”Jeg har også selv dette tågede efterår i nogle dage følt mig fristet til at søge min pige Aracoeli i alle dimensioner af tid og sted undtagen den ene, som jeg ikke tror på, nemlig fremtiden. I min fremtids retning ser jeg sandt at sige ikke andet end et skævt spor, som mit sædvanlige jeg, stadig alene og stadig ældre, pendler som en beruset frem og tilbage ad (...).”
”Aracoeli”, s. 9.
Aracoeli betyder Himlens Alter, og i dette sakramentale lys mindes den voksne Manuele, stående for foden af sin rejse, sin mor – fuldstændig på samme måde som drengen Manuele betragtede hende. Manuele vokser op i Roms ”Øvre Kvarterer” (s. 14), hvor han og Aracoeli forsøger at udslette deres andalusiske ophav til fordel for det finere borgerskabs manerer.
Ensom i Piemonte fornemmer han nyheden om Aracoelis død, før den overbringes ham, og hans totale ensomhed når sit højdepunkt, da bedsteforældrene sender ham på kostskole. To gange flygter han, og ved den sidste flugt ender han ansigt til ansigt med sin far, der, bosat i et af Roms yderkvarterer, på én gang holdes i live og dræbes af drukkenskab.
Da den voksne Manuele endelig når sin fysiske rejses mål, El Almendral, er det mindet om hans fordrukne far, der opfylder ham. Af dette minde vokser en hidtil ukendt kærlighed til faren, som på bogens sidste sider får lov at uddrive den besættelse af Aracoeli, der i første omgang drev Manuele ud på sin rejse.
Elsa Morante
Med den ambitiøse bestræbelse at lade sine historiske romaner give en fuldstændig fortolkning af virkeligheden er Elsa Morante blevet en af efterkrigstidens mest betydningsfulde italienske romanfor...
Læs hele forfatterportrættet