”tiden går ud/ som en lysreklame/ noget er sprunget i”
”Hvor du er”, s. 42.
Et andet gennemgående træk er en henvendelse til et du, et greb der normalt bruges i kærlighedsdigte, når et jeg henvender sig til en elsket. Det synes ikke at være tilfældet i ”Hvor du er”. Duet kan ligeså vel læses som et distanceret selv: Et jeg, der ser sig selv på afstand og taler til sig selv i anden person. Det er den gennemgribende ensomhed og tomhed, der motiverer læsningen af duet som et jeg, der taler til sig selv. Eksempelvis i digtet ”læbernes bevægelse mod knæene …”. Her skildres duet siddende sammenkrympet med hovedet mellem benene. Kroppen er en krop, der lukker sig om sig selv, ligesom teksten lukker sig om sig selv. Knæene indleder og afslutter den ene strofe, digtet består af. Duet kalder og hvisker navne, men ingen svarer eller reagerer. Duet forbliver en krop, der fysisk har slået knuder på sig selv og er efterladt med og til sig selv.
Der er en ro og en salighed, der giver samlingen en melankolsk klang. Denne udfordres dog af en varig bevægelse, som i digtet ”du køber en avis …”, hvor duet efter hver strofe ”går videre”. Små livstegn, som for eksempel fuglenes sang, sneen i vinden eller det øjeblik, hvor en lyskegle fra en lommelygte oplyser en detalje i et landskab, leder tankerne hen på steders foranderlighed. Blæst, blade, marker, mure. Der hvor du er, er aldrig et punkt. Det er en retning, der ikke lader sig indfange.
Marianne Larsen
Med en særskilt sproglig bevidsthed har Marianne Larsen skrevet over fyrre digtsamlinger. Selv ser hun sit forfatterskab som en lang fortløbende proces, hvor den ene bog er en forudsætning for den ...
Læs hele forfatterportrættet
