BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Elsa Morante
Foto: Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Elsa Morante

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juni 2023
Hovedforfatter
  • Karen Fjordside Pontoppidan
    stud.mag., 2016

Intro

Med den ambitiøse bestræbelse at lade sine historiske romaner give en fuldstændig fortolkning af virkeligheden er Elsa Morante blevet en af efterkrigstidens mest betydningsfulde italienske romanforfattere. Morante udfolder bestræbelsen gennem demonstrationer af den menneskelige psykes mulige fremtoninger, konstant skiftende alt afhængig af den sociale konstellation og den historiske tidsramme. Selvom de er hinanden uafhængige, deler Morantes fire store romanklassikere ”Løgn og trolddom”, ”Arturos ø”, ”Historien” og ”Aracoeli” således fællesnævner: de har til opgave at vise virkeligheden.

Baggrund

Elsa Morante blev født i Rom d. 18. august 1912 og døde samme sted i 1985. Hun var barn af den jødiske lærerinde Irma Boggibonsi og sicilianeren Francesco Lo Monaco, hvis plads som far dog allerede fra Elsa Morantes fødsel blev overtaget af stedfaderen Augusto Morante, som også havde taget Elsa Morantes søskende Aldo, Marcello og Maria til sig som sine egne.

”Og Guiseppe gjorde så sin entré i verden fuldstændig som Buddha. […] Men mens Buddha da han som ung første gang bryder ud af den skønne park om sin fars kongeslot, straks uden for havemuren møder sygdommens, alderdommens og dødens gådefulde mysterier, må verden i Guiseppes tilfælde siges at folde sig ud som den underfulde park Buddha havde forladt.”

”Historien”, s. 132.

Knapt fyldt 20 år begyndte Morante at lade sin forfatterkarriere tage form. Italienske tidsskrifter som ”Corriere dei piccoli” og ”Meridiano di Roma” udgav i løbet af 1930’erne og indtil slutningen af Anden Verdenskrig hendes novellistiske skriverier. Hos tidsskriftet ”Olli” fik hun desuden udgivet sine fortællinger under pseudonym. Af andre genreformater skrev hun eventyr, digte og rim, og inden hun kastede sig ud i den lange romanform, der skulle blive hendes hovedgenre, fik hun i 1941 udgivet sin første bog: ”Il gioco segreto” – en samling af flere fortællinger.

Elsa Morante
Foto: Ritzau Scanpix
  • Født

    18. august 1912 i Rom.

  • Uddannelse

    Ingen.

  • Debut

    Il gioco segreto, Garzanti, 1941.

  • Priser

    Viareggio-prisen (Premio Viareggio), 1948. Strega-prisen (Premio Strega), 1952.

  • Seneste udgivelse

    Aracoeli. Gyldendal, 2014. Oversat af Jytte Lollesgaard.

Året for Morantes første bogudgivelse blev også året, hvor hun giftede sig med den italienske forfatter og filmkritiker Alberto Moravia, hvem hun dog blev skilt fra i 1961.

Morante færdiggjorde aldrig sine påbegyndte studier i litteratur, men kulturel dannelse har hun haft rig adgang til gennem sin og Moravias omgangskreds, der talte italienske forfattere, tænkere og andre kulturpersonligheder. Sammen med Moravia, der som Morante selv var af halvjødisk ophav, flygtede hun under Anden Verdenskrig til den italienske provins Latina, for efter krigen at vende tilbage til Rom. Her skrev hun i 1948 sin første roman ”Løgn og trolddom”, som sammen med de tre efterfølgende romaner giver et billede af de første 75 år af 1900-tallet. Afsættet for alle skildringerne er Morantes granskning af den menneskelige psyke.

I 1948 modtog Morante Viareggio-prisen (Premio Viareggio) for ”Løgn og trolddom”, og i 1952 modtog hun den prestigefyldte italienske litteraturpris Strega-prisen (Premio Strega) for ”Arturos ø”.

Sideløbende med sine romaner forsøgte Morante sig med filmmanuskripter, men de to titler ”Miss Italia” (1949) og ”Verrano a te sull’aure” (1952) blev aldrig til mere end arbejdstitler. Afløb for filminteressen fik hun siden gennem virket som bl.a. filmanmelder på sit eget radioprogram hos RAI – Radiotelevisione Italiana og som assistent for vennen og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Trailer til serien over Elsa Morantes hovedværk "Historien". Rai Fiction, 2023 (italiensk med engelske undertekster).

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Med sine fire store romaner ”Løgn og trolddom”, ”Arturos ø”, ”Historien” og ”Aracoeli” har Elsa Morante understreget romanen som sin hovedgenre. Dette faktum samt Morantes ambition om at skildre virkeligheden gør det tillokkende at kategorisere hende som realismeforfatter. Men at Morantes forfatterskab tager sit udspring i eventyr og poesi afslører sig i hendes prosa. Derfor vil realismeprædikatet alene være en amputering af en anden central del af hendes udtryksform, der nærmer sig symbolismens. Inden for romanen som den samlende ramme præsterer hun således prosaiske forløb, der integrerer elementer fra poesiens og eventyrets verden.

I både ”Løgn og trolddom” og ”Arturos ø” bidrager tid og sted til det eventyrlige islæt, mens ”Historien” får en del af sit eventyrlige og poetiske præg gennem den lille i sig selv mystikomspundne dreng Useppe. Med dyrets instinkt oplever han det krigshærgede Italien, der – i kraft af at være det eneste han kender til – får lov at være dét verdensunder, der skal tilfredsstille hans nysgerrighed.

Med sin bevidste brug af rum og tid skaber Morante lommer af sanselig dvælen, der standser den prosaiske udvikling. Eksempelvis brydes fortællerens retrospektive beretning i ”Historien” af karakterernes drømme, der fortælles i nutid. Drømmene skaber ophold i handlingsgangen, mens skiftet til nutidsform sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt drømmene, når det kommer til stykket, er mere virkelige for karaktererne, end deres vågne, elendige tilværelse. Tendensen til at lade et kort tidsligt forløb fylde mange linjer, gør fortælleren i ”Historien” selv opmærksom på. Om en scene tilføjer vedkommende afslutningsvis: ”Denne komplekse oplevelse, som det har været så indviklet og krævet så mange ord at beskrive, var i sig selv lige så hurtig og enkel som et hop i en hvirvlende tarantel.” (s. 511).

Som den ovenstående passage giver indtryk af, er Morantes sprog malende og detaljerigt: en hund er ikke bare en hund, men ”eksponent for skaberværkets dyreliv” (”Historien”, s. 114).

Fortællingen er mættet af metaforer og intertekstuelle referencer. Følelser udtrykkes med versaler, som skaber en fysisk tyngde i ordene. Næsten som for at ordene, på deres vej mod læseren, lettere skal kunne nedbryde litteraturens fjerde væg. En nedbrydning, der øges yderligere af fortroligheden mellem læser og fortæller. Denne fortrolighed skabes, når fortælleren påpeger sin egen tilstedeværelse og menneskelighed, eksempelvis i ”Historien”: ”… hvis jeg ikke på en måde havde haft samme skæbne.”

Det gennemgående tema for Morantes forfatterskab er den menneskelige psykologi og dens mange fremtrædelsesformer. Gennem grundige beskrivelser af sine karakterer sammenstykker hun billedet af, hvor komplekst sindet er, og hvor let mennesket lader sig påvirke, manipulere, begejstre og fortabe. Igennem sine personskildringer diskuteres magt, filosofi, liv, død, retfærdighed, religion og hvad det vil sige at være menneske.

Beslægtede forfatterskaber

Morantes landsmand Primo Levi står som Morante selv bag både digte, noveller og romaner. Anden Verdenskrig, som danner den tidsmæssige ramme i Morantes ”Historien”, er et stærkt tema hos Levi. Særligt kendt er han for sine erindringer fra sin tid som fange i koncentrationslejren Auschwitz, ”Hvis dette er et menneske” fra 1947. En anden samtidig forfatter er italienske Italo Calvino. Udkommet på dansk er bl.a. hans eventyrtrilogi ”Vore Forfædre” (”I nostri antenati”, 1952/1959), der ved sin eventyrlighed og sin tematisering af moral og menneskelig eksistens er en pendant til Morante.

Også Morantes egen mand, Alberto Moravia, bør medregnes. Iblandt hans danskoversatte værker er eksempelvis ”Romerinden” (”La Romana”, 1949). Af nutidige italienske forfattere kan nævnes Niccolò Ammaniti og den meget omtalte og ukendte kvinde bag pseudonymet Elena Ferrante.

Er man til udenlandsk klassikerlitteratur, kan man passende kaste sig over forfatterskaber som Fjodor Dostojevskijs, F. Scott Fitzgeralds eller Gustave Flauberts. Skal det være kvindelige klassikerforfattere, er der stor litteratur at komme efter hos Jane Austen, Emily Brönte, Selma Lagerlöf og Virginia Woolf. Mere end ved temaer og stilistik er disse forfattere beslægtede ved at have begået tidsløse værker.

Morantes interesse for det menneskelige sind er gennemtrængende. Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at ikke blot hendes hovedpersoner, men også mindre centrale karakterer, beskrives med stor opmærksomhed. Denne grundige demonstration af, hvor forskelligt menneskets indre kan tage sig ud, genfindes hos Fjodor Dostojevskij og hans forfatterskabs omfattende persongalleri. Hos begge forfattere får de svage og misforståede stemme – som Fyrst Mysjkin i Dostojevskijs ”Idioten” (”Idiot”, 1869) og Useppe i Morantes ”Historien”. Hos Morante såvel som hos Dostojevskij er det op til læseren selv at gennemskue sin egen placering blandt dem, der misforstår. Filosofiske overvejelser, tanker om liv, død, magt, moral, ret og uret er ligeledes temaer, de to forfattere har som fælles omdrejningspunkter for deres værker. De mange moralske rutsjeture, der plager studenten Raskolnikov i Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” (”Prestuplenie i nakazanie”, 1886) spejles i Morantes principfaste ­– og lige så principbrydende – karakter David Segre.

Morantes sammenblanding af realisme og symbolisme kan minde om danske J.P. Jacobsen, der satte den prosaiske tid i stå med sit stemningsmættede og ornamenterede billedsprog og derved blev det moderne gennembruds svært tilpassede dreng i klassen.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Historien
Historien

Elsa Morante

Gyldendal, 2009. (La Storia, 1974). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Løgn og trolddom
Løgn og trolddom

Elsa Morante

Gyldendal, 2012. (Menzogna e sortilegio, 1948). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Aracoeli
Aracoeli

Elsa Morante

Gyldendal, 2014. (Aracoeli, 1982). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Arturos ø: en drengs erindringer
Arturos ø: en drengs erindringer

Elsa Morante

Gyldendal, 2014. (L’isola di Arturo, 1957). Oversat af Jytte Lollesgaard.

Noveller

Morante, Elsa: Il gioco segreto. Garzanti

Elsa Morante

1941

Børnebog

Katrine med rottehalens forunderlige eventyr. Holkenfeldt
Katrine med rottehalens forunderlige eventyr. Holkenfeldt

Elsa Morante

1989. (Le stradiordinarie avventure de Caterina, 1959). Oversat af Jytte Lollesgaard

Artikler

Om Romanen. Romanske Centre, Odense Universitet

Elsa Morante

1999. Oversat af Conni-Kay Jørgensen

Om forfatterskabet

Italian Women Writers: A Bio-bibliographical Sourcebook. Greenwood Publishing Group
Italian Women Writers: A Bio-bibliographical Sourcebook. Greenwood Publishing Group

Rinaldina Russell

1994

Elsa Morante. Jewish Women’s Archive

Patricia Acobas

Kirsten Thorup genfortæller ”Historien” i DR’s podcastserie ”Klassikere Genfort…

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Elsa Morante