”De der befinder sig på bunden vil altid op på toppen, de der befinder sig på toppen, vil forblive på toppen, og på den ene eller anden måde når de altid til det punkt hvor de sparker og spytter på hinanden.”
”Historien om et nyt navn”, s. 197.
Romanen kulminerer med en badeferie til Ischia, som de to veninder tager på sammen. Feriens centrum bliver den unge studerende Nino, som begge veninder er forelskede i, hvilket fører til nogle lidenskabelige forviklinger. Lila betror uforvarende sin forbudte kærlighed til Elena, der må finde på historier, så Lila og Nino kan være alene, samtidig med at hun bærer sin forelskelse og jalousi alene.
Det ender med, at Lilas spil fører til hendes fald, mens Elena kommer videre og befrier sig fra den napolitanske baggrund og dens sproglige dialekt med et forhold til en belæst mand, universitetsstudier og til sidst udgivelsen af en bog. Det til trods plages hun til stadighed af mistanken om, at Lila er mere begavet end hende, og at det er hende, der er den bedste forfatter.
Romanens synsvinkel er igen holdt hos Elena, der som 22-årig kaster Lilas notesbøger i floden og fortæller om begivenhederne, der førte frem dertil. Romanen, som starter i 1960, kortlægger det skisma som stadig findes i Italien i dag, med den kulturelle og socialøkonomiske forskel på Nord- og Syditalien. Men det er naturligvis forholdet mellem de to veninder, der er i centrum.
Elena Ferrante
Elena Ferrante lader sine bøger tale for sig selv, og derfor skriver hun under pseudonym og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op og nedture som skilsmis...
Læs hele forfatterportrættet
