”vi trænger til noget sjov
jeg tager en mælk og kaster den ind i væggen
pædagogen kommer rendende
med magtesløsheden i øjnene
abdi tager sin mælk og hamrer den i gulvet
rasmus rekvirerer kollegaer
fra andre afdelinger
abdi bliver nedlagt
(…)
nu har jeg rasmus og hans 120 kilo over mig
sarahs bryster kan jeg mærke i tumulten
når de er presset op mod min kind
(…)
jeg er vedvarende aggressiv
mens min pik bliver stiv”
”Institutionaliseret”, s. 68-69.
Noget af det, ham og hans venner laver, kan man kalde for drengestreger eller ballade, men det forekommer vigtigt også at skelne mellem det og de mere reelle voldsepisoder, der udspiller sig. Både mod og med ham. Man forstår, at volden har været til stede i snart sagt alle domæner i hans liv, lige siden han var en lille dreng. Han bliver rekrutteret af ”en af de ældre” (s. 43) og fungerer snart som en slags stikirenddreng for de ældre bandemedlemmer, eller ”sjakaler” som de også bliver kaldt. Hurtigt bliver han også sat til at sælge kokain, og snart er han fanget i en gældsspiral, hvor han er tvunget til at sælge mere for at kunne betale det, han skylder.
Anden del har titlen ”Institutioner”, og her er det lettere fiktionaliserede digterjeg inde og ude af institutioner. Karaktergalleriet inkluderer nu også pædagoger, fængselsbetjente og advokater. Det kriminelle liv fortsætter mere eller mindre upåvirket uden for institutionernes mure, og inden for får man også jævnligt ”en kaster” ind over hegnet, som kan være en appelsin med 10 gram hash eller kokain i. Men fængslet er også en udmattelsesmaskine, som skaber kedsomhed og frustration. Digtene er fulde af lort og urin og onani og magtesløshed både hos fængselspersonale og indsatte. Der er noget uforløst og trist over det.
Tredje del hedder ”Fængsler”, og den starter med det knivstikkeri, som giver en femårig dom. Jeget er mere distanceret fra sine omgivelser i de her digte. Mere optaget af det indadvendte, af at erkende sig selv og lave det om, forstår man. Digtenes direkte sprog og hurtige rytme når deres stilistiske højdepunkt i det sidste og længste digt, hvor fængslets hverdag virkelig udpensles, men hvor verden uden for også melder sig.
Haidar Ansari
Haidar Ansari brød i sin debut ”Institutionaliseret” igennem med digte, der var skrevet på et nært og autobiografisk stof. I sine korte, fortællende digte fremskrev han et miljø, hvor kriminalitet ...
Læs hele forfatterportrættet
