”’Englænderne er det eneste folk,’ sagde hun med afsmag, ’der på én gang vil lære én noget og stjæle fra én.’ Alsanas mistillid til familien Chalfen var hverken større eller mindre end det.”
”Hvide tænder”, s. 334.
Bogen tager sin start, da Archies selvmordsforsøg forpurres, og følger herfra de to venner og deres familier. Samme dag møder Archie den jamaicanske Clara, de bliver gift og får den læseglade og indadvendte datter Irie. Samad indgår et traditionelt arrangeret ægteskab med kvinden Alsana, og sammen får de tvillingesønnerne Magid og Millat. De to knægte udvikler sig imidlertid i hver sin retning, da Magid som ateist vier sit liv til videnskaben og lader sig integrere, imens Millat roder med damer og sprut, før han bekender sig til islamisk fundamentalisme. Igennem de jævnaldrende børn hvirvles også den jødisk-katolske og over-tolerante middelklassefamilie Chalfen ind i historien.
Romanen skildrer et kulørt samfund på tværs af etnicitet, generation, religion med alle de konflikter, udfordringer og fællesskaber, der hører med. Som ofte hos Smith anvendes familien som en stærk og bærende struktur, der med indre og ydre spændinger skaber fremdrift i historien. Figurerne står aldrig alene, men eksisterer og fungerer altid i en familiær, traditionsbunden og kulturel kontekst. Handlingen spænder over de mange forskellige karakterers liv og skildrer begær og utroskab, oprør, fordomme og dilemmaer samt mislykkede forsøg på at passe ind og være rummelig.
Zadie Smiths skrivestil i ”Hvide tænder” er alsidig, idet der både benyttes dialog og handlingsgengivelser, den skjulte fortællers egne overvejelser, genfortællinger af tidligere hændelser etc. Der veksles endvidere imellem de forskellige figurers synsvinkel, og deres tanker og holdninger flettes ind. Smiths tone er præget af både ironi og humor og en kærlighed til det samfund, som hun portrætterer.
Zadie Smith
Britiske Zadie Smith bliver et internationalt hovednavn på Word Festival 2024, som afholdes i Odense den 2. 4 februar. Zadie Smith sparkede den litterære dør til det nye årtusinde ind med sin debu...
Læs hele forfatterportrættet