Natalia Ginzburg

Emneord:

Hovedforfatter

Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., november 2022

Familiedynamikker og livets gang under fascismen og 2. Verdenskrig er de centrale tematikker for italienske Natalia Ginzburgs forfatterskab. I et behersket og upyntet sprog skildrer Ginzburg realistiske hverdagssituationer i usikre tider, præget af krig og diktatorisk undertrykkelse. Forfatterskabet rummer både velkomponerede fiktionsværker som ”Hver svunden dag” fra 1952 og mere løst strukturerede, anekdotiske tekster som i erindringsromanen ”Familieleksikon”, der udkom i 1963, og som Ginzburg modtog Strega prisen for.

Baggrund

Natalia Ginzburg (1916-1991) blev født den 14. juli 1916 i Palermo på Sicilien. Da hun var tre år, flyttede familien til Torino i Norditalien. Faren, Giuseppe Levi, var jøde. Moren hed Livia Tanzi og havde en katolsk baggrund, de valgte dog at give deres fem børn en ateistisk opdragelse. I 1919 blev faren ansat som professor i biologi ved universitetet i Turin, og Natalia Ginzburg voksede op i et intellektuelt hjem præget af forældrenes politiske engagement – deres omgangskreds bestod af kernen i det italienske socialistparti og det antifascistiske miljø. At være antifascist under Mussolinis fascistiske regime var ikke let, og familien var påvirket af de mange love og forbud, som regimet udstak.

”Min mor havde læst Proust, og hun elskede ham også højt, ligesom Terni og Paola gjorde, og hun fortalte min far at denne Proust holdt meget af sin mor og sin bedstemor, at han havde astma og aldrig kunne sove, og at han havde beklædt væggene i sit værelse med kork fordi han hadede larm. Og min far sagde: - Han må have været et fæ!”

”Familieleksikon”, s. 65.

Fra en tidlig alder fandt Ginzburg glæde ved at læse. I et interview uddyber hun: ”Fra jeg var ganske lille, har jeg været draget mod litteraturen, jeg læste og jeg læste, eventyr og børnebøger, alt – massivt og i store mængder, og fra jeg var 5-6 år, begyndte jeg selv at skrive.” [1]. Som barn var Ginzburg overbevist om, at hun en dag ville skrive en tyk og detaljeret bog om hver eneste lille oplevelse, hun havde, men da hun kom i puberteten, mistede hun troen på det projekt: ”jeg blev overvældet af mismod, livslede, jeg syntes at intet var værd at blive husket overhovedet, at alt i livet var frygteligt og frivolt – og så opgav jeg tanken om den bog.” [1]. Da hun var omkring 17 år, begyndte hun at skrive noveller, og det blev vendepunktet. Fra hun var mellem 17 og 25 år, fik hun udgivet en række fortællinger i tidsskrifter.

Foto: Vittoriano Rastelli

Født
14. juli, 1916. Palermo.
Død
7. oktober, 1991. Rom.
Uddannelse
Universitetsstudier i litteratur, 1935.
Debut
La strada che va in cittá. Einaudi, 1942.
Litteraturpriser
Strega Prize, 1963. Bagutta Prize, 1984.
Seneste danske udgivelse
Familieleksikon. C&K, 2021. Oversætter: Majse Aymo-Boot. Roman.
Inspiration
Marcel Proust, Ernest Hemingway.

Ginzburg blev hjemmeskolet af sin mor, indtil hun i 1927 begyndte på Vittorio Alfieri gymnasium. Senere studerede hun litteratur på universitetet, men droppede ud og fik i stedet sin kulturelle og politiske dannelse ved at lytte til diskussionerne i sin omgangskreds.

I 1938 giftede hun sig med politikeren Leone Ginzburg. Sammen fik de tre børn. Leone Ginzburg flyttede til Rom, hvor han bl.a. redigerede en illegal avis. I november 1943 fulgte Natalia og børnene med. Tyve dage efter ankomsten blev Leone arresteret, og de så ham aldrig igen. Natalia Ginzburg måtte flygte med sine børn tilbage til Torino, hvor hun begyndte at arbejde for forlaget Einaudi.

Hun debuterede i 1942 med kortromanen ”La Strada che va in cittá” som blev udgivet under pseudonymet Alessandra Tornimparte. I 1950 giftede hun sig med Gabriele Baldini, som hun fik to børn med. Hun blev enke igen i 1969. Fra 1970 var hun tilknyttet det torinesiske dagblad ”La Stampa”, hvor hun arbejdede som journalist. Hun var medlem af det italienske kommunistparti PCI og endte med at sidde i parlamentet frem til sin død. Hun døde efter alvorlig sygdom som 75-årig, den 7. oktober 1991 i Rom.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med Natalia Ginzburg. Rai Teche, 1964.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Natalia Ginzburgs skrivestil er behersket og præcis. I efterordet til ”Familieleksikon” skriver den danske oversætter Majse Aymo-Boot, at den ”fattige” realisme kan ses som det foretrukne valg, når det gælder om at lægge afstand til en italiensk litterær tradition, der forherligede omskrivning og ornamentet. I et interview giver Ginzburg sit eget bud på, hvordan hun fandt sin litterære stemme. Opvæksten i en familie, hvor man skulle kæmpe for opmærksomheden, betød, at hun måtte: ”bryde igennem konversationen med et brag, der skulle effekt til, et eller andet chokerende, så de tav stille og gav mig ørenlyd.” [1]. At blive forstået straks og sige tingene uden omsvøb praktiserede hun således også i sin skrivning.

Det italienske hverdagsliv i en krigstid er et centralt tema i forfatterskabet. Ligeledes er familien og slægtens betydning for det enkelte individs selvforståelse og livsudfoldelse en tematik, som udfoldes i både ”Familieleksikon” og ”Hver svunden dag”. I førnævnte interview uddyber Ginzburg sit syn på de psykologiske mønstre i familierelationer og deres opløsning: ”familien er et element vi ikke kan komme udenom, et landskab vi ikke kan undvære, fyldt med mikrober – også giftige mikrober – men vi behøver dem for at kunne gro og vokse, også de giftige. Familien er udgangspunktet, et ståsted – et bed, lad det have nok så mangeartede vækster.” [1].

”Familieleksikon” er skrevet ud fra Ginzburgs erindringer, men det var ikke blot på et personligt plan, at erindring optog hende, også i det store samfundsmæssige perspektiv var den kollektive hukommelse noget, hun bekymrede sig om: ”Jeg elsker erindringen, og for mig er mine bøger forsøg på at erindre, selvom det er meget lidt. Men folk nu om stunder synes ikke, det er værd at huske noget som helst, at slæbe rundt på nogen form for bagage, og på den måde går vore fælles minder - både på det store historiske plan og også på det helt personlige plan – tabt… det er en af de onde ting ved vor tid.” [1].

Ginzburgs forfatterskab består af både selvbiografiske og fiktive værker. ”Hver svunden dag” er et eksempel på fiktionsprosa, som samtidig har tydelige paralleller til Ginzburgs eget liv, og ”Familieleksikon” er selvbiografisk. For Ginzburg har forfattere to udtryksformer, enten at skrive om sig selv eller skrive fiktivt, selvom hun også mente, at ren fiktion ikke eksisterer: ”der gemmer sig altid noget selvbiografisk, og det er det, der er det allervigtigste: den skjulte selvbiografi – fordi: når man skriver, søger man den skjulte fortid.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

I et interview nævner Ginzburg Marcel Proust som en af sine store inspirationskilder, og tematikken omkring erindring har Ginzburgs forfatterskab til fælles med Marcel Prousts syvbindsværk ”På sporet af den tabte tid”, der blev udgivet mellem 1913 og 1927. Om sin fascination af Proust fortæller Ginzburg: ”Hos Proust ser man alting. Men jeg håber, at i mit arbejde – ikke at jeg vil sammenligne mig selv med Proust på nogen måde – at der er en vigtig fornemmelse af det visuelle og det visualiserede. Jeg ser det hele så livligt.” [2].

I samme interview nævner Ginzburg Lev Tolstoj som en forfatter, der ligesom hende var optaget af at skildre familiedynamikker, men hun bemærker også, at Tolstoj skrev i en tid, hvor familierne var mere fasttømrede og derfor inspirerede til større familiehistorier: ”Hver gang jeg sætter mig ned for at skrive en bog, føler jeg, at jeg må starte fra nul, at jeg skal lære at skrive igen. Samfundet er anderledes nu. Nu er familien så opløst og så isoleret. I 1800-tallet gav det mere mening at skrive romaner om store indbyrdes forbundne familier. Måske det er en anden grund til, at jeg ikke skriver den slags romaner. Værdierne har forandret sig så meget.” [2]. Ernest Hemingway og Flannery O’Connor er nogle af de andre inspirationskilder, som Ginzburg fremhæver.

I både ”Familieleksikon” og ”Hver svunden dag” kaster krigen skygger ind i hverdagslivet, og det er en tematik, der går igen i romantrilogien ”Beviset - Den tredje løgn - Det store stilehæfte” skrevet af den ungarske forfatter Agota Kristof (1935-2011).

Som et mere nutidigt slægtskab kan nævnes Elena Ferrante, der i sin Napoli-kvartet også har kvindeliv og den italienske hverdag som omdrejningspunkt. Sally Rooney er et eksempel på en anden nutidig forfatter, som er inspireret af Ginzburg. Rooney citerer Ginzburg i begyndelsen af sin roman ”Beautiful World, Where Are You” fra 2021 (“Smukke verden, hvor er du”, 2021), og Rooney har udtalt, at Ginzburgs essay ”My Vocation” er den bedste tekst, hun nogensinde har læst.