”Esbjerg havn: bådene vender hjem/ mørke og grå fra de hvide bølgers/ mund, savet over, et rør der taler/ til et jernbryllup og en voksende/ diamant skoven rykker sig op/ med rode, hår der flagrer løst/ i blæsten det ustandselige ord/ taget med ind under frakken/ gennem marv, ben, efterår er det/ og de døde strejfer med vinden/ dem der er gået ned og ikke er (…)”
”Femogtyve digte og en drøm”, s. 14.
Det er stadig korte og navngivne digte, der for det meste præger siderne, der er stadig en stor forkærlighed for det billedstærke og det tvetydige.
Men der er kommet en større afveksling digtene imellem. De falder i denne bog ikke lige så meget som perler på en snor, men er, som titlen antyder, snarere samlet sammen til en udgivelse efter et løsere princip. Det gør, at der kan være plads til nogle mere hurtige digte, som føles som om de kører mere på frihjul end tidligere. Der er stadig et stort og ret klassisk digtinventar, der nu også har udvidet sig til at kunne handle om bl.a. Gud og kristendommen. Selvom den nu godt nok punkteres og udfordres, måske endda vrænges af, i et næsten hedonistisk digt ved navn ”Kristent blod”, hvor der kan stå: ”en vanvidsprædiken fra piber/ af kød bagbundet med stanniol” (s. 18).
Der er stadig de store og bratte skift mellem ironi og patos, dog med en overvægt mod patos, og det er der også en bevidsthed om og en stædig fastholdelse af. Digtet ”Uden at blinke” handler om patos og fremfører, at: ”Patos er det øjeblik der ser min egen bygning i alt.”
Hvis man kan tale om en 90’er-ironi i populærkulturen, så er Nicolaj Stochholm gået uberørt igennem den. Han elsker paradokserne og lader denne bog slutte med et kampråb: ”Elsk det umulige” (s. 47).
Nicolaj Stochholm
Nicolaj Stochholm har udgivet 10 digtsamlinger, der alle udmærker sig ved deres omhyggelige insisteren på den rytmiske digteriske form, ved metarefleksioner og ved billedstærke tekster. Det er de s...
Læs hele forfatterportrættet
