”Min mor kører ikke i havnen. Hun dør af cancer tyve år senere. Det er min far, der begår selvmord// De tog sorgen fra os. De forhindrede os i at føle sorg.”
”Jeg slog min far ihjel”, s. 49.
En manglende evne til overhovedet at huske, eller til at være i tvivl om sine minder, underbygges formmæssigt ved at store dele af digtsamlingens anden del er formuleret som spørgsmål: ”Er det en trehjulet cykel i Lille Værløse?” (s. 66), ”Er det længslen efter at føle noget, sindssyge drømme som et gardenparty?” (s. 60). Teksten er skrevet fra et sted med et jeg, der med stor autoritet f.eks. indgående beskriver barndommens planter: hortensia, magnolietræet, natskygge, vejbred, agerkohveden, cikorie, gederams og hvidpil, men som samtidig, i afmagt, udliciterer en eventuel viden om, hvad der overhovedet er sket. Der er i det hele taget en stemning af distance og manglende kontakt til begivenheder og følelser. Det gentages flere gange, at døden og sorgen ikke hænger sammen, at sorgen er kommet før døden, eller at sorgen er noget, man er blevet frarøvet. På bogens bagsideflap er der et grynet snapshot fra et fremmed årti af voksne familiemedlemmer, der sidder i en stue. Billedet har en stærk autenticitetseffekt, fordi det blev beskrevet på side 52. Det er et fotografi af far, mor, mormor, morfar og moster Doris. Det er fra juleaften. Som læser konfronteres man således med intimitet og bliver generøst indlemmet i digtsamlingens sårbare granskning af dødsfaldets ufattelighed.
Christian Dorph
Christian Dorph rammer skarpt både krimiens hårdtslående realisme og poesiens fine følsomhed. Karrieren begyndte for knap 30 år siden med poesi, har i mange år rummet sprudlende krimier og er nu ce...
Læs hele forfatterportrættet
