Nicolaj Stochholm

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2023

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., januar 2019

Nicolaj Stochholm har udgivet 10 digtsamlinger, der alle udmærker sig ved deres omhyggelige insisteren på den rytmiske digteriske form, ved metarefleksioner og ved billedstærke tekster. Det er de store digteriske temaer, der slås an fra begyndelsen af forfatterskabet, dødsangst, natur, splittet selvfølelse. Det hele udspiller sig i rytmestærke digte, med store og overraskende billeder og med en forkærlighed for det paradoksale og det tvetydige udtryk.

Baggrund

Nicolaj Stochholm er født i Charlottenlund nord for København i 1966, og er vokset op i København, hvor han også bor i dag. I mellemtiden har han boet i kortere og længere perioder udenfor Danmark, bl.a. i Irland, Spanien og Marokko.

”Efter du var gået, efter du/ var blevet kørt væk på en båre/ stod jeg tilbage og holdt lægen/ an hun forklarede mig at/ de havde muret canceren/ inde i din hovedskal efter/ at have åbnet den tre gange/ og fjernet dele af din hjerne/ nu var det slut med åreladninger/ og diagrammer, nu var det/ slut med stjernekirurger, håb/ kropsregulering og sur kemo/ nu skulle du bare have det godt.”

”Udenfor pesthospitalet”, s. 45-46.

Stochholm startede med at skrive digte i 1980’erne. Han fik sine første digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn i 1984, og på en måde var det mere punken og guitaren, der drev værket i de år. Om i udgangspunktet at være musiker frem for digter siger Stochholm i et interview mange år senere med Kim Skotte: ”Næ, men dengang spillede jeg også rockmusik, og jeg læste ikke 80’er-digterne, for jeg var bange for at blive påvirket for meget. Så jeg læste Eliot, Lorca og Rimbaud. Det var bøger, og det skulle ikke blandes sammen!” [1].

Foto: Susanne Mertz / Gyldendal

Født
29. oktober 1966, Charlottenlund.
Uddannelse
Ukendt.
Debut
Biografi. Borgen, 1991.
Priser
Michael Strunge-prisen, 1994. Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat, 1994. Beatriceprisen, 2002. Emil Aarestrup-medaljen, 2004. Kunstfondens Produktionspræmie, 2016.
Seneste udgivelse
Det regelmæssige. Herman & Frudit, 2023. Digte.
Inspiration
Arthur Rimbaud, Gunnar Ekelöf, James Joyce, Michael Strunge.

Stochholm identificerer sig ikke med og klassificeres heller ikke som en 1980’er-digter, men sporene derfra er tydelige. Måske bl.a. derfor er han faldet lidt imellem generationerne i den med brede penselstrøg malede litteraturhistorie, hvor han hverken passer helt ind i 1980’ernes alvorstunge og melankolske poesi eller i 1990’ernes mere ironiske og minimalistiske tradition. Alligevel fornægter den store patos sig ikke i Stochholms poesi.

På tværs af forfatterskabet findes et stort arbejde med og kærlighed til det musikalske udtryk. Om forbindelsen mellem musikken og digtningen som udtryksform siger Stochholm: ”Der er en forbindelse i åndedraget, rytmen, anslaget.” [1]. Stochholms linjer synes hele tiden som skabt af en rytmisk forkærlighed i sproget. Selvom guitaren var lagt væk i mange år, er det da også i anledning af en ny plade med bandet, Stochholm spiller i, The Liquid, at det citerede interview blev bragt i avisen.

Nicolaj Stochholm bor i dag på Nørrebro, og i 2018 udkom hans 11. bog ”Udenfor pesthospitalet”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Nicolaj Stochholm på Lyrikporten

Udvalgte bøger

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Biografi

”Biografi” fra 1991 er Nicolaj Stochholms debutbog. Den udkom otte år efter, at han første gang havde tekster med i tidsskriftet Hvedekorn, der lige som bogen udkom på forlaget Borgen. Der er tale om korte, navngivne digte, der bevæger sig rundt i landskaberne og rundt i erindringerne.

Digtenes inventar er ret klassisk digt-agtigt, der er tale om vind, hav, strand, skyer, måne, mørke, nat, døre, spejle, porte. Som sagt, landskaber og sindet. Det er digte, der ligner; de handler om naturen, men det er også svært at undslippe en fornemmelse af, at det er digte, der handler om digte. Altså at landskaberne i digtene på en romantisk facon er til, for at jeget i digtene kan erkende noget. Ikke nødvendigvis erkende noget om sig selv, men vise en erkendelsesproces frem.

Allerede bogens første digt kan i sin helhed lyde sådan her: ”Vinden trykker alle blade/ vinden er tung og skyldig/ som en appelsinvædet økse” (s. 5). Bevægelsen i dette korte digt er hurtig, næsten utålmodig efter at nå frem til sit flotte og tvetydige centralbillede, appelsinvædet økse. Vinden er næsten en anledning til at nå frem til det, Stochholm i det hele taget er god til i sine digte, det sære og tvetydige billede. Hvad er en appelsinvædet økse? En økse man lige har brugt til at skære en appelsin med? Hvorfor er det spændende? Fordi det er mærkeligt, og det påkalder sig en opmærksomhed, der kan gøre en lidt rundtosset. Samtidig er det et billede, der også underligt nok bliver brugt til at sige noget om, hvordan vinden opfører sig.

Men der snyder digtet lidt, vinden er ikke som en appelsinvædet økse, vinden i det her digt er til for at komme frem til den appelsinvædede økse. Ligesom det er tilfældet med havet og stranden og alt det andet af naturens inventar. Det er i Stochholms digte til for, at der kan være en langsom tilblivelse af jeget, for hvem sprængtheden hele tiden truer, som øksen, med igen at findele jeget i små stykker.

Bogen slutter med at indrømme at ”naturen er et ord” (s. 60), og med at pege udad mod andre mennesker med et måske distanceret håb: ”som et luminøst strøg af mennesker/ der rytmisk lever og dør.” (s. 60).

Sammenfald

Der er ikke gået lang tid mellem digtene i Nicolaj Stochholms debut ”Biografi” (1991) og hans anden bog ”Sammenfald” (1992). Digtene ligner i hvert fald hinanden, eller sig selv, kan man måske allerede begynde at tale om, når en stemme på den måde videreudfolder sig selv i en bog nummer to. Digtene ligner digte af Nicolaj Stochholm. Faktisk kan det første digt i anden bog læses som en næsten direkte fortsættelse af det sidste digt i den første bog. Vi slap digtet, da jeget i stemme trådte mere tydeligt frem og indrømmede sig selv som skrift, naturen var ikke så meget natur, som den var et ord. I ”Sammenfald” hedder første digt ”Indgang” og starter sådan her: ”Bogen/ er ikke jorden/ men en jord. Og således/ er havet ikke havet/ men et hav.” (s. 5).

Digtene er blevet længere i denne bog, som er opdelt i to suiter med et indgangs- og udgangsdigt og nogle afbrydelser imellem. Den første suite, ”Automorfologi”, består af syv nummererede digte, der handler om forvandlinger eller forvanskninger af jeget. Jeget er under pres, der er hele tiden noget, der truer med at ødelægge, opløse det: ”Nu kommer mine drømme og ødelægger mig igen” (s. 11).

Landskaberne er også under pres, og den spejlingsfigur, der også gjorde sig bemærket i ”Biografi”, bliver dybere undersøgt i den 40 digte lange suite ”Døre 2”, der som motto har et citat af den svenske modernist Gunnar Ekelöf: ”Den som speglar sig sammenfallar med bilden i spegeln” (s. 15). Det er altså jegets skrift i landskaberne, der lægger pres på sammenhængskraften både i jeget og i landskaberne, må man forstå. Det paradoks skrives med tvetydig tydelighed frem, når der står: ”en jæger jager i billedet/ men byttet er ikke i billedet”.

Der er ikke noget, der ligger udenfor skriftens rum i Stochholms digte, og på den måde viderefører de en sprogmodernistisk tradition ind i 1990’erne. Det virker også, som om det er med fuldt overlæg og en mildt poserende ironi, at Stochholm gør dette, som at trække på skuldrene, når han lader bogen slutte med at lukke for jeget: ”For nu lukkes mine grænser/ med pulsen af det/ jeg ikke kender selv.” (s. 63).

Genrer og tematikker

Stochholms forfatterskab udspiller sig som én lang undersøgelse af den digteriske form. De tidlige bøger udmærker sig ved at være tætte og ved med variationer at gennemspille de samme elementer, sindet og jeget sat i forhold til landskaberne, og skriften som skrift er et genkommende tema. På samme måde kan man se, at ordforrådet er snævert, komprimeret. Havet og vinden er ord, man finder gentagne gange. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er selve digtningen – den opmærksomhed sproget kræver og giver – der er det vigtige for digtene. Metarefleksionerne er en af de bærende strukturer for selve digtningen, og det er der en lang tradition for i det 20. århundredes digtning. Det er helt sikkert en tradition, Stochholm er stedkendt i, og som han også selv velvilligt træder ind i en forlængelse af. Det kan være, det har givet læsningen af Stochholms digte nogle problemer, fordi det er en tradition som i hans aktive år er trådt lidt i baggrunden. Det samme er den centrallyriske tradition, hvor jeget er placeret i verden, og hvor alting går ud fra det jeg, og alting også kommer til at lyse tilbage i det digterjeg. Der er ikke meget polyfoni, altså hvor mange stemmer er til stede på samme tid i samme digt, at spore i Stochholms digtning. Der lægger Stochholm sig mere i forlængelse af 80’er-digtningens fokus på det jeg, der går rundt i byen eller landskaberne og opdager verden for så at behandle den og komme den på flotte og vellydende former. Hos Stochholm er det lyriske, det rytmiske, den type digt der i sine stramme og ofte korte former styrer åndedrættet og giver det hele et musikalsk særpræg, det styrende. Ofte er der også tale om en identitetssøgen, hvor jeget i digtene er sat under pres og derfor under konstant trussel om at gå i opløsning søger efter og længes mod at samle sig om sig selv. Det kan både være den moderne by og den voldsomme natur og vanviddet, der truer jegets sammenhængskraft. Det giver en stor spænding i teksterne, når de samtidig har en forkærlighed for det paradoksale og tvetydige udtryk.

Beslægtede forfatterskaber

Nicolaj Stochholm hører til en mellemgeneration af digtere. Han udspillede ikke sin karriere i 1980’erne, men trækker store veksler på den tradition. Det gør det oplagt at nævne Michael Strunge, som han også i sine tidlige bøger har flere kærlige nik til. Strunges omflakkende jeg, der strejfer rundt i byerne og følelserne og med stor intensitet mærker verden, er tilstede som en refleksion i Stochholms digte. Men Stochholm er ikke 80’er-digter.

Fra hans egen generation kan man pege på en anden af dansk litteraturs store skikkelser, digteren Morten Søndergaard. Der er en anden lethed, men en delt melankoli, tilstede i mange af Søndergaards digte. Et andet sted man kan kigge hen er til digteren Morti Vizki. Han hørte måske mere til 80’erne, men så i hvert fald den senere halvdel af dem, hans første bog udkom i 1984 ligesom Stochholms første digte i Hvedekorn gjorde det. Igen er der stor forskel på toneleje og tematikker, men de deler en forkærlighed for den svenske modernist Gunnar Ekelöf, som i begge deres digte viser sig om end på vidt forskellige måder.

Går man lidt længere frem i tid kan en prosaist som Jan Sonnergaard vise sig som en generationsfælle. Med sine noveller og romaner beskriver Sonnergaard på helt anderledes socialrealistisk vis det bybillede, som mange af Stochholms digte også udspiller sig i. I ”Udenfor pesthospitalet” er der også et kærlighedserklærende digt med titlen ”Til Jan Sonnergaard”. Det begynder således: ”Når den forfærdelige/ halve cirkel beordrer/ hjertet løst og standser/ tankerne hos en der/ er født med samme/ øjne som dig og den/ og du efterlades med/ kun rædslen for dette/ ene øjeblik hvor kroppen/ skriger og slipper sit lys.” (s. 55).

Temaet med den syge, døende far kan man finde i mange bøger, senest bl.a. i Harald Voetmanns ”Amduat – en iltmaskine” (2018). Her blander dødsforløbet på hospitalet med den i tiltagende grad deliriske far sig med mytologiske indslag fra den ægyptiske dødebog.