”Som mure / af appelsintræer, / livsglæde. / Som mure / af granatæbletræer, / medmenneskelighed. / Som mure / af oliventræer, / verdensfred. / Som skærme / med digte, / klang. / Som hærfuglen / mod ruden, / milepæle.”
”Andalusiske øjebliksbilleder i november”, s. 63.
I digtet ”Den trommehindesprængende blæst her i natørkenen” giver jegfortælleren slip på sin vrede. I ”Det siges” fremstilles den lokale frugt granatæblet som en kur mod had og jalousi. Men miljøet i ”Andalusiske øjebliksbilleder” er ikke uden modhager; Jorn nævner også en alkoholikers tomme flasker og dunsten af brændt bildæk. Desuden understreger de ledsagende fotografier af Steen Møller Rasmussen, at Andalusien eksisterer. Det er boligblokke og murbrokker såvel som vinden fra havet, der purrer op i kvindernes hår, og hvide gavle renset for reklamer, der minder en om, hvad man bør eje.
Hvis denne virkelighed skal blive et decideret paradis, er en indre rejse nødvendig. Det er op til en selv at lægge de negative følelser bag sig ifølge Jorn. At det lykkes for digterjeget fortæller linjer som ”FARVEMAGIEN / I MIT INDRE MORGENGRY / OKKERGUL PASSION”. Udover den meditative konfrontation med landskabet er det et tema, hvor meget sprog, der skal til for at videregive en følelse. Granatæbletræet hyldes eksempelvis med få linjer, hvorpå digteren konkluderer ”Ikke andet.” Læserens evne til at forestille sig, hvordan det ser ud, er nok. I Jorns korte skitseringer af lokaliteterne er der ansatser til romantiseringer og mytedannelse, som bl.a. udfoldes i digtet ”Granada er stedet”, hvor hun beskriver en hemmelig sal i paladset Alhambra. I Rasmussens reportagebilledside er elementet af magisk realisme mindre udtalt, selv om fotografiet af en øde gade uden ende ligner et drømmesyn.
Susanne Jorn
Susanne Jorn samler indtryk fra USA, Japan og det nære Norden i sine digte. Forfatterskabet favner de destinationer, hun har kaldt hjem; de kulturer hun kender dybere end eksotiske stereotyper. Det...
Læs hele forfatterportrættet