkamp. Bag skriverierne ligger en kamp for at ophøje jazzen fra let underholdningsmusik til kunst. Den unge jazzskribent plæderer for den besværlige og komplekse bebop frem for traditionel swing, og han er ikke bange for at fyre bredsider af mod jazzens konservative kræfter. Her viser den ellers umiddelbart så apolitiske og æstetisk indstillede Jørgen Leth sig pludselig som en radikal kulturkæmper: Kunst skal have kant, og vi må aldrig læne os tilbage og lade os døse hen i bedøvende, tandløs underholdning. Mennesket skal fremad.
Dette aspekt gør, at også folk, som måske ikke er brændende interesserede i gamle jazzkoryfæer som Jan Johansson, Stan Getz og Miles Davis, også kan finde en konflikt at fordybe sig i, svøbt i Jørgen Leths velskrevne jazzkritik.
Jørgen Leth
Digteren, skribenten, filminstruktøren og cykelkommentatoren Jørgen Leth er en af dansk kulturlivs store personligheder. Hans popularitet spænder vidt på grund af hans virke som smal digter og film...
Læs hele forfatterportrættet
