”Oh My God, hvad sker der? Hvordan kan aftenen gå fra, at vi elsker med hinanden, til at Samson får håndjern på? Det her må være en form for fejl. Eller en ondskabsfuld joke. Det kan ikke ske i virkeligheden.”
”Heart Bones”, s. 218.
Det skulle egentlig bare være en sommerflirt, men skæbnen vil noget andet. Og som dagene går, kommer de tættere og tættere på hinanden og de hemmeligheder, de hver især bærer rundt på. Det hele kulminerer med en politianmeldelse, hvor Samson viser sig ikke at være helt den person, han har udgivet sig for at være. Anholdelsen bringer Beyah og hendes far langsomt tættere på hinanden: ””Jeg har ikke tænkt mig at sætte mig ind i din bil. Du må gerne køre nu.” Min far kører ikke. Sara indvilliger i at komme og hente mig, men min far sidder tålmodigt i sin bil, indtil hun ankommer.” (s. 254).
”Heart Bones” er klassisk Hoover-roman fyldt med store følelser, intense forelskelser og i det her tilfælde også et tema om social ulighed, som giver romance-genren et tvist. Romanens hovedkarakterer kommer begge fra den amerikanske underklasse, hvor det først og fremmest handler om at overleve, og hvor der ikke er hjælp at hente fra et forældrepar. Enten er de fraværende eller som Beyah beskriver sin mor: ”Man fokuserer intenst på andre menneskers mørke i håb om at maskere den sande nuance af sit eget mørke. Det er sådan, min mor har brugt hele sit liv. Hun har altid set det værste i andre mennesker. Selv sin egen datter.” (s. 2).
Hoover selv kommer fra det fattige USA – ligesom Beyah i nærværende roman. I dag er trailerparken skiftet ud med en ranch, men ifølge et interview fra 2022 handler hun stadig i discountsupermarkedet Wal-Mart – gerne iført sin pyjamas. (New York Times: How Colleen Hoover Rose to Rule the Best-Seller List. Nytimes.com, 2022-10-09).
Colleen Hoover
Colleen Hoover er en amerikansk forfatter, der har skrevet over 20 romaner inden for den romantiske genre. Hun er et stort fænomen på TikTok, hvor hendes mange fans deler læseoplevelser med hinande...
Læs hele forfatterportrættet