”Nu var det, som om hans ar åbnede sig på vid gab, han var Voldemort, og han styrtede gennem det stinkende soveværelse, indtil han nåede vinduet, hvor hans lange, hvide fingre knugede om karmen, da han så den skaldede mand og den spinkle kvinde, der snoede sig i luften og forsvandt…”
”Harry Potter og Dødsregalierne”, s. 297.
Bøgerne er alle filmatiseret.
Drengen Harry vokser op hos sin moster Petunia, sin onkel Vernon og fætter Dudley. Harrys egne forældre omkom i en bilulykke, da han var ganske lille. Familien kan ikke udstå Harry og behandler ham som skidt. Han må gå i sin fætters aflagte tøj og sover under trappen i et kosteskab.
Harrys familie har det svært med alting, der afviger fra normalen, og derfor vækker det stor bekymring og vrede, da Harry i dagene op til sin 11-års fødselsdag begynder at modtage mærkelige breve. Breve som onkel Vernon med vold og magt snupper ud af hænderne på Harry, førend han kan nå at læse dem. Men selvom onklen ihærdigt forsøger at flygte fra strømmen af breve, lykkes det ikke. På Harrys 11-års fødselsdag bliver han opsøgt af halvkæmpen Hagrid, der er godsforvalter på troldmandsskolen Hogwarts. Han fortæller, at Harry er en troldmand og overbringer ham et optagelsesbrev til skolen. Hagrid fortæller også, hvordan Harrys forældre virkelig døde. Ikke i et biluheld, men som ofre for den onde troldmand Voldemorts dræberbesværgelse. Voldemort forsøgte også at dræbe Harry, men det mislykkedes, og Voldemort mistede al sin kraft. Det eneste fysiske mén Harry fik, var et ar i panden formet som et lyn, og det ar har gjort Harry til en levende legende i troldmandsverdenen.
Med Hagrids hjælp bliver Harry præsenteret for den magiske verden, der eksisterer side om side med den verden, som ikke-magikerne – også kaldet mugglere – bor i.
Da Harry begynder på Hogwarts, bliver han gode venner med drengen Ron Weasley og pigen Hermione Granger. Men han får også fjender – blandt andet drengen Draco Malfoy, hvis far engang var en af Voldemorts trofaste støtter. Da første skoleår ender, må Harry, Ron og Hermione sande, at Voldemort er på vej tilbage, og at både den magiske verden og mugglernes verden er i alvorlig fare. I de følgende skoleår intensiveres kampen mod Voldemort, hvis styrke vokser. Hvis hans rædselsregime skal afværges, må Harry, Ron og Hermione en gang for alle tilintetgøre den onde troldmand.
Bøgerne om Harry Potter kredser tematisk om det godes kamp mod det onde, men også omkring fællesskabets styrke og loyalitet over for individets selvoptagethed. Harry Potter deler mange af de samme evner, som Voldemort besidder og er på enhver tænkelig måde en exceptionel troldmand. Men ulig Voldemort sætter Harry sin lid til sine venner, og han forstår hvilken kraft, magisk eller ej, der ligger i kærligheden.
J. K. Rowling (børn og unge)
Slangehvisken, ækle eliksirer og magiske parallelsamfund. Joanne K. Rowling har med sine bøger om den unge troldmandslærling med det lynformede ar, Harry Potter, tryllebundet læsere over hele verde...
Læs hele forfatterportrættet