*Seneste udgivelse

Elena Ferrante

Emneord:

Senest opdateret

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., oktober 2020

Hovedforfatter

Christian Jess Rasmussen
cand.mag., 2015

Elena Ferrante lader sine bøger tale for sig selv, og derfor skriver hun under pseudonym og giver ikke personlige interviews. Hendes værker centrerer sig om dagliglivets op og nedture som skilsmisse, moderskab, sex, børn, krop og identitet, altid ud fra en personlig og kvindelig synsvinkel. Hendes kvindelige hovedpersoner nægter at bukke under for gamle kønsrollemønstre, men kæmper imod fortidens spøgelser. Samtidig kæmper de for at gribe og holde på en identitet blandt børn og dominerende mænd.

Baggrund

Elena Ferrante er et pseudonym. Ferrantes virkelige identitet eller baggrund kendes ikke, og de få interviews, hun har givet, har været skriftlige. I mange år var det eneste, offentligheden mente at vide om den succesfulde forfatter, at hun nok var fraskilt med børn, som kvinden i ”Forladte dage”, og opvokset i Napoli, som de to piger i ”Min geniale veninde”. Hun afslørede ligeledes, at hun havde en uddannelse i klassisk litteratur og brugte sin tid på at studere, oversætte og undervise foruden at skrive romaner.

”Jeg gentog for mig selv hvad jeg hørte, en kakofoni af modløshed og forbitrelse, når du ikke kan holde på en mand, mister du alt, kvindehistorier om følelser der dør, om hvad der sker når man sidder alene tilbage, uden at være elsker, uden noget. Kvinden mistede alt, også sit navn.”

”Forladte dage”, s. 7.

Født
Ukendt dato i Napoli, Italien.
Uddannelse
Universitetsgrad i klassisk litteratur.
Debut
L’amore molesto. E/O, 1992.
Litteraturpriser
Accepterer ikke priser.
Seneste udgivelse
Voksnes løgnagtige liv. C&K, 2020. (La vita bugiarda degli adulti, 2019). Oversat af Nina Gross og Marie Andersen.
Inspiration
Anton Tjekhov.

I nogle af de interviews, hun har givet, har hun ligeledes understreget, at hun mener, værket skal stå for sig selv uden forstyrrende indblanding fra sit ophav. Elena Ferrante har også fastholdt, at hun ikke vil modtage priser, hvis hun bliver indstillet til nogle. De mange års hemmeligholdelse af forfatterens identitet blev dog måske brudt i 2016. En ihærdig journalist fulgte gennem længere tid pengesporet efter Elena Ferrante og mente til sidst at kunne udpege den italienske oversætter Anita Raja som kvinden bag pseudonymet. Journalistens metoder skabte dog en vis fordømmelse i litterære kredse, ligesom mange frygtede, at afsløringen af forfatterens identitet ville betyde, at der ikke ville udkomme flere Elena Ferrante-romaner. Det viste sig dog ikke at blive tilfældet.

Anita Raja bor i Rom med sin mand, forfatteren Domenico Starnone, og arbejder primært som freelanceoversætter. Den internationale succes under pseudonymet Elena Ferrante har ifølge journalisten bag afsløringen betydet, at Raja og hendes mand har kunnet købe en stor lejlighed i et af Roms dyreste kvarterer. Det er dog fortsat uvist, om den sande identitet bag Elena Ferrante rent faktisk blev afsløret i 2016. Flere har også nævnt muligheden for, at Domenico Starnone kunne være forfatteren bag pseudonymet. Eller at der fortsat gemmer sig en hemmelig forfatter bag pseudonymet. Dedikerede Ferrante-læsere har ligeledes kritiseret forsøget på at gå imod forfatterens klare ønske om at forblive anonym.

Ferrantes mest populære romanserie, Napoli-kvartetten, er udgivet i mere end 40 lande. I 2018 havde det første afsnit af en tv-serie baseret på bøgerne premiere på HBO Nordic.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Elena Ferrantes kvinder er kvinder, der prøver at bryde med de traditionelle kvinderoller, de har set deres mødre og bedstemødre være fanget i, men som konfronteres med de samme problemer. Ferrante siger om kvindekaraktererne: ”Hvad de forventer fra livet, ankommer ikke. Gamle spøgelser kommer i stedet, de samme som kvinderne i fortiden har måttet konfrontere. Forskellen er, at disse kvinder ikke passivt overgiver sig. I stedet kæmper de, og klarer sig. De vinder ikke, men de kommer overens med deres forventninger og finder en ny balance. Jeg føler dem mere som kvinder der kæmper, end som kvinder der lider.” [2].

Ferrantes værker kan siges at have et feministisk aspekt, blandt mange andre ved at sætte fokus på kvindens lod i ægteskab og som mor. Men samtidig får man fornemmelsen af, at de udspringer fra nogle meget personlige erfaringer – det kan lige så godt være forklaringen. James Woods skriver, at Ferrantes romaner kan ses som mærket af den anden bølge af feminisme, men også, at ”der er noget post-ideologisk over den vildskab Ferrante angriber temaerne kvindelighed og moderskab med.” [1].

Ferrante selv siger, at hendes bøger er fyldt med virkelige begivenheder, men at de er reorganiserede og genopfundne i en ny kontekst. Hun siger også, at hun er ”temmelig interesseret i feminisme,” [2], men også, at hun er interesseret i mange andre ting, der ikke har med feminisme og kvinder at gøre.

De fire bøger i Ferrantes Napoli-kvartet er samlet set en rejse ind i to kvinders sind og i venskabets psykologi. Med udgangspunkt i den nære relation mellem to kvinder skildrer romanerne også en syditaliensk underverden præget af kriminalitet og fattigdom og fortæller gennem sine fire bind Italiens historie i det 20. århundrede. Mange af Napoli-bøgernes undertemaer som klasseforskelle, familie og opvækst, kærlighed, seksualitet, bitterhed og jalousi optræder også i Elena Ferrantes seneste roman, ”Voksnes løgnagtige liv”, fra 2019.

Beslægtede forfatterskaber

Elena Ferrante har et godt forhold til de klassiske forfattere, som for eksempel Vergil. Hun nævner ofte Dido, Dronningen af Karthago i Vergils ”Æneiden”, der begår selvmord efter hun bliver forladt af Æneas, som en inspirationskilde, bl.a. her: ”Dido (…) var en fundamental kvindelige figur i min ungdom” [2].

Olga fra ”Forladte dage” kan også siges at være bygget over Didos skabelon, men i stedet for at gå til grunde i selvmord, kæmper hun imod at blive forladt. Ferrante nævner også en stor inspirationskilde i de antikke tragikere, bl.a. Sofokles: ”I tragikerne, især Sofokles, finder jeg altid noget, endda bare et ord, det sætter gang i fantasien,” [2]. Sofokles har også skrevet om stærke kvinder og om kvindens rolle i et mandsdomineret samfund i tragedien ”Antigone”.

Ferrante nævner også nogle af de nyere klassikere om kvindetragedier i sine værker. Tolstojs ”Anna Karenina” om en gift kvinde, der har en udenomsægteskabelig affære og ender med at begå selvmod, nævnes flere gange i ”Forladte dage”, hvor Olga også overvejer selvmordet. En anden tragedie, der ender med et kvindeligt selvmord, er ”Madame Bovary” af Gustave Flaubert.

Det kvindelige/feministiske aspekt af Ferrantes værker kan sammenlignes med Tove Ditlevsen. Hendes værker, for eksempel ”Barndommens gade” om opvæksten på Vesterbro, har meget tilfælles med ”Min geniale veninde”, der ligeledes på socialrealistisk vis (her i et fattigt kvarter i Napoli) skildrer en piges opvækst og opgør med de gamle kvinderoller. Nævnes skal også Elsa Morante, Ferrantes landskvinde, der skriver om en kvindes kamp i Italien under 2. Verdenskrig. Andre italienske forfattere, som Elena Ferrante kan sammenlignes med, er Domenico Stanone og Natalia Ginzburg.

Fortællekonstruktionen i Napoli-kvartetten kan ligeledes siges at minde om Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Fortælleren har i begge romanværker det samme navn som forfatteren, men er alligevel ikke den samme, og vi bevæger os via erindringsspor gennem både fortid og nutid i fortællingerne. Begge romanværker indeholder ligeledes en skildring af det at udvikle sig til at blive forfatter.

Elena Ferrantes isolation fra medierne og anonymitet kan sammenlignes med de amerikanske forfattere Thomas Pynchon, der også er stort set anonym, og J.D. Salinger, uden anden sammenligning, der også holdt sig langt væk fra medierne efter succesen med ”Griberen i rugen”.