Haidar Ansari

Emneord:

Senest opdateret

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., oktober 2025

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., 2023

Haidar Ansari brød i sin debut ”Institutionaliseret” igennem med digte, der var skrevet på et nært og autobiografisk stof. I sine korte, fortællende digte fremskrev han et miljø, hvor kriminalitet fylder alting. Digtenes jeg bliver smidt ud af skolen for vold, han både tager og sælger stoffer og begår personfarlig kriminalitet. Fra 15 års alderen er han inde og ude af institutioner. I fængslet fandt han litteraturen. I sin anden digtsamling, ”Normaliseret” fra 2025, skriver han om den sociale opstigning fra fængslet til feteret digter.

Baggrund

Haidar Ansari er født i 2001 på Amager og vokset op i det boligområde, som er kendt som Urbanplanen, med sin mor og tre brødre. Han gik på den lokale skole, Peder Lykke Skolen, hvor undervisningen var underlødig, og hvor lærerne sjældent blev mere end et år eller to, som han har fortalt om i et debatindlæg om det frie skolevalg (Haidar Ansari: Debat: Forældre skal ikke have lov til selv at vælge skole til deres børn – min historie fortæller hvorfor. Politiken, 2023-03-11).

”jeg kender fængslets rutiner bedre
end mit livs fortid
jeg trykker instinktivt på knappen
efter at have holdt for længe på min afføring
urinerer i den håndvask
jeg onanerer i
den håndvask som min sæd ender i
er den samme jeg vasker min tallerken i
ikke længere fortrøstningsfuld
som dengang i grundlovsforhøret
hvor der endnu var håb
(…)
livet uden for murene
Interesserer mig mindre
end burgeren hver tredje lørdag”

”Institutionaliseret”, s. 106.

Foto: Sara Galbiati

Født
2001.
Uddannelse
Peder Lykke Skolen indtil 5. klasse, og indtil 7. klasse på Den Classenske Legatskole.
Debut
Institutionaliseret. Gyldendal, 2022. Digte.
Seneste danske udgivelse
Normaliseret. Gyldendal, 2025. Digte.
Inspiration
Caspar Eric, Morten Pape, Yahya Hassan.

For en kort bemærkning fik han mulighed for at gå på Den Classenske Legatskole, hvor han mødte et øvre middelklasseliv. Det gjorde noget ved hans forestillingshorisonter. Det handlede ikke bare om, at de primært hvide børns forældre fra Indre By i København havde penge. Det handlede om, hvad det betød for det overskud og den omsorg og omtanke, forældrene kunne have for de børn. At de både blev tilskyndet til at lave deres lektier og fik hjælp til at lave dem. At de fik god og sund mad med på madpakken, og at deres forældre snakkede med dem om, hvordan de havde det.

Ansaris kriminalitet eskalerede. Som 17-årig havde han siddet inde i fem ud af otte af Danmarks sikrede døgninstitutioner. Meget af det for personfarlig kriminalitet. Året efter blev han tiltalt for drabsforsøg og idømt fem års fængsel. Det var under denne afsoning, han for alvor stødte på litteraturen. Der var et lille bibliotek på fængslet, som var doneret af organisationen Læs for livet, og han læste bøger af først Yahya Hassan og siden Morten Pape. Han oplevede, at de på forskellige måder holdt et spejl op for hans tilværelse. Ikke mindst Pape, som var vokset op i det samme kvarter som Ansari, og som skrev om det fra et andet perspektiv. Det gjorde det muligt for Ansari at se sine egne handlinger på en ny måde. Snart voksede kærligheden til litteraturen og udviklede sig hurtigt til også at skrive selv, og da Morten Pape kom på besøg i fængslet, viste Ansari ham sine tekster. De udviklede et venskab med udgangspunkt i litteraturen, og Pape viste Ansaris tekster til et forlag, som gerne ville udgive dem, hvilket blev til Ansaris debut ”Institutionaliseret” i 2022. Siden debuten har Ansari gjort sig bemærket som en stemme i offentligheden, og denne sociale opstigning, med alle dens ambivalente følelser, skriver han om i sin anden bog ”Normaliseret”, som udkom i 2025.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Oplæsning og interview. ”Digter Haidar Ansari om Glenn Bech, Édouard Louis, underklasse, vold og skam”. Gyldendal, 11. maj 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Haidar Ansari skriver i et direkte sprog, og han laver ikke mange sproglige billeder eller metaforer. Hans poesi ligger mest af alt i hans fornemmelse for rytme og tempo og i at skære digtene, så de bliver korte og præcise forløb. Han skriver meget om vold, og hvordan den findes i mange forskellige sfærer, når man, som han, er vokset op i et fattigt, socialt belastet boligområde, og når man fra barnsben er blevet opslugt af kriminalitet. Det virker, som om digtene prøver at finde en balance mellem på den ene side at gøre de kriminelle handlinger troværdige som spændende og fascinerende for hovedpersonen – og på den anden side ikke romantisere den livsstil, som bogens forfatter tager afstand fra. Samtidig fornemmer man, at digtene heller ikke vil moralisere. Det, de ender med at gøre, er derfor at træde tilbage og lade scenerne tale for sig selv som vidnesbyrd.

Både i fængslet og på gaden er der en frustration og en spænding, en tomhed der omsætter sig i udadagerende og tåbelige handlinger. I nogle af digtene fra fængslet er det vandballoner fyldt med tis eller kartoner med mælk, der kastes mod væggen for at starte et slagsmål med fængselsvagterne, som også keder sig. Det korporlige klammeri træder i stedet for fysisk kontakt af en seksuel eller bare omsorgsfuld natur, når digterjeget mærker en betjents lår, mave eller bryster trykket mod sin krop, efter han er blevet lagt ned og tilbageholdt fysisk. Det fylder også meget at onanere og skide, fordi privatlivet er så begrænset og invaderet, men også fordi det handler om samfundets fordøjelse og at være nederst i den fødekæde.

Et stort tema for Ansari er spørgsmålet om personligt ansvar kontra systemisk undertrykkelse. For ham handler det om ikke at vælge den lette forklaring i nogle af tilfældene. Han er vokset op i et hjem, hvor der ingen bøger fandtes, men det er hans eget ansvar at indhente det tabte. Men som han ser det, er der nu i Danmark en ny brun elite af kunstnere, og den eneste hjælp, man skylder dem, er at opleve det de laver, uanset om det er musik, litteratur, kunst eller film.

Beslægtede forfatterskaber

Yahya Hassans digte var de første, der virkelig fangede Haidar Ansari, da han læste dem på fængselsbiblioteket. I Hassans messende, vilde tekster så han for første gang sit eget liv spejlet i litteraturen. I et interview siger Ansari selv, når spurgt om hele tiden at blive sammenlignet med Yahya Hassan: ”Yahya Hassan er en fantastisk digter, og jeg har lært meget af ham. Og jeg forstår det selvfølgelig godt: Vi er begge to indvandrere og berører nogle af de samme temaer. Men jeg synes, det er et problem, hvis man automatisk bliver sammenlignet med Yahya Hassan, bare fordi man er udenlandsk og skriver digte. Man skal have lov til at være sin egen.” [1].

Men Ansari nævner også andre forfattere i sine bøger. Han nævner en handicappet digter, som vel må være Caspar Eric, og der er også en tydelig inspiration den vej. Særligt når det kommer til den direkte og tempostyrede måde at skrive på, som Eric har praktiseret i bøger som ”Nike” (2015) og ”Nye balancer” (2023). Men også den politiske anfægtelse omsat til vidnesbyrd er et fællestræk for de to digtere.

Morten Pape er en anden forfatter, som har haft stor betydning for Ansari. Både personligt idet Pape hjalp Ansari med at sende hans digte til et forlag, som i sidste ende gerne ville udgive dem. Men også Papes bøger har været vigtige for Ansari. Da han først læste Papes beskrivelser af Urbanplanen i ”Planen” (2015), syntes han, at det var løgn, hvad der stod; at Pape overdrev, hvor slemt der var. Men efter at have konfronteret ham med det, ændrede Ansari mening: ”I dag forstår jeg, hvad der skete, da jeg læste bogen. Jeg læste om konsekvenserne af alt det, jeg selv havde gjort ved en masse mennesker. Jeg var aldrig mobbeofferet, jeg var mobberen, så den bog var et spejl, som jeg ikke ville se ind i, fordi det kræver mod og selvindsigt.” [2].